Nu beklager Smukfest: Vi undervurderede Kim Larsens popularitet

Smukfest har dagen efter den afbrudte koncerten med Kim Larsen udsendt en beklagelse

- Kære publikum, vi havde undervurderet Kim Larsens popularitet og beklager de gener og den utryghed, det medførte med de mange mennesker i området ved Rytmescenen torsdag aften, skriver festivalen i Skanderborg i en meddelelse.

Koncerten med Kim Larsen torsdag aften måtte afbrydes i fem-seks minutter på grund af stor tilskuertilstrømning til Rytmescenen, der er festivalens næststørste scene efter Bøgescenen.

Den danske troubadur har mange gange tidligere spillet på netop Bøgescenen, men var i år blevet placeret på Rytmescenen. Og selv fra scenen blev der meddelt, at der aldrig før havde været så mange mennesker ved den scene.

Og midtvejs i koncerten afbrød Kim Larsen koncerten og meddelte, at han og bandet af sikkerhedsmæssige årsager gik af scenen og ville komme tilbage om fem-seks minutter. En sikkerhedsansvarlig kom ind og meddelte:

- Der er folk, der bliver klemt derude. Vi afbryder koncerten i fem-seks minutter af sikkerhedsmæssige årsager. Der er for mange, der bliver klemt. Vi skal tage hensyn til hinanden. Det er mest nede bagved, at folk bliver klemt, sagde han.

I dagens meddelelse skriver Smukfest:

- Vores beredskab fik lukket tilgangen og afbrudt koncerten, og fik samtidig åbnet for nødudgangene, så dem, der ønskede det, kunne komme ud af området.

- Vi vil naturligvis undersøge hele forløbet, og ud fra det vurdere, om der blev handlet i overensstemmelse med vores sikkerhedsprocedurer. Og så vil vi ikke en anden gang undervurdere Kim Larsens usvækkede popularitet, lyder det fra officielt hold.

Smukfest

SMUKfest løber af stablen 5.-9. august i bøgeskovene ved Skanderborg.

Mange tusindene fra hele landet besøger festivalen, og udviklingen er kun gået op ad:

2015: 28.000 partoutgæster samt 14.000 enkeltdagsgæster fordelt fra onsdag-søndag.

Dertil kommer omkring 12.500 medhjælpere og omkring 7.500 kunstnere m.fl.

2003: 21.500

1998: 16.500

1987: 6500

1980: 600-1000

Kilder: Smukfest

/ritzau/