Zulu anmelder Fast & Furious 8: Mageløst åndssvag og helt fantastisk
Kan ‘Fast & Furious’-serien dog blive mere pragtfuldt gakket, end den var i forvejen? Svaret er ja.
Lad os bare få det ud af verden med det samme: ‘Fast & Furious 8’ er totalt awesome.
For at understrege præcis hvor awesome, kan man simpelthen starte med at beskrive den første scene: Dom og Letty er på bryllupsrejse i Havana, Cuba. Dom havner lynhurtigt i en pissing match med en ond cubaner med en lille hat og dårlig attitude.
Henne i ‘Fast & Furious’-universet er der lige præcis én måde, man kan løse alle problemer på, og det er ved at køre stærkt, så Dom og cubaneren skal selvfølgelig køre om kap. Cubaneren advarer om, at man i Havana ikke kører om kap over en kvart mil, men en ‘cuban mile’. Det er, så vidt jeg kan forstå, en ganske almindelig mil, men det lyder da bestemt sejt.
Nå, Dom skal ikke køre sin egen bil, men i stedet i sin fætters rustbunke. Det slår sandelig ikke Dom ud, han flår unødvendige dele af bilen med sine bare næver og tuner motoren ved hjælp noget fra en coladåse (jo, det kan godt lade sig gøre. Blev der sagt). Så går det løs.
Biljagt med eksploderende motor
Som de andre helte i ‘Fast & Furious’ ved Dom godt, at måden man virkelig får en bil til at køre stærkt på ikke bare er at gå fra første til anden til tredje til fjerde til femte gear.
Næ, man skal skifte gear HELE tiden, for et eller andet sted i gearkassen ligger der nemlig et hemmeligt gear, der får bilen til at køre rigtig, rigtig stærkt. Cubaneren med den lille hat bruger alle mulige bissetrick, men piver Dom over det?
Næ, han skifter bare gear og fortsætter derudad. Så er det så, det viser sig, at Dom har tunet motoren så meget med coladåse-dimsen og et par andre småting, at der går ILD i motoren!
Så meget ild, at Dom ikke engang kan se ud af forruden. Igen: Her ville almindelige dødelige måske overveje, om ikke det var på tide at trække sig fra ræset, men Dom vender bare øsen og fortsætter i bakgear!
Og sandelig om han ikke vinder løbet. Men al den der brand i motoren har gjort, at bilen ikke kan bremse, så Dom drejer bilen udenom de sagesløse publikummer og kaster sig ud af bilen, hvorefter den rammer en mur, flyver 15 meter op i luften og havner i havet, så ingen kommer noget til.
Cubaneren med den lille hat afleverer, som sig hør og bør, nøglerne til sin bil til Dom og siger: “Du har vundet min bil. Og min respekt”. Dom replicerer: “Jeg vil ikke have din bil. Din respekt er nok” og giver nøglerne tilbage. Dom er den mest awesome mand i verden på det her tidspunkt.
Og SÅ går filmen først for alvor igang. Den ovenstående scene er med afstand den mest kedelige actionscene i hele filmen. Så kan du måske forestille dig, hvor niveauet ligger.
Biljagt med atomudbåd
Der er selvfølgelig en skurk, og det er Charlize Theron, der spiller en cyberterrorist ved navner Cipher (som cyberterrorister jo hedder). Hun er saftsuseme ond.
Altså som hvis hende der med hammeren fra ‘Misery’ og Jokeren havde været i kanen med hinanden og fået en datter og ladet hende opdrage af alle James Bond-skurkene. Helt vildt ond.
Hendes sidekick er i øvrigt Tormund Giantsbane fra ‘Game of Thrones’, som sandelig også er noget af en skiderik. Hun har en klemme på Dom, så han bliver nødt til at forråde sit team, og DET gør man bare ikke i ‘Fast & Furious’-verdenen.
Der er også alt muligt med et masseødelæggelsesvåben og nogle planer om verdensherredømme og alt sådan noget, men det er simpelthen ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det hele er så crazy over the top, at det er en sand fornøjelse.
Man forestiller sig, at manuskriptforfatteren har siddet og tænkt “Jo jo, i den her scene er der en ordentligt skudefuld superbiler, der kører 200 km/t, og der flyver raketter om ørerne på dem, der er noget kidnapning i gang og nogen, der slåsser på et fly… hvad nu, hvis der også var en atomubåd!”. Ja, der er også en biljagt med en atomubåd.
Biljagt ved varmesøgende missil
Blandt højdepunkterne er Hobbs (altså The Rock), der er i fængsel, men sandelig ikke har tænkt sig, at hans træningsrutiner skal ødelægges af den grund, hvorfor han flår et betonbord ud af væggen i sin celle og giver til at træne biceps med det.
Eller Shaw (altså Jason Statham), der passer en lille baby OG ordner en 12-14 bad guys. Samtidig. Eller Dom, der kører om kap med et varmesøgende missil (der bliver sateme skiftet gear mange gange!).
Testosteronniveauet er skyhøjt. Altså hvis vi siger, at ‘The Expendables’ er en Hummer, er ‘Fast & Furious 8’ en Scania R730 med 16,4 liters motor. Og flammer på siden. Og Hugh Grants testikler som kølerfigur.
Kommer ‘Fast & Furious 8’ til at vinde nogle Oscars? Nej. Er den skamløst underholdende? Hell yes!
Dom: 5 ud af 6 stjerner