Blev beskyldt for at spille skuespil i ’Kærlighed hvor kragerne vender’ – sådan går det i dag
Advarsel: I denne artikel afsløres det, hvem der valgte hinanden i 'Kærlighed hvor kragerne vender'.
Én gik ned med flaget, og en anden gik tilbage til ekskæresten.
Selvom at optagelserne til 'Kærlighed hvor kragerne vender' stoppede i efteråret, har datinglivet bestemt ikke stået stille for sæsonens fire singlefyre og deres kvindelige bejlere.
Her kan du læse, hvad der skete, da kameraerne slukkede.
Andreas og Emilia
28-årige Andreas Sørensen fra Sæby fandt sammen med 20-årige Emilia Stubberup fra Odense.
Efter optagelserne kom hun med utallige opfordringer til at gøre forholdet officielt, og hun fik til sidst et godt gammeldags kærestebrev, som hun naturligvis sendte retur med et kryds i 'ja'.
Men på deres månedsdag gjorde Andreas Sørensen det forbi.
- Han mente, at vi var to forskellige stedet i vores liv. Det bekymrede ham meget, at jeg skulle til at starte på uddannelse, siger Emilia Stubberup.
- Det var hårdt, fordi jeg blev forladt igen. Jeg blev ked af det.
Andreas Sørensen fortæller til TV 2, at det viste sig, at han havde mindre til fælles med sin otte år yngre kæreste, end han havde fået indtryk af.
- Jeg tager sådan noget som arbejde og ejendom meget alvorligt, og der var hun slet ikke nået til endnu.
I retrospekt kan Emilia Stubberup godt se, at hun og Andreas Sørensen var for forskellige, og hun sidder tilbage med en følelse af, at han slet ikke var klar til en kæreste.
Men nytårsaften tog hendes liv en lykkelig drejning.
En gammel ven, som hun tidligere er gået meget i byen med, viste sig nemlig at være lige præcis den mand, hun havde brug for.
- Han er den bedste fyr, jeg har mødt. Han er en del år ældre, og det kan jeg godt lide. Han er moden, og han er anderledes end de andre typer, jeg har været sammen med, siger hun og tilføjer:
- I programmet fandt jeg ud af, at de stille, rolige og søde fyre også kan noget.
Til nytårsfesten faldt hun således for Mikkel på 31, og siden februar har de kunnet kalde sig kærester.
Tidligere på måneden flyttede de sammen i en ny fælles lejlighed i Odense.
Andreas Sørensen har endnu ikke fået en ny kæreste.
- Men jeg får datet en hel masse. De fleste er nogen, der har set mig i fjernsynet – det plejer at tage lidt fart hver tirsdag, når programmet bliver vist, siger Andreas Sørensen smilende og tilføjer, at der også kan komme nogle lidt lumre beskeder.
- Der er heldigvis også nogle interessante imellem men ikke noget alvorligt endnu.
Helene
Da Andreas Sørensen valgte Emilia Stubberup, blev det samtidig et fravalg af 29-årige Helene Jensen fra Børkop.
Hun har ikke talt med Andreas Sørensen, siden han afviste hende med den begrundelse, at den geografiske afstand mellem dem var for stor, og at hendes to børn ville blive en for stor mundfuld for ham.
En grund der undrer hende, da det havde været præmissen lige fra begyndelsen.
- Når det så er sagt, så var Emilia jo også min største modsætning. Det gør det også lettere for mig at acceptere hans valg. Jeg kan og vil ikke lave om på mig selv, siger Helene Jensen.
- Jeg respekterer hans valg, men hvis han fortryder, så er han da velkommen til at tage kontakt. Jeg følte, at vi havde en kemi, som man ikke bare giver slip på.
Efter optagelserne fik Helene Jensen en kæreste, men hun er siden blevet single igen.
Jannich
31-årige Jannich Damkjær Hansen fra Kalundborg blev i løbet af sæsonen afvist af alle sine fire kvinder, og det sendte ham ud i en mørk periode efter optagelserne.
- Den var svær at sluge. Mange af pigerne sagde: "Du er en skide skøn fyr – bare fortsæt med at være dig selv", siger han.
- Så føler jeg jo, at det er mig, den er gal med, og ikke noget jeg har gjort. Hvad fanden skal jeg så gøre?
Siden har han arbejdet på at tro mere på sig selv. Og i januar valgte han at svare en sød kvinde fra Odense, som havde skrevet til ham på Tinder.
Messenger-beskeder blev til utallige Facetime-opkald, så da han efterfølgende inviterede hende til Kalundborg for at gå en tur langs vandet, kendte de allerede hinanden så godt, at samtalen aldrig gik i stå.
Den har flydt lige siden, og i sidste måned flyttede de sammen i Odense, hvor 30-årige Maria i forvejen bor og arbejder som optiker. Her planlægger Jannich Damkjær Hansen at tage en kontoruddannelse.
Kimmi
31-årige Kimmi Hansen fra Frederikssund blev afvist af Jannich Damkjær Hansen under de indledende speeddates men valgte efterfølgende at kontakte ham igen, da hun hørte, at alle havde afvist ham.
