Se de første prøver på 'SJIT Happens': Sådan har du aldrig set Olau før
Før Ruben Søltoft fik rollen som Olau var både Martin Høgsted, Søren Bregendal og endda Claes Quaade til casting på rollen.
Det tog godt og vel et år at caste holdet af skuespillere til 'SJIT Happens'. Det var en såkaldt åben casting, hvor alle i princippet kunne komme ind fra gaden og teste deres indre skuespiller.
På det år var holdet gennem et hav af skuespillere og prøveoptagelser - hvor særligt Stephania Potalivo skulle kæmpe sig gennem en hær af potentielle Olau'er for at nå til den uslebne diamant i form af Ruben Søltoft.
Herover kan du se et par af de forskellige Olau'er. Også fra dengang Olau-karakteren hed Tobias.
Claes Quaade til casting som Olau
Claes Quaade var en af de mange, der oprindeligt var til casting som Olau. Han er en af de skuespillere, du kan se prøve kræfter med rollen i samspil med Ane.
Han fik ikke rollen, men det betød heldigvis ikke det helt store. Claes Quaade har tidligere udtalt sig til TV 2 om hele situationen i forbindelse med hans Robert-nominering.
- Jeg kom egentlig først til casting på Rubens rolle, som så mange andre knøse havde været før mig. Jeg blev anbefalet af en god DR-kollega, som var venner med hovedforfatteren. Så fik jeg et opkald nogle dage efter. Du er ikke Tobias, som Olau-karakteren hed dengang, men nu skriver vi lige en lidt anden rolle til dig, fortalte Claes Quaade dengang.
En anden, der tilsyneladende også var til casting på rollen som Olau, var Søren Bregendal, som du måske kender fra popbandet C21 eller TV 3-soapen '2900 Happiness'. Sidst men ikke mindst var komiker Martin Høgsted også i spil til rollen. Han endte faktisk med at få den, men besluttede selv at sige 'nej', da 'Danish Dynamite' pludselig kom i vejen.
Også den beslutning var nok for det bedste. Også ifølge Martin Høgsted selv.
- Jeg ligner jo Stephanias onkel. Der er noget virkelig klammert over mig, lød det fra komikeren selv, da han var på besøg i serieanmelderprogrammet på TV 2 PLAY 'Serieland'.
Se klippet fra en prøveoptagelse med Stephania Potalivo som Ane herunder.