Han blev reddet ud af sin kriminelle løbebane. I dag er han kendt tv-personlighed
Som ung var Bo Brønnum rodet ud i barsk kriminalitet. Han har taget mange dårlig valg. En dag tog han det rigtige, og kom mod alle odds ind i comedy.
Bo Brønnum sad på bagsædet af en bil på vej væk fra Christiania i København.
I hans skød lå en pistol og en pose med hash. Påvirket af stofferne affyrede han et skud ud af bilruden, da de kørte forbi et stort naturområde.
Heldigvis virkede pistolen ikke.
Men da han hørte klikket fra pistolen, tænkte han: “Hvad fanden har du gang i?”.
Han sigtede ikke efter nogen og ville bare prøve pistolen af. Men i dag ved han, at det kunne være endt galt. At han var havnet et sted i sit liv, hvor han ikke ville være længere.
Han ville lægge sit liv om og ud af den kriminalitet, som han så småt var blevet en del af i begyndelsen af sine teenageår.
For indtil nu havde Bo Brønnum taget mange dårlige valg. Men da han var omkring de 23 år, tog han det rigtige.
Et valg, der ændrede hans liv fundamentalt.
Kendt fra 'Verdensmænd'
For mange er 57-årige Bo Brønnum måske bedre kendt som Bo Lydmand.
Navnet Bo Lydmand kommer af, at han normalt arbejder som lydmand på tv-produktioner. De sidste år er han dog blevet en del af comedy-miljøet. Han har blandt andet medvirket i programmet 'Dybvads Sofa' og 'Verdensmænd' på TV 2 ZULU, hvor han netop nu er aktuel med anden sæson.
Her rejser Bo Brønnum rundt i verden sammen med Tobias Dybvad, én kuffert, og skiftevis andre danske stand-up komikere.
I programmet er Bo Brønnum bramfri, når han laver såkaldt roadkill, hvor han finder dyr på sin vej og tilbereder dem på sin special-grill, når han kaster sig ud i alle udfordringer, smider tøjet for åbent kamera og fortæller de mest personlige ting om sit sex- og kærlighedsliv.
Men Bo Lydmands facon som tv-personlighed i comedybranchen står i skarp kontrast til, hvordan han i mange år levede sit liv. Og som vi sidder på caféen i Jyderup i Nordvestsjælland, ikke langt fra hvor han bor, viser han en mere alvorlig side af sig selv.
Et problembarn
De andre kaldte ham sandpapir.
I sin skoletid havde Bo Brønnum svært ved at sidde stille og passe ind. Han havde “damp”, fortæller han, og blev mobbet af de andre elever.
Øgenavnet sandpapir kom af, at han havde en stemme lige så raspende som sandpapir, fortæller han og imiterer en raspende stemme.
Bo Brønnum fandt hurtigt ud af, at det var lettere at være klassens klovn end at være stille ovre i hjørnet. Samtidig var hans oplevelse, at lærerne mente, at han aldrig ville blive til noget. Han blev set som et “problembarn”, der var udadreagerende, fortæller han.
Han begyndte at hænge ud med nogle "hårde" drenge. Mange af hans venner kom fra det sociale boligbyggeri Grantofteparken i Ballerup, der var et hårdere miljø end den stille villavej, hvor Bo Brønnum var vokset op.
- Det var rough. Hvis man havde politiet efter sig, så vidste man, at man bare skulle løbe ned til Grantoften, for der ville politiet ikke gå ind, før de havde fået tilkaldt forstærkning, fortæller han.
Tog tæskene i bokseklubben
Han husker, hvordan ham og hans bedste ven, Dejan, der også er med i programmet, som 14-årige stjal øl fra en bil, mens chaufføren var ved at levere øllene til butikken.
De slap væk med seks elefantbajere og drak sig fulde for første gang. Problemet var bare, at ølmanden Ib nåede at se de to 13-årige drenge løbe væk, så da de efterfølgende mødte ham i det lokale indkøbscenter, opstillede han et ultimatum for dem.
Enten kunne de tage “røvfulden” nu, eller også kunne de komme ned i bokseklubben, hvor ølkusken Ib arbejdede som frivillig og få tæskene. Drengene valgte det sidste og begyndte derfor til boksning i fritidsklubben.
- Man lærte noget disciplin og at lukke røven, når de voksne snakkede, for ellers fik det konsekvenser. Når man svarede igen, fik man en ekstra træning og tæv ved boksebolden. Jeg lærte noget disciplin, siger han.
