Kendte

Venner genopstår efter 11 år

Serien er nærmest kult for nogle, og nu kan 'Venner'-fans godt glæde sig. En særudgave er på trapperne.

De seks 'Venner'-stjerner Ross, Rachel, Chandler, Monica, Joey og Phoebe vender stærkt tilbage i en særudgave af den verdenspopulære serie.

Det helt særlige show ruller over skærmen i USA 21. februar på NBC. Det blev afsløret på et pressemøde onsdag, som blev holdt af Television Critics Association i Pasadena.

Og der er en udfordring at samle skuespiller-stjernerne til et show, nu hvor det er lang tid siden sidste afsnit blev optaget, og flere af dem har fået stor succes.

Ikke samlet på samme tid

Derfor måtte NBC-chefen Robert Greenblatt da også indrømme på pressemødet, at det kan blive svært at samle alle seks stjerner i samme lokale på samme tid.

Derfor vil de formentlig medvirke forskudt af hinanden i nogle tilfælde.

- Jeg håber, at alle seks vil være til stede i lokalet på samme tid, men jeg ikke sikker på, at det kan lade sig gøre rent logistisk, siger han ifølge Independent.

Andre stjerner dukker også op

Det kom også frem på pressemødet, at andre store stjerner fra andre tv-serier, som instruktøren bag 'Venner' James Burrows har stået bag, vil medvirke i programmet for at hylde ham.

'Venner'-skuespillerne hedder rigtigt David Schwimmer, Jennifer Aniston, Matthew Perry, Courtenay Cox, Matt LeBlanc og Lisa Kudrow.

'Venner' med originaltitlen 'Friends' startede i 1994 og kørte i 10 sæsoner frem til 2004. Undervejs nåede det at blive en af de populæreste tv-serier nogensinde.

TV 2 ZULU sender selvfølgelig som altid 'Venner'. Du kan eksempelvis i aften klokken 18.50 se et afsnit.