Børnene i 'Årgang 0'-chat: Så længe vil vi være med
Kærlighedslivet, fester og hvor længe deltagerne bliver ved i 'Årgang 0' var klart det, seerne ville vide mere om i tirsdagens live-chat.
Tirsdagens fjerde og sidste live-chat bød på et væld af spørgsmål fra seerne, da alle tre 'Årgang 0'-deltagere sad klar foran tasterne.
Læs live-bloggen med alle tre deltagere her:
Stephanie kunne afsløre, at hun har fået en kæreste og gav samtidig gode råd til andre forelskede seere. Til Rachel gik spørgsmålene på, om hun var begyndt at drikke, feste og interessere sig for drenge, og Christian kunne blandt andet fortælle, at han ikke vil have en kæreste, der bor langt væk.
Hvor længe bliver i ved?
Årgang 0-programmet følger deltagerne til de bliver 18 år. Flere af seerne ville derfor vide, om de tre unge mennekser vil fortsætte endnu længere.
Her svarede Christian, at han umiddebart stopper, når han bliver 18. Stephanie og Rachel ville dog ikke afvise, at de fortsætter, hvis muligheden opstår.
- Jeg kunne også godt forestille mig at blive ved længere, hvis det var muligt, svarede Stephanie.
I forrige live-chat fortalte Rachel seerne, at hun ville fortsætte hele livet, hvis det varede så længe.
Alkohol og fester
Årgang 0-deltagerne bliver dog ældre og ældre, og mange af spørgsmålene gik derfor også på, om Christian, Rachel og Stephanie er begyndt at gå til fester og at drikke alkohol.
Christian, der svarede ja til begge dele, fik blandt andet et spørgsmål fra seeren "Tobias Grøn", der ville vide, hvad hans far og mor sagde til, at han begyndte at drikke.
- De tog det meget pænt. Men også kun fordi de vidste, at jeg var ansvarlig nok, og at de kunne stole på mig, svarede Christian i live-chatten.
Både Rachel og Stephanie kunne også indrømme, at de går til fester og da også af og til drikker alkohol. For dem begge handler det dog mest om at have det sjovt.
- Jeg drikker, men ikke ret meget. Jeg har også holdt en fest hjemme hos mig for ikke så længe siden, der fik vi et pår cidere, men det handlede ikke kun om at drikke. Jeg går ikke til fest for at drikke, men for at have det sjovt, kunne Rachel blandt andet fortælle.
Se eller gense hele sæsonen af 'Årgang 0' her: