Jonatan Spang er blevet mere sikker på egne ideer: - Før i tiden var jeg hele tiden i tvivl

Jonatan Spang er en af de gamle i branchen. Men sammenlignet med Jan Gintberg, har han masser af ilt tilbage. Stem på ham som Årets Komiker.

I 1998 fik gærkonflikten prisen på gær til at eksplodere. Det var også det år, at Danmark spillede 2-3 mod Brasilien i VM-kvartfinalen. Og så var det året, hvor storfilmen Armageddon havde biografpremiere. Det virker som en evighed siden.

Men 1998 var også det år, at Jonatan Spang debuterede som stand-up’er.

Jonatan Spang er med andre ord blevet en af de gamle garvede i branchen. Han nærmer sig de 40 år, men han er langt fra færdig. Eller fed for god ordens skyld. 

- Jeg læner mig meget op ad min gode ven Jan Gintberg. Han er sådan 13-14 år foran mig, som sådan en kanariefugl i en mine. Når den falder om, så ved man, at der ikke er så meget ilt tilbage, og så skal man skynde sig ud, siger Jonatan Spang, der altid er klar med en skarp metafor.

I gamle dage medbragte man kanariefugle i kulminerne, fordi de små fugle kunne varsle om et gasudslip. De var nemlig meget følsomme over for giftige gasser. Hvis fuglen pludselig drattede om, blev minearbejderne advaret om et udslip – og så havde de tid til at slippe ud af minen.

- Når det er slut for ham (Jan Gintberg, red.), så starter æggeuret for mig, forklarer Jonatan Spang.

Med sit seneste show ’Jonatans Spangs Danmark’ viser den garvede komiker, at han slet ikke er færdig med at være sjov på en scene. Tværtimod har 38-årige Spang stadig masser af komik og politisk satire på hjerte, hvorfor han er en af fire nominerede i kategorien ’Årets komiker’ ved ZULU Awards.

Sjov mand har mange navne

Jonatan Spang er vokset op i Gladsaxe. Hans forældre navngav ham Jannik Kåre Jonatan Spang Olsen, for ’han skulle jo have noget at vælge imellem’ lød det fra hans forældre.

Men sådan blev det ikke. I børnehaven fik han navnet Jonatan. I hans pas står der dog dag Jannik Kåre.

- Jeg har prøvet en gang, at en sikkerhedsvagt løb efter mig i lufthavnen. Han vidste jo godt, at jeg ikke hed Jannik, men det stod der i mit pas, fortæller komikeren, der optrådte under navnet Kåre, da han gik på teaterskolen.

Jeg synes ikke, at taletid er gratis, og der sker en del i tiden, der kalder på en lidt større historie

Jonatan Spang om sit seneste show 'Jonatan Spangs Danmark'

Det var i 1999, at han kom ind på teaterskolen i Aarhus. Samme år vandt han DM i stand-up. Og pendulvalsen mellem skuespillet og stand-up’en er noget, Jonatan Spang har gjort hele sin karriere.

Ud over en håndfuld one-man-shows – senest med showet ’Jonatans Spangs Danmark’ - så har Jonatan Spang også spillet en hel del teater og var fra 2007 til 2009 direktør for Nørrebro Teater.

Du husker ham måske senest, som den lidt kyniske bror til statsministeren i den populære DR-serie ’Forbrydelsen III’. I 2008 portrætterede han selveste Lars von Trier i filmen ’De unge år’. I dag har han sin egen serie på TV 2 ZULU, ’Lillemand’.

Livet er langt, eller hvad man nu siger

Jonatan Spang har endnu ikke stiftet familie. Men han har også haft travlt. Og måske endda også lidt for travlt.

- Jeg skulle måske have vidst, at livet er langt, eller hvad man nu siger. Jeg har i mange år arbejdet meget, der skulle jeg måske have arbejdet lidt mindre. Livet fortsætter. Man behøver at gøre det hele lige nu, siger Jonatan Spang.

Dermed ikke sagt, at Jonatan Spang ikke har været fuldt tilfreds med det liv, han har levet. Men det er ikke et liv for tryghedsnarkomaner.

- Til tider har det været et lidt rodløst liv. Ikke at have en fast arbejdsplads, ingen faste kolleger, siger lyder det fra komikeren, der derfor sørger for altid at omgive sig med folk, han har arbejdet sammen med tidligere.

Mere optaget af samfundet end sig selv

I ’Jonatan Spangs Danmark’ stiller komikeren skarpt på det danske samfund. For første gang handler stand-up’en ikke om Spang selv – men den verden omkring ham. I showet lægger han ikke skjul på, at han ikke er tilfreds med den politiske situation i Danmark.

Før i tiden var jeg hele tiden i tvivl, ’kan det nu lade sig gøre’. Nu er jeg er mere sikker på, at mine ideer ikke bare løber helt af sporet

Jonatan Spang

Komikeren er tilsyneladende blevet mindre selvoptaget med alderen.

- Jeg har i mange år dykket ned i den personlige fortælling, men nu er jeg lidt mere optaget af samfundet. Jeg synes ikke, at taletid er gratis, og der sker en del i tiden, der kalder på en lidt større historie, siger komikeren meget voksent.

Og der er meget, der tyder på, at stand-up ikke kun er forbeholdt unge friske typer. Som med alt andet bliver man bedre med alderen. En af de mest populære komikere i verden, Louis CK, først brød igennem, efter han havde rundet de 40. Og herhjemme holder Frank Hvam (45 år), Carsten Bang (50 år) og Jan Gintberg (52 år) stadig fanen højt.

Selvsikkerhed og jordbæris

Og det kan Jonatan Spang også mærke. At han er blevet bedre. Og mere selvsikker.

- Jeg synes, jeg har en bedre fornemmelse af, hvor jeg gerne vil hen med de forskellige ting. Før i tiden var jeg hele tiden i tvivl, ’kan det nu lade sig gøre’. Nu er jeg er mere sikker på, at mine ideer ikke bare løber helt af sporet, siger Jonatan Spang.

Spang forsikrer dog, at han ikke er ikke løbet helt tør for interessante ting at sige om sig selv.

Lige for tiden er han i færd med at lægge sidste hånd på anden sæson af ’Lillemand’, der er en form for komedie over Spangs eget liv. Og så laver han is i sin nyindkøbte ismaskine inspireret af kokken Morten Heiberg, som han er venner med på Facebook.

- Han lægger konstant billeder op af desserter. Og jeg blev mere og mere frustreret over ikke at være Morten Heibergs barn. Så jeg sagde til ham: ’nu stopper det her. Enten hjælper du mig med at komme i gang ellers stopper du de der opdateringer’, lyder det fra komikeren.

Hvad for noget is laver du så?

- Jeg laver en ret god jordbæris. Jeg kan også godt lide en choko-is.

Hvis du vil se Jonatan Spang lave politisk stand-up, så sender TV 2 ZULU 'Jonatan Spangs Danmark' 6. september 20.55, hvor showet også vil være tilgængelig på TV 2 PLAY.

Husk at stem på Jonatan Spang, hvis du synes, han skal vinde titlen som 'Årets Komiker' 1. september ved ZULU Comedy Galla.