Anmelderne falder i svime over 'Andens' jubilæumsshow
Kun få elementer trækker ned i anmeldernes vurdering af showet.
Komikeren Anders Matthesens nye show ’Anden 25’ fylder i disse dage Royal Arena i København.
Og det er et show, der begejstrer anmelderne hos flere store danske medier.
Ekstra Bladet, B.T. og Politiken beskriver samstemmende, hvordan komikeren indleder det stort anlagte show med at stige op ad scenegulvet iført kongekrone og slæb, hvorefter han lader en strøm af sarkasme, platheder, satire, call backs til gammelt materiale og musikalske indslag flyde ud over et begejstret publikum.
- Uden at røbe for meget kan jeg sige, at man fik nogle skønne gensyn med flere folkekære karakterer fra Anders Matthesens kilometerlange bagkatalog, og han fik strøet dem ud i løbet af showet på genial vis, skriver Bo Poulsen fra B.T., der er det medie, der med seks uddelte stjerner ud af seks mulige er mest begejstret for Matthesens optræden.
81.000 har billet
Premieren samlede torsdag 13.500 publikummer, og i alt 81.000 mennesker har sikret sig billet til de følgende shows, der foregår i Royal Arena 26. og 27. oktober og i Boksen i Herning 1. og 2. november.
Og selvom der er tale om et one man show, så ligger det langt fra, hvad man typisk forbinder med formatet: En enlig komiker, en scene og en mikrofon på stativ.
Det er da også et format, Anden har arbejdet på at forny og videreudvikle flere gange i sin karriere, men det er første gang, at det er blevet så omfattende.
- Den (scenen, red.) er i to etager og 14 meter ned fra toppen og elevatorer og riste til ild og CO2-kanoner, og hvad det alt sammen hedder. Jeg tænker: "Hvad er det, jeg har sat i gang?" Det bliver så sindssygt, sagde Anders Matthesen tidligere på måneden til Soundvenues podcast Punchline.
'Hvad snakker du om' 2.0
Publikum kan dermed se frem til et udstyrsstykke, der er instrueret af Nikolaj Cederholm, ophavsmanden til både Dr. Dante og Mungo Park, og showet indeholder altså både en scene i flere etager, storskærme, pyroteknik og rekvisitter såsom en kanon og et såkaldt krænkometer.
- Jeg sammenligner meget showet med det første one man show, jeg lavede, som hed ’Hvad snakker du om?’ – i en 2.0-version. Det var før, der skulle være en rød tråd, [det var] ren lyst til at optræde og tænke, "hvad kan jeg, hvad kan jeg finde på? Kan jeg sprænge rammerne, hvad kan være sjovt at gøre her?"
Og det virker, mener anmelderne.
I Politiken indleder tv-redaktør Henrik Palle med ordene: ”Blæret lir og flotte effekter: Tillykke med det kvarte århundrede, Anders Matthesen. We love you madly".
Avisen uddeler fem hjerter ud af seks mulige.
I opgør med krænkelseskultur
Det stort anlagte show betyder ikke, at Anden har mistet eller droppet hverken motormund eller sarkastisk bid, understreger Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet.
- (…) Hovedmålet for de verbale missiler var denne gang den omsiggribende krænkelseskultur. Som det elegant og overlegent lykkedes Matthesen at spidde med en lang række ætsende jokes, der dog aldrig forfalder til det platte, skriver han og uddeler fem stjerner ud af seks mulige.
Ifølge alle tre anmeldere indeholder showet elementer fra store dele af Andens karriere inklusiv gensyn med nogle af hans mest kendte alteregoer såsom Stewart Stardust og Arne Nougatgren samt videoindslag og sange.
Lige præcis sangene er et af de få svage punkter, mener Ekstra Bladets anmelder, der dog alligevel anbefaler alle, der ikke allerede har sikret sig en billet, at se at komme til tasterne.