Nostalgi: Dengang Mette Lisby og hele ugen var gak

Det er igen blevet tid til at tage et nostalgisk tilbageblik på nogle af de tv-programmer, som vi troede, vi havde glemt, men som vi alligevel husker allerbedst.

Den danske standupkomiker Mette Lisby vil altid være synonymt med TV 2-programmet Ugen der gak, der tog ugens begivenheder under satirisk behandling med Mette Lisby i førersædet som både tv-vært og satireforfatter bag showet.

I klippet, du kan se øverst i artiklen, skal deltagerne – komiker Jan Gintberg og quizvært Søren Kaster – forsøge at gætte, hvem blandt fire danskere der skiller sig ud.

- Kan det være, at Søren Kaster er den eneste, der ikke lugter af svovl, når han åbner munden, spørger Jan Gintberg, da han får fire billeder af kendte danskere, hvoraf det ene er af hans holdkammerat.

Nostalgi med Throwback Thursday
På TV 2 viser vi de gamle arkiv som en del af fænomentet Throwback Thursday, der har vundet indpas på de sociale medier, hvor man torsdag lægger et ældre billede eller videoklip op, gerne med nostalgisk kant og under hashtagget #throwbackthursday eller #tbt.

Et andet mindeværdigt segment fra Ugen der gak går ud på, at gæsterne ud fra nogle billeder skal gæste, hvilken aktuel historie i medierne der er tale om.

Gæsterne Anders Lund Madsen og Jes Dorph-Petersen ser nogle optagelser af henholdsvis politiker Helge Adam Møller og nogle prostituerede, og det får komikeren til at konkludere på historien.

- Man har overvejet at legalisere Helge Adam Møller. Det har været oppe tusindvis af gange, at han alligevel er der, og han bliver ved med at komme i medierne. Kan vi ikke lige så godt bare gøre ham lovlig, spørger Anders Lund Madsen med en sarkastisk og subtil reference til spørgsmålet om, hvorvidt prostitution skal gøres lovligt.

Ugens mest sete program
Ugen der gak blev ligesom sin britiske pendant Have I Got News for You en kæmpe succes og havde hver uge omkring en million seere, hvilket gjorde programmet til ét af de mest sete ugentlige programmer på dansk tv i slutningen af 1990’erne.

Mette Lisby sikrede sig i 1997 og 1998 en række tv-priser, heriblandt Årets underholdningsvært og Danmarks tv-navn, og succesen førte også til hendes eget sketchshow FC Lisby, samt en karriere som filmskuespiller og en række onewomanshows, hvoraf det seneste er ”Fuck, jeg er i 40’erne” fra 2013.  

10 år efter Ugen der gak startede TV 2 en opfølger til uge-revyen med komiker Andreas Bo som tv-vært i et nyt program under titlen Nyhedsministeriet.

Du kan se klippet fra Ugen der gak med Mette Lisby, Jan Gintberg, Søren Kaster, Jes Dorph-Petersen og Anders Lund Madsen i videoen øverst i artiklen.

Se introen til programmet her:

 

Fakta om Ugen der gak

Ugen der gak var en satirisk uge-revy, der kørte på TV 2 fra 1995 til 1999 med Mette Lisby som vært. I de første udsendelser sad Michael Meyerheim dog i værtsstolen.

Udsendelsen var den danske version af det britiske tv-program Have I Got News for You, der siden 1990 har kørt på BBC.

Hver uge så omkring en million danske tv-seere med, når Ugen der gak kørte over de danske tv-skærme.

I programmet blev det satiriske fokus rettet mod aktuelle historier fra de danske medier, når kendte danskere – heriblandt Jan Gintberg, Anders Lund Madsen, Niels Hausgaard og Jacob Haugaard – medvirkede som enten gæster eller holdkaptajner. 

#throwbackthursday

  • ’Throwback Thursday’ er et fænomen, der har vundet indpas på de sociale medier.
  • Det går ud på, at man torsdag lægger et ældre billede eller videoklip op.
  • Der er ingen ”regel” for, hvor gammelt det skal være, blot skal det ikke være helt nyt og gerne have noget nostalgisk over sig.
  • Billeder og videoer lægges ofte op sammen med hashtaggene #throwbackthursday, #tbt eller lignende.