Zulu Awards

Birgitte Hjort: TV 2 ZULU kostede mig hovedrolle i 'Game of Thrones'

Skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen har aldrig vundet en ZULU-award, og det har skadet hendes internationale karriere, mener hun.

Det er tydeligt, det er svært for hende at tale om.

Men torsdag aften ved årets ZULU Awards vælger den danske skuespiller Birgitte Hjort Sørensen alligevel at åbne op om sit store tab over for showets vært, Martin Høgsted.

Trods to nomineringer ved ZULU Awards har Birgitte Hjort Sørensen nemlig aldrig formået at vinde den eftertragtede ZULU-statuette. Og det har kostet hende et stort gennembrud i Hollywood.

Med bærende og anmelderroste roller herhjemme i tv-serien 'Borgen' og film som 'Marie Krøyer' og 'En du elsker' lå vejen til en international karriere ellers åben for Birgitte Hjort Sørensen. Men ak. TV 2 ZULUs seere satte en kæp i hjulet for den 34-årige skuespiller.

- Det var min klare fornemmelse, da jeg lavede 'Game of Thrones', at de sådan set var klar til at skrive mig ind i serien for alvor som en af hovedrollerne. Da det så går op for dem, at jeg ikke har vundet en ZULU-award, men kun har været nomineret, så vælger de så at eeh…. slå mig ihjel i det første afsnit, jeg er med i, fortæller en berørt Birgitte Hjort Sørensen.

Forsøger sig som Kate Winslet

Ud over den lille rolle i 'Game of Thrones', hvor en anden dansker, Nikolaj Coster-Waldau, ellers har en af hovedrollerne, er det foreløbig "kun" blevet til en rolle i Hollywood-komedien 'Pitch Perfect 2' og en gennemgående rolle i HBO-serien 'Vinyl', der er produceret af letvægtere som Mick Jagger og Martin Scorsese.

Birgitte Hjort Sørensen har dog endnu ikke mistet troen på sine evner som skuespiller og forsøger i en hjerteskærende optræden som Kate Winslet i storfilmen 'Titanic' at overbevise Martin Høgsted om, at hun vitterligt har, hvad der skal til for at slå igennem i udlandet.

Se hele det åbenhjertige interview med Birgitte Hjort Sørensen i videoen øverst.