Tv-snyd: Kan du se, hvad der er galt med dette klip?

Der sker ret mange underlige ting i dette klip fra 'Klædt af - til det gode familieliv'.

De fleste har efterhånden fundet ud af, at intet er tilfældigt i en tv-produktion. Ofte er situationerne fremprovokeret eller decideret iscenesat af et produktionshold. Men indimellem kunne man godt ønske, at de gjorde bare lidt mere for at skjule den iscenesatte virkelighed.

Det kigger Tobias Dybvad nærmere på i sit program 'Dybvaaaaad'.

Her påpeger han, at man måske har haft lidt udfordringer med at skjule tv-holdets tilstedeværelse i DR-programmet 'Klædt af - til det gode familieliv', hvor en familie fratages alle deres ejendele og så skal have en hverdag til at fungere.

Eller som Tobias Dybvad udlægger programmets dilemma:

- Hvad sker der, når man tager alle tingene fra en familie? De kommer simpelthen til at mangle dem.

Der er i hvert fald noget, der ikke helt stemmer i ovenstående klip, hvor en mor i den grad ofrer sig for sin søn, da han skal på arbejde i hættetrøje og boksershorts. Hun stopper simpelthen bus 250S lige ude foran huset - eller gør hun?

Fire store kryds

I en anden scene fra samme program har tv-holdet bag programmet gjort det hele lidt lettere for den pågældende familie at finde deres ståsted. Altså foran kameraet. Det er håndteret på en meget elegant måde med fire store hvide kryds på vejen.

Til gengæld har de fuldstændig ødelagt illusionen for seerne om, at deltagerne bare helt tilfældigt stiller sig det helt rigtige sted hver gang.

Endnu et klip fra DR-programmet 'Klædt af - det gode familieliv', der afslører, at deltagerne modtager en vis portion instruktion.

'Dybvaaaaad' sendes mandag aften på TV 2 ZULU. Og kan ellers fanges på TV 2 PLAY.