Dansk barnestjerne drømte stort - men først da lægen sagde ’blodprop’ turde hun tage springet

Malene drømmer om en international dansekarriere. Men hun har længe ikke turde tage skridtet og forfølge drømmen. Det tør hun nu.

Malene Rostgaard Rasmussen satte sig på scenekanten i den forladte sal og åbnede sin bærbare computer. Efter et par klik var hun inde på Norwegians hjemmeside. Her fandt hun en flyafgang fra København til London.

Malene tog en dyb indånding, førte pilen hen og satte flueben i boksen ”envejs”.

Det havde hun ikke gjort før. Normalt bestilte hun en returbillet.

Nu var der ingen vej tilbage, tænkte Malene. Men det føltes godt.

Bare det, at hun havde bestilt billetten, var det hele værd.

For et år siden, var det stadig kun en drøm at komme til London. Men en uventet besked på hospitalet satte livet i perspektiv og fik hende til at indse, at nu var det tid til at tænke på sig selv frem for andre.

Det var tid til at forfølge sin drøm.

Konstant kamp om spotlightet

25-årige Malene Rostgaard Rasmussen har danset, siden hun var 2,5 år. Og hun elsker det. Så meget, at alt hvad hun har foretaget sig har været relateret til dans.

Hun har danset for Nik og Jay, i store tv-shows og sågar for dronningen. Men hendes helt store drøm kan ikke opfyldes inden for Danmarks grænser.

Målet er at komme med en international stjerne på en verdensturné.

Livet som professionel danser er som en rutsjebanetur. Den ene dag danser man på de største scener, den næste dag er man tilbage i dansestudiet. Og der er konstant kamp om pladsen i spotlightet.

Man mĂĄ ofre alt for at slĂĄ igennem.

Du kan følge Malene Rostgaard Rasmussens rejse i TV 2 PLAY-programmet 'Dans i blodet'.

Malene som barn. Lige så længe hun kan huske, har dansen været hendes foretrukne hobby. Hun fortæller, at hun aldrig har haft en periode, hvor hun eksempelvis har haft lyst til at prøve at gå til håndbold.
Malene som barn. Lige så længe hun kan huske, har dansen været hendes foretrukne hobby. Hun fortæller, at hun aldrig har haft en periode, hvor hun eksempelvis har haft lyst til at prøve at gå til håndbold. Foto: Privatfoto

Barnestjerne

Både Malenes mormor og mor havde danset, så det lå i kortene, at hun også skulle starte til dans. Og allerede fra første dansetime stod det klart, at hun havde dans i blodet.

Da hun var seks år, begyndte hun til konkurrencedans. Rosen fra underviserne, førstepladser til turneringer og placeringen allerforrest til danseholdets optrædener fik Malenetil at indse, at hun havde talent.

Og hvis du synes, hun virker bekendt, har du højst sandsynligt set Malene som hovedrollen i DR Ultra-serien ’Isas Stepz’. Rollen fik hun som 14-årig, og de tre sæsoner blev optaget over en periode på to år.

Det gjorde hende til et kendt navn i den danske danseverden.

Hun dansede i storcentre, til konfirmationer og danseskoler ansatte hende. Hun optrådte som aldrig før, og på et tidspunkt underviste hun på fem forskellige skoler på samme tid.

I gymnasiet forstod vennerne ikke, hvordan hun overhovedet fik skolelivet til at hænge sammen med dansejobbene.

Men Malenes passion for dansen var altoverskyggende. Og hun var ikke bange for at skære en fest fra til fordel for noget danserelateret.

Dansen var altid førsteprioritet.

Her ses Malene i dansekostume.
Her ses Malene i dansekostume. Foto: Privatfoto

Drømmen var sat på standby

Efter gymnasiet tog hun sammen med 12 andre dansere en etĂĄrig danseuddannelse i Sverige med undervisere fra hele verden.

Her gik det op for hende, at hun også havde et internationalt niveau. Den åbenbaring gjorde kun drømmen om en dansekarriere i udlandet endnu mere realistisk.

Men selvom hun vidste, at hun kunne drive sit talent til noget stort, var der alligevel altid noget, der holdt hende tilbage. Trygheden ved at være i vante omgivelser, tæt på familie og venner og ikke mindst alle på hendes dansehold.

I mange år var drømmen sat på standby til fordel for at arbejde rundt om forestillinger og undervise andre i dans. Hun havde 17 hold om ugen.

Og det stoppede ikke her.

PĂĄ scenen giver det hele mening

Ofte endte det med, at hun ikke blot lavede koreografien og undervise til en forestilling.

Hun hjalp også til med det visuelle udtryk, kostumer og styling af de medvirkende. Eksempelvis kunne hun sagtens koreografere og danse til en forestilling, mens hun arbejdede som rekvisitør på en anden.

Arbejdet i kulissen har været sjovt og lærerigt.

Men når spotlightet tændes, og hun træder ind på scenen. Det er der, det hele giver mening.

Timevis foran spejlet i danselokalet, ømme muskler og vabler på fødderne bliver fuldstændig ligegyldigt.