Senere fik ham og hans ven arbejde et par gange om ugen hos Ib, hvor de bragte øl ud til butikkerne. Sådan fortsatte de i en del år, hvor de efter noget tid også begyndte at køre øl ud for store firmaer som Carlsberg og Tuborg.
Bo Brønnum smiler, da han tænker på ølkusken Ib. Han var “sgu fin”.
- Det var jo noget af det bedste SSP-arbejde, han gjorde der. Det er jo også det, man gør i dag i ghettoer, så bliver de reddet på den måde. Han var helt klart med til at få os ud af det kriminelle miljø, siger han og kigger lidt væk:
- I hvert fald i en periode, konstaterer han.
En tilværelse med øl og stoffer
Fra Bo Brønnum var 11 til 15 år lavede han det, han selv betegner som “småkriminalitet” eller “drengestreger”, hvor han stjal fra butikkerne i området. Han begyndte også at ryge hash i en alder af 13 år og blev mere og mere ligeglad med skolen, fortæller han.
Den stabile hverdag blev skiftet ud med en tilværelse med øl, stoffer, damer og fester, som han siger. Og da Bo Brønnum var omkring 20 år, begyndte han at blive mere indlemmet i den hårde kriminalitet.
Han begyndte at sælge hash i Ballerup og at færdes i mere kriminelle miljøer. Bo Brønnum husker, hvordan ham og hans venner blev kaldt “plastikrockere”, fordi de rendte rundt i boligblokkene med veste med '2750 Ballerup' trykt på ryggen.
Fra han var 20 til 23 år levede han et liv præget af kriminalitet og stoffer, indtil politiet en dag bankede på hans dør.
Blev anholdt for første gang
En dag gik den ikke længere.
Som 21-årig bliver Bo Brønnum taget for brandstiftelse, men det kunne lige så godt havde været for noget andet.
I en brandert havde han sat ild til et kors på toppen af en kirke, som han kunne se fra sin vens lejlighed. Det var noget, han gjorde i sjov, som en fødselsdagsgave for en ven, fordi han syntes, det så fedt ud, og fordi han godt kunne lide at sætte ild til ting, fortæller han.
I dag kan han godt se, at han var en “idiot”, siger han, og det han kalder for en drengestreg endte med at koste ham 30 dage i Sønder Omme Statsfængsel, der er et åbent fængsel tæt på Grindsted.
I fængslet lovede han sig selv, at han aldrig ville sidde inde igen.
Men alligevel fortsatte han med at sælge stoffer, efter at han kom ud fra fængslets mure.
Hvorfor fortsatte du med at være kriminel?
- Jeg troede, at jeg var klogere end politiet, for jeg klarede frisag, og i lang tid efter fortsatte jeg med at sælge hash og gå med våben. Jeg var fuldstændig ligeglad med systemet, men i dag kan jeg godt se, at det var et held, at jeg overhovedet slap ud, siger han.
Kriminaliteten begyndte at gribe mere om sig, og Bo Brønnum blev langsomt mere og mere klar over, at det var tid til at forlade miljøet.
Og det var her, at Bo Brønnum tog det afgørende valg, da han sad på bagsædet af en bil på vej væk fra Christiania.
Det gik nemlig op for ham, hvor alvorligt det, han havde gang i, var.
- Jeg var nervøs for at komme tilbage til fængslet, for det havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke skulle. Jeg kunne bare mærke, at jeg ville ud af det her, fortæller han.
Hvad var det, der fik dig til at tage den beslutning?
- Miljøet blev varmere, og det blev en hårdere tid at være kriminel i. Jeg kunne mærke, at det her skulle jeg stoppe, inden det gik galt. Så røg der en pusher ind, og pludselig blev mine venner 'knaldet' én efter én, siger han og fortsætter:
- Det blev mere voldsomt, og der skete ting, som jeg ikke kan gengive her. Men det gik op for mig, at det også var med livet som indsats. At det ikke var ufarligt, siger han.
Tv reddede mig
Først da Bo Brønnum var omkring 23 år, fik han skrabet nok penge sammen til at forlade det kriminelle miljø. Han lånte penge af sin mor til at betale sin gæld af til bagmændene, og i dag har han intet udestående med nogen.
Men han ved også, at han skal være taknemmelig for, at det var den vej, det gik. For det ændrede hans liv markant.
Pludselig bestod hans liv ikke af at hænge ud på kirkepladsen og sælge narko. I stedet kom han på kontanthjælp og blev tilfældigt henvist til et job på 'Kanal 2', der var en lille nyopstartet tv-kanal, der brød DRs monopol.
