Comedy

ZULU anmelder ‘Power Rangers’: Stop jer selv!

Power Rangers ville få olferter og buksevand af selv Marvels sløjeste superhelt.

Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg grinede lystigt adskillige gange under ‘Power Rangers’.

Ikke bare i starten, da filmselskabet insisterede på, at man skulle underskrive en embargo, inden man fik lov til at se pressevisningen (jeg fik ikke lige læst den til ende, men det var vist noget med, at man skyldte filmselskabet en årsindkomst, sin ene nyre og sin førstefødte, hvis man omtalte filmen inden premieren) – der var endog også vagter til stede i biografsalen, som skulle sikre, at man ikke optog noget af filmen på sin telefon.

Det havde de virkelig ikke behøvet, for så interessant er filmen sandelig ikke.

Her bor en robot og en talende væg ved navn Zordon. Eller talende væg er han jo ikke, det ville være fjollet, hans ”essens er bare forseglet i rumskibets materie”. Obviously.

Thomas Brunstrøm, ZULUs anmelder

Nå, under alle omstændigheder var folks piratoptagelser nok blevet ødelagt af mig, der sad og fnes gennem det meste af filmen og nogle gange endda grinede højt. Det er jo i princippet godt nok, at en film kan få en til at grine.

Problemet er, at ‘Power Rangers’ ikke er en komedie. Til gengæld er den virkelig åndet. 

Zordon, Goldar og Zeo-krystallen…

I starten møder vi fem utilpassede teenagere, der på bedste ‘Breakfast Club’-manér er klassiske arketyper: Sportshelten, nørden, den seje fyr, den pæne pige og den mystiske pige. Man har dog leget lidt med klichéerne, så det er ikke den asiatiske fyr, der er nørden, han er den seje. Uh. Disse fem i øvrigt utroligt forglemmelige helte finder ved en af den slags tilfælde, der kun sker i dårlige film, fem ‘mønter’. Mønterne giver dem superkræfter, og minsandten om de ikke også finder et rumskib. Her bor en robot og en talende væg ved navn Zordon. Eller talende væg er han jo ikke, det ville være fjollet, hans ”essens er bare forseglet i rumskibets materie”. Obviously.

Anyway, Zordon er tidligere Power Ranger og mener, at de fem er klar til at blive de nye Power Rangers. Det lyder jo fedt nok, MEN: En fæl skurk ved navn Rita Repulsa, der engang var Power Ranger, men så blev ond, er på jagt efter Zeo-krystallen.

Er du med endnu? Godt, for nu går det stærkt: Rita Repulsa er også på jagt efter noget guld, fordi hun er ved at bygge et guldmonster, der hedder – wait for it – Goldar, og hun har også en hær af lærlinge. Nørden finder så heldigvis Zeo-krystallen på den måde, man finder ting i film: Ved at sætte et kort op på væggen og plastre det til med avisudklip og knappenåle.

Men bortset fra det er både handling og alle karakterer helt utroligt ligegyldige. Undtaget når de taler om følelser, så er det ret komisk. Selv om det vist ikke er meningen

Thomas Brunstrøm, ZULUs anmelder

Så langt, så godt, men Rita Repulsa er lige i hælene på dem, og de stakkels fem teenagere kan ikke bare bekæmpe hende og hendes lærlinge, de skal først morfe, og det går ikke sådan lige, men morfenettet tager aldrig fejl, og i øvrigt skal de også lige lære at styre deres Megazords. 

Nostalgitrip

‘Power Rangers’ er baseret på en tvivlsom tv-serie fra 1990’erne, der for at spare sammen var strikket sammen af originale optagelser og klip fra den japanske tv-serie ’Super Sentai’. Der er med andre ord ikke så lidt nostalgi blandet ind i sagen, men måske er det lidt, som når man kommer i tanker om, at man altid fik puddersukkermadder hos sin farmor, og så som voksen render i supermarkedet og køber farin og formbrød og så kommer hjem og konstaterer, at det på en eller anden måde smagte meget, meget bedre dengang, og at der er en udmærket grund til, at puddersukkermadder ikke er en anerkendt delikatesse… eller noget i den stil.

Og hvis man slet ikke har noget forhold til tv-serien, er filmen fuldstændigt fjoget. Ikke mindst fordi skuespillerne i hovedrollerne har lige så meget personlighed som en spånplade: Ham, der spiller sportshelten, ligner Zac Efrons ligegyldige lillebror og den gule ranger Trini har fået meget opmærksomhed på nettet, fordi hun er noget så eksotisk som lesbisk.

Her vil jeg bare lige sige, at det lesbiske består i én scene, hvor hun bliver spurgt, om hun har ”boyfriend problems”. Da hun ryster på hovedet, bliver spørgsmålet til: ”girlfriend problems?”. Hun nikker. Det var det. Okay, og så har hun sådan noget flettet hår i siderne, som måske kan betragtes som en lesbisk.

Men bortset fra det er både handling og alle karakterer helt utroligt ligegyldige. Undtaget når de taler om følelser, så er det ret komisk. Selv om det vist ikke er meningen.

Dom: 2 ud af 6 stjerner.

'Power Rangers' havde premiere den 23. marts i biografer landet over.