Comedy

Seks typer tømmermænd, alle der elsker alkohol, kender til

Dagen efter J-dag har TV 2 ZULU døbt sløjdag, og det betyder tømmermænd for mange.

Tømmermænd er en elastisk størrelse.

Somme tider føles det, som om man er blevet kørt over af den der lastbil fra Tuborg Julebryg, der såmænd bare leverede øl og nissepiger. Andre gange er det primært samvittigheden, der hænger lidt i bremsen dagen derpå.

Det gælder også for Kronprins Frederik, der også kan nyde en øl eller fem, når han ser på sport, som du kan se i klippet øverst.

TV 2 Comedy har reflekteret lidt over de forskellige stadier af tømmermænd i anledningen af ZULU Sløjdag, som er tømmermændsdagen efter dagen, hvor de første juleøl bliver serveret.

Det er gjort med udgangspunkt i tv-serier på TV 2 PLAY, så kan du også bruge listen som inspiration til, hvad du skal stene over på tv på sløjdag, hvor du alligevel ikke orker andet.

Eller du kan hoppe ind på TV 2 ZULU, der hele dagen fodrer tømmemrændsramte danskere med sløjdags-tv.

1. De eksistentielt kritiske tømmermænd

Klaes og Behrouz er venner og roommates. Det er ikke altid lige let. Heller ikke med tømmermænd.

I sin værste afskygning bevirker de eksistentielt kristiske krisetømmermænd, at man tager hele sit liv op til revision. Men det betyder ikke, at de små valg ikke også virker helt og aldeles uoverskuelige. Skal den stå på pizza eller nachos? Skal jeg sige op på mit job og flytte til Cuba? Hvor kommer jeg fra...som menneske? og lignende er spørgsmål, der pludselig kan opsluge dig helt. 

Men bare rolig. Alle dine indskydelser er som regel midlertidige. Efter den obligatoriske middagslur kommer du typisk på andre tanker. Det vildeste, der sker, er som regel, at man flytter lidt rundt på sit værelse eller smider efterladenskaberne fra sin ekskæreste ud, som Behrouz gør det i ovenstående klip fra serien tv-serien 'Klaes The Roommate'. 

2. De moralske tømmermænd

Casper, Frank og Lars er på tur til Sverige i tv-serien 'Klovn'. Men heller ikke i udlandet kan de undgå at jokke så grundigt i spinaten, at skoen er blevet permanent grøn.

Moralske tømmermænd er meget hyppige i mildere eller vildere form. De kan opstå ud af småting, såsom et fuldemandsopkald til en tidligere flamme aftenen før - eller de kan opstå ud af noget mere alvorligt som i ovenstående klip fra tv-serien 'Klovn', hvor de er fuldt berettiget. 

Moralske tømmermænd er grundlæggende ikke en hyggespreder. Man holder sig helst i sengen, under dynen - gerne med en virkelig dårlig romantisk komedie. Måske en alt-for-lang film med skuespilleren Rachel McAdams, der virkelig kan pirre tårekanalerne. 

3. De sorte tømmermænd

'Tomgang' er serien om Mathias, der ejer en kiosk, og hans venner, der hænger ud ved kiosken.

Det kunne man kalde den form for tømmermænd, der er nært beslægtet med moralske tømmermænd, men hvor man simpelthen har black-out fra aftenen før. For nogle er det sorte hul i hukommelsen bare et uundgåeligt onde, mens det for andre kan fremprovokere noget, der minder om panik.

Det er der, hvor man uden omtanke ringer rundt til sine venner for at lappe aftenen sammen ved hjælp af deres hukommelse. Et typisk tegn på sorte tømmermænd begynder ofte med linjen "det sidste, jeg husker fra i går..," som det er tilfældet for karakteren Mathias i tv-serien 'Tomgang' i ovenstående klip.

4. De der tømmermænd, hvor alt er ligegyldigt

I tv-serien 'Rita' følger vi den kompromisløse skolelærer Rita og hele hendes familie. Her er vågner Ricco efter en hård aften i byen.

Det pudsige ved ligegyldige eller vi-dør-alligevel-allesammen-tømmermænd er, at det kan gå begge veje. Til tider kan det være helt befriende at være fuldstændig ligeglad med alting. Mens det andre gange kan komme på det helt forkerte tidspunkt. Det er for eksempel ikke brugbart, hvis en mørk sky af familieforpligtigelser hænger over dig, som det er tilfældet i ovenstående klip fra tv-serien 'Rita'.

5. De bagstive tømmermænd

I tv-serien 'SJIT Happens' følger vi seks venner i et bofællesskab på Nørrebro i København.

De bagstive tømmermænd er i virkeligheden ikke så meget tømmermænd, som det er alkoholen, der stadig gør sit arbejde. Er man bagstiv dagen derpå, kan man nemlig bestige alle bjerge. Selv en tur i det lokale shoppingcenter virker som en eventyr.

Den mest fornuftige udvej er naturligvis søvnen. Det man ofte glemmer er nemlig, at resten af verden har rejst sig op fra det træ, det snublede over aftenen før. Så befinder du dig i en tilstand af bagstivhed, så gør som Øland i ovenstående klip fra tv-serien 'SJIT Happens' - og find din seng øjeblikkeligt.

6. To-dages-tømmermændene

Husker du Mille Dinesen, før hun var 'Rita'. Dengang var hun Nynne - og havde om muligt endnu mindre styr på sit liv.

To-dages-tømmermændene er tømmermænd, som varer to dag - deraf navnet. Går man for eksempel i byen på en lørdag, så kan man være så uheldig, at tømmermændene klistrer sig så godt fast at de hænger ved hele vejen til arbejde mandag. Det kan om muligt gøre ens mandag værre, end den allerede er.