ZULU Comedy Festival

I tårer ved Zulu Comedy Galla 2016: Her modtager hun stående bifald

Komiker Ane Høgsberg kunne slet, slet ikke skjule sin glæde, da hun modtog Talentprisen ved Zulu Comedy Galla.

Der blev både grint og grædt til årets Zulu Comedy Galla.

Særligt modtageren af Talentprisen var helt grædefærdig, da hun gik på scenen for at sige 'tak'. 

- Jeg vil gerne sige 'tak' til verdens bedste branche, som altid får skudt i skoene, at vi er platte og åndssvage og hader alle mulige. Jeg synes bare, at det er det bedste sted i hele verden at være, lød det helt overvældet fra Ane Høgsberg på scenen.

Allerede inden hun gik i gang med talen, måtte hun rystende hente støtte hos prisoverrækker Thomas Warberg, der måtte hjælpe hende med at holde balancen på den vuggende talerpult.

Se det rørende øjeblik i videoen øverst.

- Jeg larmede for meget

Og der var en god grund til, at Ane Høgsberg var så overvældet, som hun var.

- Jeg har aldrig følt, at jeg hørte til nogen steder. Jeg larmede for meget. Jeg fyldte for meget. Men det har man aldrig fortalt mig i den her branche, for man kan altid skrue lidt ned for mikrofonen. Folk har bare været så omfavnende og inkluderende, lød det fra Ane Høgsberg, da TV 2 talte med hende efterfølgende.

Mest af alt var det unge talent en lille smule rundt på gulvet efter hyldesten.

- Jeg har det rigtig godt. Jeg har det også rigtig mærkeligt. Det er jo ens kollegaer, der nominerer, så det er helt åndssvagt. Jeg er simpelthen bare så glad, sagde det kvindelige komikertalent.

Grådkvalt Stokholm nominerer sin kammerat

En anden bemærkelsesværdig tale blev leveret af Nikolaj Stokholm, der var lige dele sjov og rørende. Han var blevet sendt på scenen for at nominere sin kollega og kammerat fra 'SJIT Happens', Ruben Søltoft.

Og trods sjov og ballade måtte komikeren undertrykke et mindre snøft med et akavet grin for at gennemføre sin tale.

- Der er så mange unge mennesker, som måske godt kunne tænke sig at starte på at lave stand-up i det danske land. De skal se på Ruben, men ikke kun på det fantastiske, fantastiske talent, men også den måde han vælger at navigere i hans karriere. De skal også se hans show 'Mit Hoved', for det er et fuldstændigt gennemarbejdet stand-up-show. Og nu bliver jeg sgu helt rørt, for du betyder meget for mig, gamle dreng, ikke, lød det fra Nikolaj Stokholm, inden han gik i stå.

Se øjeblikket i videoen herunder.

Årets Komiker endte som bekendt med at blive Jonatan Spang, men med den nomineringstale gik Ruben Søltoft trods alt ikke helt tomhændet hjem.

Se hele showet på TV 2 PLAY lige nu.