Comedy

Nyt Klovn-klip afslører: Frank er blevet far

Fem år efter den succesfulde film 'Klovn - The Movie' har komikerparret Frank Hvam og Casper Christensen nu forsøgt at kaste sig ud i "den svære to'er". 

Se Klovn på TV 2 PLAY

Den 24. september får 'Klovn Forever' nemlig premiere, og her kan man igen opleve Frank Hvam og Casper Christensen på slap line i rollerne som sig selv, denne gang tager de dog til det store udland, nemlig Los Angeles, hvor Casper Christensen drømmer om at få en karriere.

Men det er ikke kun på karrierefronten, der er sket ting og sager i Frank og Caspers liv. Frank er nemlig blevet far, det afslører et helt nyt klip fra filmen. Men - ikke helt overraskende - er det en rolle, Frank har en smule svært ved at vænne sig til, i hvert fald kommer han også her galt afsted og roder sig ud i pinagtige situationer. 

Se klippet ovenfor. 

Der er både velkendte og nye ansigter med i 'Klovn Forever', således kan man igen opleve Mia Lyhne og Iben Hjejle i filmen, mens skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau og Simone Colling er med for første gang. 

'Klovn' begyndte oprindeligt som en tv-serie på TV 2 ZULU tilbage i 2005, foruden Casper Christensen og Frank Hvam er det instruktøren på filmen, Mikkel Nørgaard, der har stået bag manuskriptet til både tv-serien og de to film.