Så længe publikum går fra showet med en god oplevelse og et smil på læben. Det er dét, der tænder Malene. Dét, der motiverer hende.

Derudover er dansen et rum, Malene kan forsvinde ind i og bare gøre det, hun allerbedst kan lide. Når hun begynder at danse, glemmer hun alt det, der sker uden for i den virkelige verden. Det forsvinder bare.

Og netop det rum skulle vise sig at blive vigtigt for hende.

- Jeg tror, det er en blodprop

I starten af 2018 var Malene på ferie med en veninde i Los Angeles for at træne med andre dansere. På vej hjem i flyveren begyndte hendes højre arm at snurre.

Hun tænkte, at en nerve var kommet i klemme og gik til en massør. Det hjalp, men kun for en stund.

Kort efter tog hun til London med nogle af sine danseelever, og pludselig mærkede hun den samme snurren i sin arm. Denne gang tænkte hun ikke, at det var en nerve.

For hun kendte til en anden danser, der også havde haft en snurren i armen. Her havde det vist sig at være en blodprop.

På hotelværelset betragtede hun sig selv i spejlet. Blodårerne omkring højre skulder var blevet meget tydelige. Hun tog billeder af det og sendte det til sin mor.

- Jeg tror, det er en blodprop. Jeg har set det ske for en anden pige, sagde hun nervøst i telefonen til sin mor.

Men moren beroligede hende med, at det næppe var noget alvorligt.

Først tre dage senere, da hun landede i Kastrup Lufthavn, valgte hun at se en læge. Nu var armen også hævet.

Malene ved stranden i Venice, Californien. Det var på flyveturen hjem herfra, at hun fik de første symptomer.
Malene ved stranden i Venice, Californien. Det var på flyveturen hjem herfra, at hun fik de første symptomer. Foto: Privatfoto

Lægen tog et målebånd og målte forskellen på Malenes arme. Den snurrende arm var fem centimeter større end den anden. Malene og hendes mor blev sendt direkte til hospitalet, hvor hun fik taget blodprøver.

På dette tidspunkt kunne Malene ikke forestille sig, at det var andet end en blodprop. Derfor blev hun overrasket, da lægen efter otte timers venten fortalte hende, at det blot var en overbelastning.

En anelse modvilligt tog hun til Herning, hvor hun over fire dage havde to shows om dagen. Men for hvert show hævede armen, og Malene begyndte at blive svimmel og utilpas.

Da hun kom tilbage til København, så hendes far armen. Han er hospitalsportør, og han var ikke i tvivl:

- Godt, vi kører lige på akutmodtagelsen, for det der er ikke en overbelastning, sagde han.

I bilen på vej til hospitalet blev Malene mere og mere nervøs. Og da de nåede receptionen, brød hun sammen.

Hun var svimmel og bange.

Bange pĂĄ et splitsekund

Da hun kom ind til lægen, fik hun taget sit blodtryk. Det var så lavt, at lægen slet ikke kunne forstå, at hun kunne stå på benene.

Normalt kan man læse en blodprop i en blodprøve, men endnu engang kunne man ikke se noget i Malenes blodprøver.

Hun blev undersøgt fra top til tå. Der blev taget røntgen af lungerne, og de scannede hendes hjerte.

- Hjerterytmen er mærkelig, sagde den sygeplejerske, der undersøgte hende, da lægen kom ind på stuen.

Det blev egentlig sagt lidt som en sidebemærkning, men den sætning var efterfølgende indprentet i Malenes hoved.

Men de kunne ikke finde noget konkret. Så Malene fik ordineret blodfortyndende medicin og fik besked på at komme igen næste dag til endnu en scanning.

Jeg er god til at please andre og sĂĄ glemme mig selv

Malene Rostgaard Rasmussen

Hvis de sender mig hjem, så kan det ikke være en blodprop, tænkte Malene, da hun forlod hospitalet med sin far.

Derfor var hun heller ikke nervøs, da hun sammen med sin mor næste dag ankom til hospitalet. Moren blev siddende i venteværelset, mens Malene gik ind på en stue for at blive scannet igen.

Men efter blot fĂĄ sekunders scanning kom beskeden ud af det blĂĄ.

- Ja, du har en blodprop.

Den blodfortyndende medicin havde fĂĄet en blodprop, der havde siddet under kravebenet til at rykke sig fri og passere videre i en blĂĄ vene, sĂĄ den nu kunne ses.

På et splitsekund var Malene bange igen, og hun fortrød, at moren ikke var gået med ind til scanningen.

Hun tudbrølede og løb ud og hentede sin mor i venteværelset. Sammen blev de informeret om, at det ikke var en livstruende blodprop, og at Malene skulle slappe af og tage blodfortyndende medicin de næste tre måneder.

