The Revenant med Leonardo DiCaprio vinder tre store priser ved årets Golden Globe.
Bedste drama. Bedste mandelige skuespiller. Bedste instruktør.
Tre af de flotteste priser ved årets Golden Globe i Beverly Hills i Californien, der i nat dansk tid hyllede film og tv-industrien for 73. gang, blev tildelt westernfilmen The Revenant.
Pelsjægeren
Filmen udspiller sig i 1820’erne med Leonardo DiCaprio i hovedrollen som den stædige pelsjæger Hugh Glass. Han drager med sin søn på ekspedition for at lede en gruppe pelsjægere gennem det barske landskab, da han bliver angrebet af en bjørn.
Gruppen efterlader den døende Hugh Glass og sønnen med pelsjægeren Fitzgerald, mens de henter hjælp. Men Fitzgerald dræber sønnen og begraver Hugh Glass levende. Da han vågner, er han tørstig efter hævn.
En Oscar i vente?
Med prisen for bedste mandelige skuespiller kan Leonard DeCaprio tælle ikke færre end 35 ærefulde priser. Den 41-årige skuespiller har vundet priser verden over for sit skuespil og været nomineret til langt over hundrede statuetter – alligevel har han aldrig formået at sikre sig den mest prestigefyldte af dem alle: En Oscar.
Når Academy Award – bedre kendt som The Oscars – den 28. februar uddeler ærefulde priser til de dygtigste af de dygtigste, kan det derfor meget vel gå hen at blive en helt særlig dag for Leonardo DeCaprio.
Skuespilleren har flere gange været nomineret til en Oscar – blandt andet for sine roller i The Aviator, Blood Diamond og Wolf Of Wall Street. Alle gange er han dog snublet på målstregen og gået tomhændet fra den glamorøse fest.
Leonardo DiCaprio og Alejandro González Iñárritu. Foto: Jordan Strauss / AP
Babel og Birdman
Udover Leonardo DiCaprios pris for bedste mandelige skuespiller, får The Revenant prisen for bedste drama og bedste instruktør.
Filmens instruktør Alejandro Gonzalez Inarritu, der vinder en Golden Globe for sit arbejde, er mexicansk og står bag flere lovpriste film som Babel og Birdman, som vandt en Oscar sidste år.
Her er de øvrige vindere:
Bedste film: The Revenant
'The Revenant' af instruktøren Alejandro Gonzalez Innarritu vandt prisen for bedste film. Foto: Scanpix Denmark
Filmen 'The Revenant' med Leonardo DiCaprio i hovedrollen løb med aftenens mest prestigefyldte pris for bedste film.
Filmen er instrueret af mexicanske Alejandro Gonzalez Iñarritu og handler om en amerikansk pelshandler i 1820'erne.
Bedste skuespillerinde: Brie Larson
Brie Larson vandt for sin rolle i 'Room'. Foto: Scanpix Denmark
Brie Larson løb med prisen som bedste skuespillerinde for sin rolle i filmen 'Room'.
Den er instrueret af Lenny Abrahamson og har endnu ikke haft premiere i Danmark.
Bedste skuespiller: Leonardo DiCaprio
Leonardo DiCaprio vinder prisen for bedste skuespiller. Foto: Scanpix Denmark
Leonardo DiCaprio vandt prisen for bedste skuespillerpræstation for sit portræt af pelshandleren Hugh Glass i filmen 'The Revenant'.
Den erfarne skuespiller har tidligere vundet to Golden Globes, men han har aldrig vundet en Oscar. Han spås imidlertod gode chancer for det i år.
Bedste instruktør: Alejandro Gonzalez Iñarritu
Instruktøren Alejandro Gonzalez Inarritu løb med prisen for bedste instruktør Foto: Scanpix Denmark
Priserne regnede ned over 'The Revenant'. Også instruktørprisen løb den med, da mexicanske Alejandro Gonzalez Inarritu fik den hæder.
Bedste manuskript: Aaron Sorkin
Aaron Sorkin blev hædret for sit manuskript til 'Steve Jobs' Foto: Scanpix Denmark
Manuskriptforfatteren Aaron Sorkin, der blandt andet er kendt for tv-serien 'West Wing' vandt prisen for bedste manuskript.
Det gjorde han for filmen 'Steve Jobs', der handler om den afdøde Apple-stifter af samme navn.
Bedste skuespiller i en komediefilm: Matt Damon
Matt Damon vandt den lidt mindre prestigefyldte skuespillerpris. Foto: Scanpix Denmark
Matt Damon vandt den anden store skuespillerpris for sin rolle som astronauten Mark Whatney, der strander på Mars.
Matt Damon har tidligere vundet en Golden Globe for Good Will Hunting, som han også fik en Oscar for. Men det er hans første af de to store priser siden 1998.
Bedste skuespillerinde i en komediefilm: Jennifer Lawrence
Jennifer Lawrence vandt sin tredje Golden Globe på bare fire år Foto: Scanpix Denmark
Trods sine bare 25 år får Jennifer Lawrence den tredje Golden Globe til samlingen. Det gør hun for sin rolle som presset husmor og opfinder i filmen 'Joy'.
Hun har tidligere vundet for 'American Hustle' og 'Silver Linings Playbook' - begge instrueret af David O. Russell, som også har lavet 'Joy'.
Bedste mandlige birolle: Sylvester Stallone
Sylvester Stallone vandt for sin rolle som bokseren Rocky Foto: AP
Hele 40 år efter at have vundet priser for den første Rocky-film, høstede Stallone igen en stor pris for sin rolle som bokseren.
Denne gang i filmen 'Creed', hvor han er træner for sin tidligere rivals søn.
Bedste kvindelige birolle: Kate Winslet
Kate Winslet vandt for sin rolle i 'Steve Jobs'. Foto: Scanpix Denmark
Kate Winslet vandt endnu en stor pris til sit kabinet for sin rolle i filmen 'Steve Jobs'.
I filmen spiller hun Joanna Hoffmann.
Bedste komediefilm: The Martian
The Martian vandt for bedste komediefilm Foto: Scanpix Denmark
Det skabte lidt debat, at Ridley Scotts sci-fi film 'The Martian' blev kategoriseret som en komediefilm.
Den løb med prisen i kategorien for sin fortælling om astronaut Mark Whatneys kamp for at komme tilbage til Jorden efter at være blevet efterladt på Mars.
Bedste animerede film: Inside Out
Skaberne af Pixar-filmen 'Inside Out' med deres priser. Foto: Scanpix Denmark
Pixar-filmen 'Inside Out', der på dansk har fået titlen 'Inderst Inde' vandt prisen for bedste animerede film.
Filmen er skabt af Pete Docter og handler om en lille piges forskellige følelser.
Bedste dramaserie: Mr. Robot
Holdet bag Mr. Robot fejrer deres pris. Foto: Scanpix Denmark
Serien Mr. Robot, der er skabt af Sam Esmail, løb med den mest prestigefyldte tv-pris i kategorien bedste dramaserie.
Serien handler om en ung programmør, der kalder sig selv for Mr. Robot.
Ærespris: Denzel Washington
Denzel Washington vandt æresprisen. Foto: Scanpix Denmark
61-årige Denzel Washington vandt æresprisen, Cecil B. DeMille-prisen, for sin lange karriere i Hollywood.
Washington er især kendt for filmene Training Day, Malcolm X og Philadelphia.