Ny vært klar i ’X Factor’
Når 17. sæson af 'X Factor' ruller over skærmen, bliver det med Maria Fantino som vært.
Under sidste sæson af ’X Factor’ kom det frem, at Sofie Linde stopper som vært på det populære underholdningsprogram.
Siden har der været spekulationer om, hvem der skulle overtage rollen.
Men nu er der fundet en ny vært.
Der er tale om et kendt ansigt – og en kendt stemme – for 28-årige Maria Fantino har i mange år været en del af værtsduoen bag det populære DR-program 'Curlingklubben'.
Nu skal hun prøve kræfter med en anderledes og stor opgave, som hun kalder det.
- Det er Danmarks allerstørste underholdningsprogram, så det er både helt vildt skræmmende og ekstremt spændende at få lov til at være med, siger Maria Fantino til TV 2.
'X Factor'-erfaring
28-årige Maria Fantino er selv vokset op med ’X Factor’ og har drømt om at stå som vært på programmet.
- Tilbage i 2017 hjalp jeg til med 'Ultra Factor', da det blev sendt på DR, og jeg kunne bare mærke, at der var en helt særlig energi, når 'X Factor' gik i gang, siger hun.
Udover at have været på DR Ultra, så har Maria Fantino også anden erfaring med at stå foran skærmen. Senest har hun været en del af lørdagsunderholdningsprogrammet 'Fantino mod Bonde' med Christian Bonde på DR.
Et frisk pust
TV 2-underholdningsredaktør Dorte Borregaard tror på, at Maria Fantino vil være et frisk pust og en empatisk og nærværende ’X Factor’-vært.
- Og som heller ikke er bange for at skære igennem, når bølgerne går højt i livestudiet, siger underholdningsredaktøren:
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun med sin naturlighed og oprigtige nysgerrighed for andre mennesker og ikke mindst sin evne til at gribe nuet som vært passer fuldstændig perfekt til 'X Factor'.
Ingen let beslutning
Maria Fantino overtager værtsrollen fra Sofie Linde, som har været vært på ’X Factor’ i syv sæsoner. Men under seneste sæson meldte hun ud, at hun havde fået det ud af ‘X Factor’, hun ville.
- Omend det ikke har været nogen let beslutning, så føles den rigtig – og en smule spændende – nede i maven, fortalte hun dengang.
I sidste måned kom det så frem, at Sofie Linde skal stå i spidsen for den første danske sæson af Prime Video-programmet 'Lol: Den der ler sidst', hvor det handler om at undgå at grine.
Sofie Linde har derudover medvirket i programmet 'Linde på Langeland', siden hun stoppede som 'X Factor'-vært.
Hvis du ønsker at melde dig til den nye sæson, så er tilmeldingen åben nu.