Kendte

Pladeaktuelle Sia: Se 10 sange hun har skrevet til andre stjerner

Hun må siges at have øre for et hit. I hvert fald har Sia spyttet den ene ørehænger ud efter den anden - også til andre kunstnere. Få overblik her.

Hvis du ikke lige kender 40-årige Sia eller hendes seneste megahits 'Chandelier' og 'Elsatic Heart', kender du garanteret en af de mange andre sange, hun har skrevet til store film og serier eller andre musikstjerner som Beyoncé, Rihanna, Katy Perry eller Britney Spears.

Eller måske for at stå bag melodien til Nykredits reklamer med sangen 'Breathe Me'.

Sia har øre for en god melodi, og hun har udviklet sig og øvet sig siden, hun var helt ung. Faktisk har hun været aktiv som sanger i over to årtier, altså over halvdelen af sit liv.

I dag udgiver Sia et nyt album, der hedder 'This Is Acting'.

Sygdom bremsede turné

Sia, med det borgerlige navn Sia Kate Isobelle Furler, blev født tilbage i 1975 i Adelaide i Australien. Allerede som ung fik hun interesse for musikken og begyndte at eksperimentere med at skrive og synge. Men det var først, da hun nogle år efter flyttede til England, at folk fik øjnene op for hendes talent.

I sineførste år i England havde hun flere klubhits, og hun prøvede flere pladeselskaber af. I slutningen af 00'erne begyndte hendes internationale karriere for alvor at tage form, og hun udgav hittet 'Clap Your Hands', som også hittede i Danmark.

I 2010 var hun på en omfattende turné, som hun pludseligt måtte aflyse på grund af sygdom. Hun blev nemlig diagnosticeret med Basedow-sygdommen, som er forårsaget af forhøjet stofskifte, hvor skjoldbruskkirtlen er forstørret og øjnene udstående. En tredjedel af dem, der rammes af sygdommen får deciderede øjenproblemer.

Sia gennemgik en behandling og var på benene igen i starten af 2011, hvor hun også påbegyndte sin turné igen.

Nægter at vise sit ansigt

Sias berømmelse nærmest eksploderede, da hun udgav sangen og ikke mindst musikvideoen 'Chandelier', hvor 12-årige Maddie Ziegler dansede gennem hele sangen.

Musikvideoen er blevet afspillet over en milliard gange på Youtube, hvilket gør Sia til en af de få kunstnere, hvis video er blevet set så mange gange.

Da berømmelsen begyndte at have stor indflydelse på Sias liv og hverdag, tog hun en besynderlig beslutning. Nemlig at hun ikke længere ville vise sit ansigt i forbindelse med sine optrædener for at undgå at blive udstillet. Derfor ser man hende heller ikke i hverken 'Chandelier' eller hittet 'Elastic Heart', hvor også Maddie Ziegler og Shia LaBeouf optræder i et stort fuglebur.

I sine liveoptrædener har hun enten været maskeret i form af en stor paryk eller lignende eller simpelthen stået og sunget med ryggen til.

Det kan du blandt andet se her. 

Dansk hovednavn

Sia er et af Smukfests suverænt største navne og blev offentliggjort sammen med resten af programmet for den østjyske festival tirsdag den 26. januar.

Næstformand og talsmand Poul Martin Bonde er rigtig glad for at have fået Sia på plakaten i år. 

- Sia, der er et virkeligt scoop. Hun spiller ikke mange koncerter og er topaktuel - og så er hun jo en af de få, der har over en milliard views på Youtube og endda en ny plade på vej, siger han til TV 2.

Disse sange har Sia også skrevet

  1. Rihannas 'Diamonds'

    Rihannas officielle video til 'Diamonds' på Youtube har fået over 700.000.000 afspilninger, og det må man formode, at Sia også nyder godt af. Hun har nemlig skrevet sangen til den mørklødede sangerinde fra Barbados.

  2. David Guettas 'Titanium'

    Sia medvirker selv på sangen, hvor hun synger al teksten. Men det er David Guetta, der står som afsender. Den officielle musikvideo har fået over 500.000.000 afspilninger på Youtube.

  3. Beyoncés 'Pretty Hurts'

    Sia har også skrevet denne sang til Beyoncé. Umiddelbart ville man nok tro, at en superstjerne som Beyoncé selv skrev sine sange, men det er altså ikke altid tilfældet. Denne sang har Sia i hvert fald skrevet. Den officielle video er blevet afspillet over 100.000.000 gange på Youtube.

  4. Britney Spears 'Perfume'

    Britney Spears har leveret nogle af slut-1990'erne og 00'ernes allerstørste hits med eksempelvis 'Oops I Did It Again', 'Toxic' og '...Baby One More Time'. Denne sang fra 2013, som Sia har skrevet, har dog ikke scoret ligeså stor opmærksomhed, som hendes tidligere sange. Den officielle video har fået lidt over 27.000.000 afspilninger på Youtube.

  5. Katy Perrys 'Double Rainbow'

    Sia har skrevet sangen til Katy Perry, der har hittet med 'I Kissed A Girl', 'Hot n Cold' og 'Firework'. Denne sang har dog ikke hittet i samme grad. Sangen er fra 2013. 

  6. Rita Oras 'Radioactive'

    Rita Ora er en britisk sangerinde og har været aktiv som sanger siden 2007. De fleste kan formentlig genkende hendes ansigt fra Voice UK, hvor hun er en af de fire dommere. Rita Oras sang 'Radioactive' har på den officielle video på Youtube fået over 13.000.000 afspilninger.

  7. Pitbulls 'We Are One ft. Jennifer Lopez'

    Sangen er skrevet af Sia til Pitbull, som fik selskab af sangerinderne Jennifer Lopez og brasilianske Claudia Leitte. Sangen var den officielle sang til FIFA World Cup i 2014. Sangens officielle video har fået over 450.000.000 på Youtube.

  8. Jessie Js 'Flashlight'

    Sangen er skrevet af Sia til Jessie J og blev udgivet i 2014. Den har i øjeblikket over 200.000.000 visninger på den officielle video på Youtube. Jessie J er 27 år og er født i London. Hun skriver også selv sange og ikke kun til sig selv. Hun slog i gennem med sangen 'Do It Like a Dude' i slutningen af 2010. Jessie J har skrevet sange til blandt andre Justin Timberlake, Alicia Keys og Christina Aguilera. Og så har hun været med til at skrive Miley Cyrus' kæmpehit 'Party in the USA'.

  9. Céline Dions 'Loved Me Back to Life'

    Sangen er fra 2013 og er skrevet af Sia til Céline Dion. Den har fået lidt over 15.000.000 afspilninger på den officielle sang på Youtube.

    Céline Dion er fra Canada og anses for at være en af verdens absolut største og dygtigste sangerinder. I 2004 modtog hun Chopard Diamond-prisen ved World Music Awards for at være den bedst sælgende sangerinde nogensinde samt for hendes betydning for popmusikken.

    I dag anslås det, at salget af hendes plader har passeret 240 millioner eksemplarer.

  10. Kylie Minogues 'Sexercise'

    Sangen er skrevet af Sia til Kylie Minogue og har fået næsten 10.000.000 afspilninger på den officielle video på Youtube.

    Det er en yderst fræk video, hvor Kylie Minogue i meget lidt tøj træner i en gymnastiksal.

Kilde: The Rolling Stone Magazine