Voodoo-kost og vaterpas: Sådan scorer man rollen som ny pige i ZULU-serie

Roberta Reichhardt tog tre ret særlige rekvisitter med til sin casting - og landede rollen som den nye pige i 'SJIT Happens'. Her viser hun dem frem.

Ud af en pulje på 500 piger landede Roberta Reichhardt rollen som den nye pige i det faste gruppe af medvirkende i tv-serien 'SJIT Happens'. Det har muligvis haft en indvirkning, at den unge skuespiller medbragte tre lidt specielle ting, der skulle afspejle hendes nye karakter, til en af hendes allerførste castings.

Tre rekvisitter, som Roberta Reichhardt fik lov at vise frem under sit besøg i 'Go' morgen Danmark', hvor hun var gæst sammen med sin medspiller Stephania Potalivo i anledningen af premieren på sæson fire mandag aften på TV 2 ZULU.

- Det er en voodoo-kost - eller jeg kalder det en voodoo-kost - ved ikke om den egentlig findes. Det er, hvis man har en klæbeånd. Jeg forestillede mig, at Katrine (den nye karakter i 'SJIT Happens, red.) var sindssygt træt af at ånden, Gunnar, der blev ved med at følge efter hende, forklarer Roberta Reichhardt om sit valg af rekvisit.

Speedminton og vaterpas

Katrine flytter ind i det fiktive Nørrebro-kollektiv, hvor de fem venner bor sammen i fjerde afsnit af serien.

Ud over voodoo-kosten, så forestillede Roberta Reichhardt sig også, at Katrine ville være ualmindelig glad for speedminton, der er en blanding mellem badminton og tennis. Og at hun ville være sådan lidt handy. Og det sidste er noget, som faktisk endte med at blive centralt for den nye karakter Katrine.

- Et vaterpas, det er fordi, hun er ret tosset med... handy ville jeg kalde det. Og det synes jeg jo stadig, at hun lidt er, forklarer Roberta Reichhardt til 'Go' morgen Danmark'-værten Mikkel Kryger.

Det var ikke tilfældigt, at den 19-årige skuespiller havde tre rekvisitter med til sin casting. Holdet bag 'Sjit Happens' gør nemlig et stort nummer ud af, at alle skuespillere er medskabere i karakterudviklingen. Hun var derfor blevet bedt om at tage tre ting med. Og der var Roberta Reichhardt særligt fremme i skoene.

Naturlig, uimponeret og helt 'rigtig'

De tre rekvisitter afspejler i virkeligheden Roberta Reichhardt ret godt som person. Derfor var det også mest hendes person, der i sidste ende landede hende rollen. Producer Mia Marie Borup var en af dem, der var med til at caste Roberta Reichhardt.

- Vi synes virkelig, at Roberta havde en særlig naturlighed over sig. Og en meget tør humur. Og så var der kemi mellem hende og de andre med det samme. Det var som om, at de gjorde sig ekstra umage. Hun faldt naturligt ind i det hele og var meget uimopneret. Og så var hun en helt anden type end Stephania, fortæller Mia Marie Borup om valget af Roberta Reichhardt.

Og Stephania Potalivo, der spiller seriens indtil nu eneste pige, stemmer i. Også selvom der i serien er en mindre konflikt mellem de to piger indledningsvis.

- Jeg synes faktisk, at det var en god idé (at få en ny pige ind, red.), for vi har været i gang i mange år - og er ved at være lidt trætte og udbrændte, så det er et frisk pust for både os og serien, at Roberta er kommet ind. Og så passer hun overraskende godt ind. Det føles meget naturligt. Det er bare rigtigt, siger Stephania Potalivo.

Du kan se 'SJIT Happens' i aften, hvor serien har premiere på TV 2 ZULU. Den kan også fanges på TV 2 PLAY.