Comedy

18 ustabile faser, du går igennem det første døgn efter rygestop

Som du vil opleve i mandagens afsnit af 'SJIT Happens' er rygestop det første døgn noget af rutschebanetur, der hovedsageligt går nedad.

Rygestop kan forvandle selv det mest tålmodige menneske til en tikkende humørbombe mere sprængfarlig end Bertel Haarder, der ikke har fået sin risengrød.

Det sker i din krop det første døgn efter rygestoppet

Efter 20 minutter: Dit blodtryk og din puls vil falde til et normalt niveau. Dine hænder og fødder vil blive varmere.

Efter 2 timer: Nikotinindholdet i dit blod falder, hvorfor du vil føle trang til mere nikotin.

Efter 8 timer: Iltindholdet i dit blod er nu på niveau med en ikke-rygers. Det betyder, at dine muskler og din blodstrøm fungerer bedre.

Efter 24 timer: Risikoen for en blodprob er mindre.

Efter 48 timer: Kulilten i blodet er væk - og din smags- og lugtesans vil være væsentlig forbedret.

Ovenstående er dog blot pejlemærker, da alle reagerer forskelligt på rygestop

Kilde: Sundhed.dk

I mandagens afsnit af 'SJIT Happens' kan du følge en meget presset Emil, der efter en del gruppepres fra de øvrige venner i bofællesskabet, beslutter sig for at stoppe med at ryge. En beslutning, Emil hurtigt kommer til at fortryde.

For at give dig muligheden for at sætte dig i Emils sted, får du her de mentale faser, man kan risikere at gennemleve de første 24 timer efter et rygestop. 

18 faser, du går gennem det første døgn efter rygestop

  1. Klap-dig-selv-på-skulderen-fasen

    Det er tidligt om morgenen, og du har lige røget din sidste smøg. Det ved du bare. Du smider resten af pakken i skraldespanden. Du smækker lågen i og føler dig ovenpå. Du er allerede halvvejs i mål, tænker du. Alle ved da, at det er selve beslutningen om rygestoppet, der er det sværeste.

  2. Væmmelsesfasen

    Der er gået et helt minut, og tanken om smøgerne er faktisk helt væk. Du får det faktisk lidt dårligt af at tænke på dem. Eeew. Du ændrer din Tinder-profil fra ’glad ryger’ til ’stolt ikke-ryger’.

  3. Optimismefasen

    Du føler dig optimistisk omkring din røgfrie fremtid. Du begynder at lægge planer for, hvad dit helt nye liv skal bringe af røgfrie oplevelser. Måske et maraton eller et triathlon - ja, hvorfor ikke. Du kan faktisk allerede mærke, at vejrtrækningen er blevet meget bedre på den der gåtur fra køkkenet til toilettet.

  4. Selvbenægtelsesfasen

    Efter et kvarter tænker du stadig ikke på smøger. Og slet ikke på dem, der stadig i skraldespanden. Men når du nu tænker over det, så må du hellere trykke dem lidt længere ned i skraldespanden, hvis du nu skulle blive fristet til at fiske dem op. Du smiler lidt af dig selv - ej, det kunne du ikke finde på. 

  5. Selvindsigtsfasen

    Du begraver smøgerne lidt dybere i skraldespanden alligevel.

  6. Klarsynsfasen

    Det føles bare så dejligt at være røgfri, tænker du. Aldrig mere kolde altaner, aldrig mere gule tænder - og tænk bare på alle de penge, du sparer. Det bliver selvfølgelig lidt svært at holde pauser på jobbet. Måske skulle du indføre en daglig meditationspause. Folk på arbejdspladsen vil se op til dig – ’se, der går personen, som stoppede med at ryge, lagde sit liv om, besteg Himalaya og blev buddhist’. Mulighederne er uendelige, tænker du.

  7. SoME-fasen

    Det er gået en hel time, siden du fik din sidste smøg. Nu må det også være på tide at fortælle omgangskredsen om din store beslutning. Du forfatter en opdatering på Facebook, hvor du også beskriver overvejelserne bag din beslutning. Den bliver lidt lang, men pyt med det. Det vigtigste er, at du virkelig mener det. Du føler dig helt høj på dit eget overskud.

