Kendte

Populær vært stopper på TV 2

Heidi Frederikke Sigdal stopper på TV 2 ved udgangen af marts.

Vært på TV 2 Sporten Heidi Frederikke Sigdal har valgt at opsige sin stilling på TV 2. 

Det fortæller den 38-årige sportsvært til TV 2.

- Det har været en svær beslutning, som skulle lande rigtigt i maven, inden jeg var klar til at føre den ud i livet. TV 2 SPORT er en ganske særlig størrelse. Den bedste arbejdsplads, jeg kan forestille mig. Det er derfor også med stor vemod, at jeg har besluttet, at jeg ikke længere skal være en del af dette fantastiske hold af mennesker, som jeg holder så meget af, fortæller Heidi Frederikke Sigdal og fortsætter:

- Det har været et kæmpe privilegium for at mig at få lov til at være ombord på et af branchens mest søstærke skibe. Jeg er så ydmyg over alle de oplevelser, jeg har fået. Alle de fantastisk dygtige og dedikerede mennesker, jeg har haft glæden af at arbejde sammen med og lære af. Det har været en gave som journalist. Jeg forlader en redaktion med en enorm dynamik, stor professionalisme og medmenneskelighed. Og jeg kan kun sige tak for det hele.

Vil bruge mere tid på familien

Heidi Frederikke Sigdal har været ansat på TV 2 siden 2006, hvor hun blandt andet har været vært på TV 2 Sporten og været med til at dække flere slutrunder i fodbold. Motivationen for at sige op skal findes i en blanding af familieliv og faglig interesse.

- Når jeg så alligevel vælger at gøre det, er der jo også en grund. Jeg har to små børn og en familie, der har undværet mig i mange af deres vågne timer, fordi jeg har arbejdet med skæve arbejdstider i ni år. Og jeg har undværet dem. Når det alligevel har hængt sammen, er det fordi, jeg har været så privilegeret at få lov til at gå i dybden med den sportsgren, som betyder allermest for mig – nemlig fodbolden. Og jeg har været en del af det, jeg vil kalde Danmarks bedste landsholdsredaktion i hele min ansættelse på TV 2 SPORT. I dag er det dog andre rettigheder, der gør TV 2 SPORT til en kæmpe succes. Og fodbolden fylder ikke længere så meget på vores platforme. Derfor er det også det rigtige tidspunkt for mig at overlade banen til andre.

Heidi Frederikke Sigdal har sidste arbejdsdag på TV 2 den 31. marts og har endnu ikke besluttet sig for, hvad hun skal beskæftige sig med fremover.

- Men jeg ved, at jeg får meget mere vågen tid sammen med mine børn og min familie, siger hun.

Vil blive savnet

Frederik Lauesen, der er sportschef på TV 2, er ked af, at Heidi Frederikke Sigdal stopper, men anerkender hendes beslutning.

- Jeg har stor respekt for Heidi Frederikkes beslutning. Vi vil komme til at savne hende, men på det menneskelige plan er jeg glad på hendes vegne over, at hun tager dette store skridt. Det er altid udviklende at kaste sig over nye udfordringer. Heidi Frederikke har altid brændt voldsomt for fodbolden - det har vi på TV 2 SPORT ikke så meget af længere, må vi bare konstatere. Herfra vil jeg bare ønske hende alt muligt held og lykke, siger Frederik Lauesen.