GO'

Tjekker telefonen før ungerne: Anden overrasker med sin morgenrutine

Komiker Anders Matthesen var mandag morgen på besøg i 'Go' morgen Danmark', for at tale lidt om sit nye show 'Shhh'.

Anders Matthesen er blevet småafhængig af sin mobiltelefon  - nøjagtig som alle andre. Det gør han klart, da han besøger Ida Wohlert i 'Go' morgen Danmark' mandag morgen.

Hvis noget får virkelig bid i mig, hvis noget er sjovt, prøver jeg med vilje at gå uden om det

Anders Matthesen

- Det første, jeg gør om morgenen, det er, at jeg tjekker min telefon. 'Hvad er klokken og har der været noget?' - og så tjekker jeg bagefter, om min søn trækker vejret, fortæller Anders Matthesen.

Og det er åbenbart noget, der kommer bag på folk.

'Go' morgen Danmarks' reporter var nemlig på gaden for at få andres bud på, hvad Anders Matthesen bruger sin morgen på.

Her lød svarene: 'Han dyrker yoga', han mediterer, eller 'han læser avis' - hvilket var ret langt fra Andens egen beskrivelse.

Se et udklip fra interviewet i 'Go' morgen Danmark' øverst i artiklen.

- Jeg har en misbrugsmentalitet

Den daglige larm fra mobiltelefoner, Facbook og Youtube er noget, som den 41-årige komiker har været særlig meget optaget af de seneste tre år. Det bliver også afspejlet i hans kommende show 'Shhh'.

- Jeg har lidt selv en misbrugsmentalitet, så jeg hopper glad på, fortæller Anders Matthesen, der derfor må efterleve nogle regler for at afskærme sig selv.

- Hvis noget får virkelig bid i mig, hvis noget er sjovt, prøver jeg med vilje at gå uden om det for ikke at få nye addictions, siger Anders Matthesen, der fortæller, at han nemt kan bruge en hel nat på Youtube, fordi den ene video tager den anden.

Derfor er Anders Matthesen heller ikke hoppet på den seneste 'dyredille' Pokémon Go. 

- Det tør jeg simpelthen ikke at begynde på. Det kunne jo sikkert være skidesjovt og socialt med ungerne. Både det der med at gå rundt og Geo-catche, men også at finde små poster og fange de der Pokémons, fortalte Anders Matthesen i et interview til TV 2 sidste uge.