  8. Skuffelsesfasen

    Den sidste halve time har du opdateret din Facebook hvert minut - indtil videre er der kun 10 'synes-godt-om'-tilkendegivelser. Du er lidt skuffet. Det er så vigtigt med opbakning, men det er også din femte rygestopsopdatering i år alene. Din mor lød godt også nok lidt skeptisk, da du ringede og fortalte hende nyheden.

  9. Distraktionsfasen

    Du har lidt lyst til en smøg, men ikke rigtig. Jo, lidt. Men ikke noget vildt. Men alligevel lidt. Du tænder for fjernsynet og ser noget TV 2 NEWS.

  10. Chokfasen

    Pludselig kommer Mogens Camre i studiet. Smøgtrangen rammen dig med 220 kilometer i timen. Du slukker for tv-apparatet og løber ud i skuffen efter dit nikotintyggegummi. Det hjælper en smule, og du beslutter dig for at belønne dig selv for nogle af alle de penge, du ikke kommer til at bruge på cigaretter resten af dit liv. Måske med et par nye sko.

  11. Romkuglefasen

    Du har nu stavret rundt i butikker den sidste time. Og du kunne virkelig godt bruge en smøg og en pause. Du har ikke købt noget, da køerne i butikkerne er længere end nomalt, ekspedienterne er mere irriterende end normalt, og der er langt flere rygere på gaden end normalt. Du søger tilflugt i den første bagerforretning, du ser. Du køber prompte tre romkugler og sluger dem på ingen tid, hvilket øjeblikkeligt giver dig kvalme. 

  12. Desperationsfasen

    Det var en virkelig dårlig idé med de der romkugler. Du har stadig lyst til en smøg. Hele vejen hjem til din lejlighed er du fulgt i hælene på en ældre mand, for at inhalere en snert af hans cigaret. Du føler dig en smule flov, da han vender sig om og kigger underligt på dig.

  13. Alarmopkaldsfasen

    Ingen tager telefonen, når du ringer. Sukkerchokket efter romkuglerne har for længst lagt sig, selvom du også tømt chokoladerationen i skabet plus en hel liter flødeis fra fryseren. Din krop skriger virkelig efter en smøg. 

  14. Kolde-fødder-fasen

    Du begynder at tænke på, hvor meget sukker du egentlig har fortæret i dit korte liv som ikke-ryger og vejer det op mod at ulemperne ved at være ryger. Måske er det slet ikke så slemt at ryge en smøg i ny og næ. Eller 20.

  15. Eksplosionsfasen

    Det er aften, og du har ikke røget en hel dag. Din nabo var forbi for lidt siden for at låne noget sukker – men det endte i et skænderi, da du begyndte at skælde ham ud for dengang, han svinede opgangen til med grannåle fra hans juletræ. Han forlod matriklen uden sukker og formentlig lettere chokeret.

  16. Opgivelsesfasen

    De sidste to timer har du stirret på skraldespanden. Et enkelt hiv kan vel ikke skade, tænker du. Men du holder fast og går tidligt i seng.

  17. Zombiefasen

    Du har ikke sovet en hel nat, men bare stirret op på den der nikotingule plet i loftet. Dit rygestop hænger i en tynd tråd. Måske er du bare ikke skabt til at være ikke-ryger. Det er som om, at verden modarbejder dig. Du har også spist mere sukker og brugt flere penge på det seneste døgn, end du ville som ryger. Det kan da umuligt være vejen frem.

  18. Kryber til skraldespanden-fasen

    Med hængemule og røde ører begiver du dig ud mod skraldespanden. Du løfter låget, begraver din hånd i slikaffald, hvor du også strejfer nogle gamle bananskralder og gnider din hånd op ad flødeisemballagen, før du langt om længe når de blå Kings med dine fingerspidser. Du mærker et gib af glæde.