Da damen på kommunen havde spurgt ham, hvad han kunne tænke sig at “blive”, var det eneste, han kunne komme i tanke om chauffør. Han tænkte på tiden, hvor han som teenager kørte med øl for Ib og for ølproducenterne.
Det viste sig, at der tilfældigvis var et job som chauffør på tv-stationen.
- Det er jo tilfældigheder krydret med en lille smule held, at man møder de mennesker. Det er jo bare pisse tilfældigt, at jeg kommer på Kanal 2, at jeg mødte folk, der troede på mig, og at vi så begynder at lave nogle ting, siger han i dag.
I et folkevognsrugbrød kørte han med gæster og bånd til og fra bygningen på Nordre Fasanvej. Det var en “fed tid”, siger han.
- Pludselig var man en del af noget, og gik rundt med Kanal 2-jakker med logoet på ryggen og kom ind forskellige steder. Pludselig var man noget ved musikken. Det var sådan: "Wow, arbejder du på Kanal 2?", husker han.
Efter noget tid kom han ind som kameraassistent. Han blev fanget af at lave tv, selvom det nogle gange kunne være svært, at man som lydmand helst bare skulle “holde sin kæft”.
I stedet måtte han nøjes med at fortælle historier i frokostpausen, og her gjorde han sig bemærket. Blandt andet hos en teknisk chef, ved navn Palle, på kanalen, der tilfældigvis huskede ham, da de et par år efter stod og manglede en lydmand på TV 2.
- Da de spurgte Palle, om jeg havde erfaring med lyd, havde han bare sagt: "Ja, han er skide god", selvom jeg aldrig havde prøvet det før. Men jeg fik en mixer i hånden, og vi gik ud og interviewede folk, og så tog det ene det andet, fortæller han.
På samme måde kom han ind i comedy-verdenen. For de komikerne, han lavede lyd for, hørte ham fortælle sjove historier i kulissen og spurgte: “Hvorfor laver du ikke selv tv?”.
Sådan blev Bo Brønnum til Bo Lydmand. Og det har han nu været i snart 30 år.
Lydmanden Bo
Gennem de sidste godt 30 år har Bo Brønnum arbejdet som lydmand på alverdens dokumentarer, blandt andet dokumentaren om 'Morten og Peter og Anna', der har downssyndrom, Dronningens sølvbryllup, store sportsbegivenheder og i de senere års comedy-programmer.
Bo Brønnum vil gerne fortsætte med at lave så meget tv som muligt, men af og til tænker han også på, at han gerne vil arbejde med "unge rødder ligesom ham selv". Han vil gerne fortælle dem, at de ikke bare skal sige: “Jeg gider ikke”, ligesom han selv gjorde.
Han er i dag taknemmelig for, at han rendte ind i de rigtige mennesker. I sidste ende tror han, at meget i hans liv handler om tilfældigheder.
Han skubber de tynde cykelrytter-solbriller, som man aldrig ser ham uden, længere op i det korte hår og rykker lidt på sig. For første gang i sit liv har han fundet et sted, hvor han passer ind, fortæller han.
- Jeg har haft alle muligheder for at sidde i spjældet den dag i dag, være dybt kriminel eller medlem af en eller anden bande.
Han holder en lang pause.
- Tv reddede mit liv på en eller anden måde, ikke? At Kanal 2 lige pludselig opstod, var jo min vej ud af det hele, siger han.
Han mener, at det var en anden tid, og at han var heldig, at han aldrig blev anholdt for andet end brandstiftelsen. Havde han gjort de samme ting i dag, tror han ikke, han var gået fri på samme måde, for det er hans oplevelse, at politiet slår hårdere ned på stofsalg i dag, siger han.
Det tager han skarp afstand fra, og han kender ikke længere det kriminelle miljø. Men han har set, hvordan mange af hans venner fra dengang er endt med at sidde i fængsel i dag.
- Det kunne sagtens havde været mig selv, siger han.
Han peger ud mod to drenge, der sidder ved vinduet foran caféen. Iført kasket og sorte hættetrøjer slænger de sig i stolene ved et cafébord. Den ene tænder en smøg og lader den hænge løst i mundvigen. De ser ikke ud som om, de er en dag over 13 år.
- Jeg gad virkelig godt være fluen på væggen nu og om 25 år, hvor de virkelig er kommet videre i livet se, hvad de laver. Jeg ville betragte dem og så se på mig selv udefra, siger han.
Hvorfor?
- Det er jo to rødder for fanden. Det kan man se. Jakken trukket godt op om ørene og en taske henover og smøger i kæften.
Hvordan kan du se det?
- Fordi de er ligesom, jeg var.