Oscar

Derfor har svensk stjerneskuespillerinde megasucces i USA

Den svenske skuespillerinde Alicia Vikander har på kort tid fået kæmpe succes - og er i øjeblikket aktuel i filmen ‘The Danish Girl’. 

I 2012 bragede hun igennem i den danske film ‘En Kongelig Affære’ - og siden er det gået stærkt for den 27-årige svenske skuespillerinde Alicia Vikander. 

Hun er blandt andet nomineret til en Oscar for sin præstation i filmen ‘The Danish Girl’, der handler om den første første person i verden, der undergik en kønskifteoperation. Her er Vikander nomineret som bedste kvindelige birolle. 

Men hvad er opskriften på den unge svenskers enorme succes? 

En meget alsidig skuespiller

Ifølge TV 2s filmanmelder Ann Lind Andersen skyldes det, at Vikander er en meget alsidig skuespiller - der har udseendet med sig.  

- Det er dels udseendet, som hjælper hende godt på vej. Men skal man komme så langt så hurtigt, så kræver det også, at man har et stort talent. Og det har hun. Hun har allerede nu vist en enorm spændvidde, siger Ann Lind Andersen i 'Go’ morgen Danmark'.   

Siden 2012 har Alicia Vikander været med i flere store, internationale filmtitler. Men hun spiller ikke med i hvad som helst, siger filmanmelderen. 

- Hun kræver meget af de mennesker, hun omgiver sig med, når hun arbejder. Det synes jeg er fair nok. Hun tænker meget over sine roller, og vil gerne spille stærke kvinderoller. Kvinder, som Gerda Wegener i ‘The Danish Girl’, som har en indre styrke og går imod den konforme strøm, siger Ann Lind Andersen. 

Spiller på intuition

Det har aldrig ligget direkte i kortene, at Alicia Vikander skulle være skuespiller. Og så alligevel. Hun er nemlig datter af teater-skuespilleren Maria Fahl Vikander. 

Men da hun var lille, var det ikke skuespilleriet, men i stedet ballet, Alicia Vikander var interesseret i. Hun er født og opvokset i Göteborg, men dansede allerede som lille ballet og har gået på den Den Kongelige Balletskole i Sverige. 

Som 15-årig flyttede Vikander til Stockholm for at studere ballet. Her gik det dog mere og mere op for den unge danserinde, at det i virkeligheden var skuespillet, der trak mest. Hun har aldrig fået en uddannelse som skuespiller, og det kan også være en del af forklaringen på svenskerens succes, mener Ann Lind Andersen. 

- Hun er ikke uddannet, så hun spiller på sin egen intuition. Hun har samtidig en meget stor spændvidde. Kigger man på 'Ex Machina', en meget spændstig science fiction-film, som nærmest har fået kultstatus, hvor hun spiller robot og nærmest ikke har noget mimik i ansigt. 

- Og så til at være nærmest en sexkilling i den film, der hedder 'The Man from U.N.C.L.E.' og over i det nærmest melodramatiske i ‘The Danish Girl’. Det siger noget om, hvor meget forskelligt hun kan.   

God timing

At hun har kunnet accelerere så hurtigt på det hvide lærred, handler ifølge TV 2 filmanmelderen dog også om en vis portion god timing og held. 

- Det er sådan i branchen, at det handler om at ramme de rigtige produktioner og de rigtige mennesker. Men hun har samtidig et udseende, som er svært at typecaste - hun kan simpelthen spille mange forskellige ting, siger Ann Lind Andersen.   

Privat er Alicia Vikander kærester med skuespilleren Michael Fassbender, som blandt andet har spillet med i filmene 'Inglourious Basterds' og 'X-Men'.