Kendte

Dansk stjerneinstruktør: Jeg skammer mig over Danmark 

Den danske instruktør Thomas Vinterberg melder sig i koret af kritikere af den danske flygtningepolitik.

Den danske filminstruktør Thomas Vinterberg tilsluttede sig onsdag eftermiddag gruppen af kunstnere og kulturpersonligheder, der tager afstand fra Danmarks flygtningepolitik. 

Det skete på en pressekonference under Berlins internationale filmfestival, skriver Jyllands-Posten

Thomas Vinterberg er i Berlin med sin film ‘Kollektivet’, som ifølge instruktøren handler om fællesskab. Et begreb instruktøren mener, der er brug for i øjeblikket. 

- Jeg skammer mig over det danske ansigt udadtil, og jeg skammer mig over den skræmmekampagne, der har været i gang. Jeg skammer mig over det politiske liv i Danmark. Men bag det politiske liv findes stadig en befolkning af godhjertede mennesker, sagde Thomas Vinterberg på et møde før premieren på ‘Kollektivet’ ifølge Jyllands-Posten. 

Vil ikke konkretisere

- Jeg mener, at den politik, der bliver ført, er uværdig over for de mennesker, vi tager imod eller ikke tager imod, fortsatte den danske instruktør. 

I interviewet bliver Thomas Vinterberg bedt om at være mere konkret i sin kritik og bliver desuden forholdt det faktum, at Danmark tager mange flygtninge, landets størrelse taget i betragtning. 

Til det svarer Thomas Vinterberg, at det er så konkret, han kan svare:  

- Jeg er ikke taget herned for at starte en politisk dagsorden. Jeg kan se, hvordan de mennesker, der kommer, bliver taget imod, og jeg kan se annoncer i forskellige dagblade rundt omkring i verden, der skal afholde folk fra at komme hertil. Jeg kan se, hvordan landet lukker sig frygtsommeligt. Jeg kan også se et kæmpestort flygtningeproblem, men jeg kan ikke være mere konkret. Jeg er jo ikke politiker. Jeg kan godt sige sådan her på en filmfestival, siger instruktøren.  

Vinterberg er ikke den første kulturpersonlighed, der har kritiseret den danske flygningepolitik. Tidligere har blandt andet Sofie Gråbøl i den britiske avis The Guardian fortalt, at hun synes, det er svært at være stolt af Danmark. 

- Jeg synes, det er et sørgeligt spild. Danmark har så mange ressourcer. Vi er et af verdens mest velhavende lande, og alligevel vil vi stille os op foran mennesker, der er i den mest sårbare situation, man kan forestille sig og har rejst i ugevis, og diskutere med dem, om deres guldkæde har sentimental værdi eller ej. Det er frastødende, sagde den danske skuespillerinde blandt andet til The Guardian. 

Clooney ude med riven

Det er ikke første gang, den danske regerings flygtningepolitik er blevet kritiseret på filmfestivalen i Berlin. 

Også den amerikanske skuespiller George Clooney har, i et interview med TV 2, langet kraftigt ud efter den danske smykkelovgivning. 

- Jeg bryder mig ikke om at tage folks ejendele for at betale for flygtningekrisen, sagde den amerikanske skuespiller i weekenden til TV 2. Du kan se interviewet med Geroge Clooney herunder.