TurboModul

Sort snak i 'Go' morgen Danmark': Her bliver vært helt fjern i blikket

Der er ikke mange, der kan få den garvede morgenvært Mikkel Kryger til at tabe tråden. Men det kan komikerne fra TurboModul.

Sketchshowet TurboModul ER ikke for alle. Det faktum blev cementeret, da kræfterne bag TurboModul mandag morgen besøgte 'Go' morgen Danmark'-værten Mikkel Kryger til en snak om inspirationen bag sketchene.

Indslaget var i øjeblikke næsten lige så sort som satireserien i sig selv - og det slog forståeligt nok den professionelle vært lidt ud af kurs. Situationen opstår, da Charter McCloskey forsøger at forklare baggrunden for en af deres kendte karakterer, den jyske supersælger Tonni Bonde, der for længst har solgt sin sjæl til djævelen.

- Han er en lidt sammenstykket karakter. Jeg tror, jeg gik med en idé om en håndboldtræner eller fodboldtræner, der er sådan død i blikket, som han er. Og så på et tidspunkt gik Lars (den anden halvdel af TurboModul) rundt og jokede om en kasse, tror jeg - der var sådan noget med, at den skrålede om hjælp, tror jeg, siger Charter McCloskey, hvorefter der bliver klippet over til vært Mikkel Kryger, der forståeligt nok ser lidt forvirret ud.

Skæv start

TurboModul har premiere på anden sæson mandag aften, der meget rammende går under navnet 'TurboModul: Et fuuuucked up sketchshow'. Programmet byder på endnu mere sort snak, vanvittige dialekter og tossede typer fra udkanten af Danmark. Mange af karaktererne er stykket sammen af rigtige mennesker fra Thy og omegn. 

Showets natur taget i betragtning var interviewet i 'Go' morgen Danmark' lige i øjet. Men egentlig gik det allerede lidt skævt, da Mikkel Kryger skulle introducere indlaget for sin medvært Louise Wolff.

Se med herunder.

Vi tør godt lave en så dårlig idé

Mikkel Kryger får dog hurtigt snakken tilbage på sporet med snakken om karakteren Tonni Bonde med sin helt egen analyse af karakteren som en typisk jysk sælger. Og det kan de to gæster sagtens nikke genkendende til.

- Der gik lidt dogme i det. For Lars og jeg synes det kunne være sjovt at lave en jysk brugtvognsforhandler-type, for det er så slidt, at det ville være dårlig humor at lave det. Men vi kunne godt toppe det. Vi tør godt lave en så dårlig idé, forklarer Charter McCloskey.

Hvis du ikke er helt opdateret på 'TurboModul', kan du læse lidt mere om Charter McCloskey, Lars T. Therkildsen og hele deres skæve univers med tilhørende videoklip fra TurboModul lige herunder.

Et umage par

Under besøget taler gæsterne og om 'Jannik & Kevin', der er to nye karakterer, som er udviklet til den forestående sæson.

Kevin er lam efter en bilulykke og kan hverken tale eller bevæge sig. Alligevel har hans tidligere klassekammerat eller klassefjende, den homoseksuelle Jannik, indledt et forhold med Kevin - der dog ikke rigtigt har reelt valg. 

Se klippet, hvor de taler om 'Jannik & Kevin' herunder.

Glæd dig til første afsnit af 'TurboModul' sæson to, der ruller over skærmen på TV 2 ZULU mandag aften klokken 22.00. Eller se det allerede nu på TV 2 PLAY.