Forholdet gled ud i sandet, før det overhovedet nåede at spire. Men det skulle vise sig, at kærligheden havde gemt sig lige foran næsen på hende hele tiden.
Mens hun havde været indlogeret på hotellet med de andre deltagere, havde hendes ekskæreste passet hendes datter derhjemme.
Og undervejs i optagelserne havde han sendt hende flere støttende beskeder.
Da hun kom hjem, besluttede de sig for at give forholdet en ny chance, og de er nu sammen igen efter et halvt års brud.
Mads og Josefine
26-årige Mads Kofod Lundgaard fra Kalundborg fandt sammen med 23-årige Josefine Lindgaard fra Odense, som fra allerførste date havde givet udtryk for en stærk kemi.
- Men da produktionen var gået, sad Mads og jeg på en trappesten, og der var ikke nogen af os, der turde at gøre eller sige noget, for der var ikke længere nogen tv-folk, der sagde, hvad vi skulle gøre, siger Josefine Lindgaard her et halvt år efter optagelserne.
Da parret tog hjem hver for sig efter optagelserne, havde hun forventet en følelse af savn. Men den kom ikke.
I dag har hun brug for at fortælle, at hendes stærke følelser for Mads Kofod Lundgaard var reelle under optagelserne.
Siden er hun blot blevet bevidst om, at de måske altid har været venskabelige – man bliver bare forblændet, når man er med i et intenst tv-program, hvor formålet netop er at finde kærligheden, forklarer hun.
I programmet beskyldes hun for at tale Mads Kofod Lundgaard efter munden.
En anklage der går igen på de sociale medier, hvor hun beskyldes for at spille skuespil i håbet om at vinde prinsen og muligheden for at blive kendt.
- Jeg var ærlig hele vejen igennem. Jeg læser med, når folk har en holdning til mig, men jeg har rimelig brede skuldre, så det rører mig ikke, siger hun.
Efter optagelserne fandt hun kort kærligheden i den tidligere ’Paradise Hotel’-deltager Tobias Friberg.
Siden er hun dog blevet single igen, men kærligheden skal nok opstå, når man mindst venter det, mener hun.
Hun går næsten dagligt med de øreringe, som hun fik af Mads Kofod Lundgaard ved deres sidste møde.
Mads Kofod Lundgaard har siden optagelserne mødt en sød kvinde på Tinder, og i dag kan han kalde den 23-årige Anne Sofie sin kæreste.
Pudsigt nok viste det sig, at hun også havde tilmeldt sig ’Kærlighed hvor kragerne vender’, men endte med at bakke ud.
Hun flyttede ind hos ham i begyndelsen af året, og i den forbindelse er husets bar blev bygget om til et walk-in-closet – ganske som han havde stillet sine bejlere i udsigt i programmet.
Maja
23-årige Maja Rabøl Kristiansen fra Vejle nyder singlelivet, efter at hun blev fravalgt af Mads Kofod Lundgaard i sæsonens sidste afsnit.
De har kun haft sporadisk kontakt via Instagram. Til gengæld har hun fået en nær veninde i meddeltageren Helene Jensen.
- Jeg er klar til at slå mig ned, når den helt rigtige kommer. Indtil da giver jeg al min kærlighed til min skønne hund og Helene.
Kresten og Mia
28-årige Kresten Petersen fra Jyderup og 34-årige Mia Lyngø Rasch fra Brønderslev valgte hinanden i sæsonafslutningen.
Siden har de brugt en masse timer på motorvejene for at besøge hinanden, indtil de 1. marts flyttede sammen.
Mia Lyngø Rasch havde hørt om meddeltageren Andreas Sørensens kærestebrev til Emilia Stubberup og forsøgte flere gange at få Kresten Petersen til at være lige så romantisk, når forholdet skulle gøres officielt.
- Men han endte med at spørge mig en aften, hvor han havde hentet mig fra en julefrokost. Han tænkte nok, at han var sikker på at få et ja, når jeg var fuld. Det var så romantisk, det kunne blive, griner Mia Lyngø Rasch.
I programmet fortalte hun, at hun oprindeligt havde afskrevet Kresten Petersen, fordi han lignede hendes bror for meget.
Ligheden viste sig dog kun at være slående på billeder, så der er ikke opstået akavede situationer til familiefester, fortæller Kresten Petersen.
Mie
Mie Madsen fra Birkerød har nydt livet med sin datter, Vigga, og deres familie og venner, siden hun blev fravalgt af Kresten Petersen.
Hun har ikke fået en kæreste.
- Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at jeg skal have en mand. Jeg trives godt i mit liv som det er, og jeg har alt, hvad jeg behøver, siger den 28-årige alenemor.
Hun snakker dagligt med ”Krestens damer”, som hun kalder dem. Og faktisk også lidt med Kresten Petersen – når hun taler i telefon med Mia Lyngø Rasch er han nemlig ofte med i baggrunden.
Du kan gense 'Kærlighed hvor kragerne vender' på TV 2 Play.