Vinterbergs nye film udtaget til fornem festivals hovedkonkurrence
'Kollektivet' med Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen i hovedrollerne er allerede før dansk premiere udtaget til fornem film-konkurrence i Berlin.
Thomas Vinterberg har en ny film på vej, og allerede før den har været i de danske biografer, er den blevet udtaget til Berlin International Film Festivals hovedkonkurrence.
Det er første gang siden 2012, at Danmark har en film med i den prestigefyldte hovedkonkurrence. I 2012 lykkedes det den danske filmproduktion at slippe gennem nåleøjet til hovedkonkurrencen med filmen 'En Kongelig Affære'.
- Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig en bedre optakt til biografpremieren på torsdag end denne gode nyhed.
- Det glæder mig inderligt, at denne meget danske historie om en flok håbefulde og optimistiske mennesker, der danner et kollektiv, nu også får mulighed for at rejse ud af landets grænser og blive vist for et internationalt publikum i Berlin, siger Thomas Vinterberg, der er lykkelig for den prestigefyldte udtagelse.
Filmen handler om ægteparret Erik og Anna, der sammen med deres datter Freja flytter ind i Eriks barndomshjem - en stor villa nord for København. Men for at husholdningen og økonomien kan løbe rundt, beslutter de sig for at lave et kollektiv.
Vi er i midten af 1970'erne og med familien som fortællingens midtpunkt, inviteres vi ind i drømmen om et ægte kollektiv, der indebærer alt fra husmøder, fællesmidage og festerne.
Og så dukker en stor forelskelse op, som sætter fællesskabet på den ultimative prøve.
Hovedrollerne spilles af Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen og i filmen medvirker blandt andet også Lars Ranthe, Fares Fares og Magnus Millang.
Kollektivet flyves til Berlin
Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa, og som er en af de to producere på filmen, er også begejstret:
- Det er simpelthen så flot, at Thomas Vinterberg nu igen er i hovedkonkurrencen på Berlin med en dansk film. Han var her med 'Submarino' i 2010, var så med 'Jagten' i Cannes i 2012, og nu er han tilbage i Berlin.
- At filmen er kommet i hovedkonkurrence, selvom den allerede har dansk biografpremiere på torsdag er en ekstra fjer i hatten, som vi er meget stolte af. Nu glæder vi os bare helt vildt til både at vise den for et dansk publikum og så også for et internationalt festivalpublikum i Berlin, siger hun.
Årets filmfestival i Berlin begynder torsdag den 11. februar. Hvornår filmen får festivalpremiere dernede er endnu uafklaret, men efter planen skal Thomas Vinterberg og hele filmens 'Kollektiv' flyves afsted.