Trump har købt luften ved siden af Mogens Lykketoft

Mogens Lykketofts hjem i New York er bygget af selveste Donald Trump, og præsidentkandidatens pengepung har ingen grænser.

Der er ikke dét, penge ikke kan købe. Særligt ikke når man befinder sig i USA, og i særdeleshed ikke når man hedder Donald Trump. Præsidentkandidatens massive pengepung har selv den danske socialdemokrat Mogens Lykketoft fået at mærke på egen krop.

Som formand for FN’s generalforsamling boede Mogens Lykketoft indtil for ganske nylig nemlig i New York – i et lejlighedskompleks, som Trump har bygget.

Og når man er Trump, nøjes man naturligvis ikke med at placere et gigantisk skilt foran bygningen med ordene ’The Trump World Tower’. Nej, man tager skridtet videre.

- Nu bor vi jo, så der er noget luft omkring. Det er fordi, dem der byggede det har købt luften ved siden af, fortæller en grinende Mogens Lykketoft, da Natholdets vært Anders Breinholt slår vejen forbi lejligheden i New York.

Helt korrekt er det området omkring bygningen, som Trump har opkøbt. Men hvem ved - måske en dag han reelt kan købe selve luften. 

Hunde 'skider' i sandkasse på taget

Men med alt den luft omkring bygningen får man da også mulighed for at se, hvad der egentlig sker på tagene rundt omkring. For eksempel hvordan et par hunde hver dag bliver luftet og forretter deres nødtørft i en dertilhørende sandkasse.

Den lille blå sandkasse, hvor to hunde, ifølge Mogens Lykketofts kone, forretter deres nødtørft, når de bliver luftet på taget.
Den lille blå sandkasse, hvor to hunde, ifølge Mogens Lykketofts kone, forretter deres nødtørft, når de bliver luftet på taget. Foto: Natholdet

Mogens Lykketoft forklarer, at selvom Donald Trump har stået for byggeriet, er det ikke ham, der ejer og administrerer bygningen. Men han har dog alligevel sørget for, at Trump-navnet for evigt skal stå foran indgangen. 

- Det er jo vældigt irriterende, pointerer Lykketoft.

Følg Natholdet på TV 2 Zulu, hvor de sender live fra præsidentvalget hele natten.