ZULU afslører: Der er ikke champagne i hanerne på Herlufsholm

Komiker Søren Dürr, der primært er kendt for at være lidt af en tosse, tager temperaturen på kostskolen Herlufsholm.

I den sjællandske by Næstved ned til Susåen ligger Danmark største og mest berømte kostskole Herlufsholm.

Her bliver afkommet af landets rigeste og mest magtfulde pudset og plejet, indtil de er modne nok til at overtage en mellemstor virksomhed.

Det er en lukket institution, som sjældent åbner de ornamenterede porte for omverdenen, medmindre omverdenen er Anders Agger naturligvis.

Kort om Herlufsholm

  • Grundlagt i 1565 af ægteparret Herluf Trolle og Birgitte Gøye.
  • Skolen er Danmarks største kostskole for både piger og drenge.
  • Herlufsholm har ca. 645 elever, hvoraf de 287 er kostelever.
  • Blandt gymnasieeleverne finder du Prins Nikolai (ældste søn af Prins Joachim).
  • Tidligere elever tæller Hummel-direktør Christian Stadil, kunstneren Kristian von Hornsleth og skuespiller Pilou Asbæk.

Men det skal være slut nu. 

Herlufsholm har helt ekslusivt åbnet portene for en medieperson, der ikke er Anders Agger, men komiker og tosset mand Søren Dürr.

Og han har ingen intentioner om at tegne et billedskønt maleri af stedet, hvor det uden tvivl vrimler med grufulde hemmeligheder og kommende scientologer.

Se den afslørende video øverst i artiklen.

Vækker en smule undren blandt eleverne

Det kommer måske ikke som nogen overraskelse, men besøget går ikke helt, som den fordomsfulde komiker forventer.

Der er hverken nogen helikopter på landingspladsen, champagne i hanerne eller en eneste pony på matriklen. Og så får eleverne kål til frokost.

Alt i alt virker Herlufsholm som et ret almindeligt sted.