Dette billede tog Malenes mor, da de første gang besøgte hospitalet. Her kan det allerede ses, at armen var hævet. Og den hævede blot mere og mere de næste dage.
Dette billede tog Malenes mor, da de første gang besøgte hospitalet. Her kan det allerede ses, at armen var hævet. Og den hævede blot mere og mere de næste dage. Foto: Privatfoto

Noget gjorde hende bange

Medicinen tog hun, men det der med at slappe af var straks lidt sværere for hende. For hun savnede alt det, dansen kunne. Og hun havde aldrig haft mere brug for det rum, hun kom ind i med dansen, end nu.

Derfor fortsatte hun alligevel med at undervise. Dog kunne hun godt finde på at få en vikar i ny og næ. Men hvor hun normalt var på danseskolen fra klokken ti om formiddagen og helt frem til midnat, kom hun kun til undervisningstimerne.

- Det var bare dansen, der gjorde mig glad, forklarer hun.

Hendes venner og familie spurgte meget ind til blodproppen, og om hun var bange for at fĂĄ endnu en. Det var hun, men frygten blev mindre, fordi hun fik blodtyndende medicin.

I stedet var der noget andet, der fyldte meget i hendes tanker. Og som gjorde hende bange. Så bange, at hun havde svært ved at sove og måtte flytte hjem til sine forældre.

En nat vågnede hun og tog sig bange til hjertet. Bankede det rigtigt? Det, sygeplejersken havde sagt, om at hendes hjerterytmen var mærkelig, spøgte.

For hvorfor var hjerterytmen mærkelig? Var der noget galt med hendes hjerte?

En ting stod klart

Næste morgen ringede hun op til hospitalet og fortalte om sin bekymring. Hun blev bedt om at komme op til endnu en hjertescanning, hvor hun blev forsikret om, at der intet var i vejen.

Selvom hun nu havde fået lægernes ord for, at hun var sund og rask, og at blodproppen ikke havde været farlig, havde hun alligevel brug for at komme en tur til psykolog.

Hun havde talt meget med bĂĄde familie og venner. Men det var rart at tale med en, som ikke kendte hende.

Den første time hos psykologen græd hun uafbrudt. Men efter kort tid, forsvandt de ubehagelige følelser.

Og en ting stod pludselig helt klart:

Der skal ikke særlig meget til, før det hele kan slutte for en.

Og med den ĂĄbenbaring traf hun en beslutning.

Malene pakker til at være seks måneder i London.
Malene pakker til at være seks måneder i London. Foto: TV 2

Nu var det tid

I fem år havde Malene gået og sagt, at hun drømte om at komme til udlandet. Men hun havde aldrig gjort noget ved det.

Hun huskede pĂĄ, hvad hendes mor flere gange havde sagt til hende. Nemlig, at det var okay at sige nej til ting en gang i mellem.

Men hun havde været bange for at gøre sine elever kede af det, hvis hun bare sagde op og smuttede.

- Jeg er god til at please andre og så glemme mig selv. Det er bare aldrig noget, jeg har tænkt på, før efter blodproppen, fortæller hun.

Men nu skulle der ske noget. Hun besluttede sig for at flytte til London i seks mĂĄneder.

Og det skulle gøres fuldt ud. Ikke noget med at vende tilbage efter et par uger, hvis det ikke gik som forventet.

Derfor var det ogsĂĄ med en god portion nerver, at hun bestilte envejsbilletten til den britiske hovedstad.

Men hvad var det værste, der kunne ske? Det ville være, at hun slet ikke ville føle sig tilpas derovre. At den drøm, hun havde haft så længe, slet ikke var ligeså fantastisk, som hun havde troet.

Denne risiko var hun klar til at løbe. For hun kunne også være heldig at komme til auditions, få venner og blive bekræftet i, at hun havde talent på et internationalt niveau.

Udlever sin drøm

Malene Rostgaard Rasmussen har i dag boet i London i godt fire mĂĄneder.

Og selvom målet om at komme med en international stjerne på verdensturné stadig ikke er lige rundt om hjørnet, så arbejder Malene hårdt på at nå sine delmål.

- Jeg vil gerne bookes til en musikvideo eller et lille show og derefter arbejde for en artist, siger Malene Rostgaard Rasmussen.

Hun bor til leje hos en veninde hjemme fra Danmark. Og når hun vågner om morgenen, så føler hun, hun udlever sin drøm. Hun skal til auditions og ikke hen og undervise nogle andre.

For nu handler det kun om hende. Om at blive set og opdaget af de rigtige.

Og hun har netop været til en audition på et stort event, der til næste sommer skal hylde kultfilmen ’Human Traffic’. I eventen, der strækker sig over tre uger, vil der være 18 shows. Og det er de shows, Malene håber på at blive booket til.

Til auditionen lærte hun en koreografi sammen med en masse andre dansere, fremførte den og gik videre gennem flere runder. Til sidst blev de udvalgte dansere filmet, inden der blev sagt: ”Tak for i dag, vi vender tilbage, hvis vi kan bruge jer.”

Hun har gjort alt, hvad hun kunne for at imponere bookerne. Nu er der ikke andet end at vente pĂĄ, at telefonen ringer.

ForhĂĄbentlig med en god besked.

Du kan se Malene Rostgaard Rasmussen i 'Dans i blodet' pĂĄ TV 2 PLAY.