Hvem, synes du, er Danmarks sjoveste person?
ZULU Comedy Galla har nomineret fem af Danmarks mest morsomme personer til prisen som 'Årets Komiker', og du kan være med til at bestemme vinderen.
Mick Øgendahl, Linda P, Rune Klan og makkerparret Frederik Cilius & Rasmus Bruun, som står bag ’Den Korte Radioavis’, er nomineret i kategorien 'Årets Komiker' til ZULU Comedy Galla 2017.
Hvert år nominerer TV 2 ZULU en håndfuld af de danske komikere, der har gjort det bedst i løbet af året, og derfor fortjener at løbe med prisen som årets komiker. Vinderen bliver kåret den 31. august i Operaen i København.
Du kan stemme på 'Årets komiker' her: http://zulu.tv2.dk/2017-07-17-aarets-komiker-2017
To tidligere vindere
I år er det altså de tre garvede komikere og satirikerparret fra Radio24syv, der har mulighed for at få prisen, og faktisk har to af dem allerede en 'Årets Komiker'-statuette stående derhjemme. Linda P vandt nemlig prisen i 2010, mens Mick Øgendahl vandt i 2012.
TV 2 ZULU har også begrundet deres nomineringer, som du kan læse mere om her:
Mick Øgendahl
Mick Øgendahl er nomineret til 'Årets Komiker', fordi han endnu engang har leveret en forrygende præstation i sit seneste show 'Fest'. Mick Øgendahl beviser med sin træfsikkerhed og sin levering, hvorfor han har den plads i branchen, som han har. Showet 'Fest' samler et broget publikum og er folkeligt i allerbedste forstand. Den lille del af befolkningen, der endnu ikke har oplevet Mick Øgendahl, skylder sig selv at komme i gang.
Rune Klan
Rune Klan har med sit seneste show 'Barnløs' gjort det tydeligt, hvorfor han er nomineret til 'Årets Komiker'. Showet er helstøbt, personligt og flytter grænser for, hvordan et one-man-show skal strikkes sammen. Han formår at løfte et personligt og intimt emne ud af skyggen, og med det bliver showet både rørende og fortryllende.
Linda P.
I sit seneste one-man-show 'Normal?' leverer Linda P en ærlig og personlig præstation, som på alle måder gør hende fortjent til nomineringen til 'Årets Komiker'. Lindas show er chancetagende uden at gå på kompromis med de "Linda P'ske" værdier. Linda mixer forskellige genrer og leger med opfattelsen af, hvad stand-up er og kan. Hun tager ganske enkelt visuelt stand-up til et nyt niveau.
Rasmus Bruun & Frederik Cilius
'Den Korte Radioavis' er ikke et nyt fænomen, men hvor mange andre komikere samler til bunke, leverer Rasmus Bruun og Frederik Cilius bidende samfundssatire alle ugens dage. Det er aktuelt, klogt og skarpt. I Kirsten Birgit har Rasmus Bruun og Frederik Cilius fået skabt en figur, der siger, hvad vi andre tænker. 'Den Korte Radioavis' tør satse, er kompromisløse og grænseoverskridende i deres humor, og derfor er de nomineret til 'Årets Komiker'.
Hvem får årets 'Talentpris' og 100.000 kroner
Det er ikke kun prisen til 'Årets Komiker', der skal uddeles til ZULU Comedy Galla. Fire unge talentfulde komikere er også nomineret til årets 'Talentpris', hvortil der følger 100.000 kroner. Det er komikerne Mikkel Klint Thorius, Jacob Taarnhøj, Frederik Rosgaard eller Kasper Gross, der er nomineret til prisen. Her er det dog en fagjury, og ikke seerne, der bestemmer, hvem der vinder.