Kendte

Rasmus Seebach: Jeg fælder en tåre hver jul

Se 'Juleønsket' på TV 2 PLAY.

Rasmus Seebach er en sucker for julen - hvis han selv skal sige det. Derfor var det også helt naturligt for ham at skrive to julesange til TV 2's julekalender 'Juleønsket'.

For julen betyder noget helt særligt for ham. Både på grund af alle minderne, men også den særlige stemning, som de fleste danskere helt ubevidst kommer i.

- Jeg kan mærke det på mig selv. Man får bare lyst til, at verden skal blive et bedre sted. Jeg har lyst til at smile lidt ekstra til dem, jeg går forbi. Det er sådan rigtig 'uuh, hvor vi hygger os', siger pladeaktuelle Rasmus Seebach til TV 2 og fortsætter:

- Man kan se det i øjnene på menneskerne. Når det er jul, er det som om, vi gerne vil være ekstra gode ved hinanden, og det er jo egentlig åndssvagt, at det skal være i julen og ikke hele året rundt.

Brug for en anledning

At julen er hjerternes tid, og at man skal være ekstra sød i december, er egentlig ikke kun mantraer, som Rasmus Seebach tilstræber i december.

Alligevel erkender han ærligt, at han 'nok ikke er så meget anderledes end alle mulige andre'.

- Nogle gange har man bare brug for en anledning til at gøre noget særligt ud af det. Og det er også derfor, jeg elsker den her tid. Vi pynter lidt op, gør noget ekstra ud af det og husker at fortælle vores nære, at vi elsker dem.

Og så er det jo også en tid, hvor man må fælde en tåre, fortæller Rasmus Seebach.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mindes Tommy

For selv om den kolde vintermåned handler om at hygge sig på den traditionelle danske måde, så er det også en tid, hvor man mindes alle de gode stunder.

Og her undgår Rasmus Seebach og hans familie ikke at mindes hans far, Tommy Seebach, der døde i marts 2003.

- I min familie kan vi ikke undgå at tænke på min far. Det bliver sådan lidt 'kan du huske i gamle dage'. Som da eksempelvis min morfar havde fået mandlen og smuglede den over til min bror Nicolai.

- Det er alle de der små minder, der gør, at man pludselig savner gamle dage.

Jul i hjemmet

I år skal han for anden gang sammen med sin kæreste Julie Teglhus være værter ved juleaften. Og der er lagt i ovnen til den helt store familie-sammenkomst.

- Det er med min søster, hendes mand, hans familie, min familie, min kæreste og hendes familie, mine onkler, fætre. Ja, det bliver en stor jul.

- Jeg håber, vi så småt er ved at starte en tradition, for det er virkelig hyggeligt at holde det derhjemme, siger Rasmus Seebach.