Comedy

John Cleese tilbage i sketch som detajle-besat teoretiker

Komikeren John Cleese i rollen som den utroligt detaljeorienterede teoretiker Anne Elk. John Cleese / Youtube

Komikeren John Cleese har offentliggjort en ny sketch på sin Youtube-kanal.

Der er godt nyt til alle 'Monty Python'-fans derude. En af skaberne bag den ikoniske komediegruppe, John Cleese, har nemlig i en alder af 76 år lavet en ny sketch. 

Sketchen har han lagt på sin Youtube-kanal  - den har navnet 'Anne Elk - A new theory'.

John Cleese spiller selv rollen som den kvindelige teoretiker 'Anne Elk', der går utroligt meget op i detaljer.

Uden at afsløre for meget så er 'Anne Elk' så detaljeorienteret, at det afholder hende fuldstændig fra at nå til sin endelige pointe, som er en banebrydende ny teori, hun i første omgang gik i gang med at forklare. 

Se videoen nedenunder:

For farlig til i dag

Tilbage i 2015 fortalte komikeren John Cleese til TV 2, at tiderne er skiftet i forhold til, hvad man kan tillade sig i komik. Blandt andet sagde han, at flere af komediegruppen Monty Pythons produktioner havde været for farlige i dag. 

- Hvis jeg skulle lave satire i dag, så ville jeg sætte mig ned med en gruppe mennesker, som virkelig ved, hvad de taler om, og spørge dem; 'hvis jeg laver en bestemt joke, vil jeg så blive dræbt?', sagde John Cleese.

Den aldrende komiker har blandt andet været med til at lave 'Halløj på badehotellet', 'Monty Python og de skøre riddere' samt den religionskritiske 'Life of Brian'.

- Vi oplevede da også protester og vrede artikler, det accepterede vi, men jeg har aldrig været ude i en situation, hvor jeg risikerede at blive slået ihjel, og det behøvede jeg ikke at tænke over dengang, siger Cleese. 

'Sidste gang I ser mig, inden jeg dør'

 I foråret var John Cleese et smut forbi Danmark som en del af sin tour 'Last time you see me before I die (Sidste gang du ser mig, inden jeg dør, red.). 

Her var de danske anmeldere ikke imponerede af den 76-åriges show, der ifølge dem indeholdt en masse gammelt materiale og alt for lidt originalitet. 

Lige nu er han i gang med en opsætning af den gamle klassiker 'Halløj på badehotellet' i Australien. Ifølge den engelske avis The Telegraph har komikeren valgt Australien, fordi han er bange for en potentiel 'lunken' modtagelse i hjemlandet England, hvor 'Halløj på badehotellet' oprindeligt var en tv-serie på BBC.