Eurovision

Danmark flopper - misser finalen ved Eurovision

Det er tredje år i træk, at Danmark ikke går videre fra Eurovision-semifinalen.

Danmarks Eurovision-håb, Reiley, formåede ikke at kvalificere sig til lørdagens finale.

Eurovision-semifinalen blev dermed for tredje år i træk endestationen for det danske bud, der ikke kom i top-10 blandt de 16 deltagerlande.

Dermed skal vi helt tilbage til 2019 for at finde Danmark i en Eurovision-finale, da showet blev aflyst i 2020 på grund af coronapandemien.

Det er skuffende, at Danmark igen ikke er repræsenteret i Eurovision-finalen

Peter Emmike Rasmussen, oddsansvarlig Danske Spil

Peter Emmike Rasmussen er oddsansvarlig ved Danske Spil og har fulgt Eurovision tæt de seneste 20 år – således også torsdagens semifinale.

For ham var det forventet, at den færøske sanger Reiley ikke kunne kvalificere Danmark til finalen med sangen 'Breaking My Heart'.

- Vi var ikke imponeret over Reileys vokal, og det blev afgørende, da hans sceneshow samtidig var yderst minimalistisk, siger Peter Emmike Rasmussen og uddyber:

- Det er skuffende, at Danmark igen ikke er repræsenteret i Eurovision-finalen. Noget skal tænkes anderledes i forhold til, hvad vi sender til Eurovision.

Ulempe at synge først

Den oddsansvarlige forventede på forhånd en svær semifinale for Danmark, og det skulle vise sig at holde stik.

Reiley med det borgerlige navn Rani Petersen var den første deltager på scenen ved torsdagens Eurovision-semifinale i Liverpool.

Det var ifølge den erfarne oddssætter en klar ulempe, da seerne først kunne stemme, efter alle 16 lande havde været på scenen.

- I år var en speciel situation, for det var udelukkende seerne, der kunne afgøre skæbnen for semifinalelandene i modsætning til tidligere år, hvor der har været en jury inde over afgørelsen, pointerer Peter Emmike Rasmussen.

Danmark var af oddssætteren vurderet som den 12. bedste sang ud af de 16 deltagende lande i den anden Eurovision-semifinale.

Ifølge oddssætteren var 8 af de 16 lande i torsdagens semifinale "meget sikre" på en finaleplads.

- Det efterlod Danmark i en svær situation, som ikke blev bedre af, at både Albanien, Estland og Island gjorde det bedre end forventet, siger Peter Emmike Rasmussen.

Fra torsdagens semifinale gik Albanien, Cypern, Estland, Belgien, Østrig, Litauen, Polen, Australien, Armenien og Slovenien alle videre til finalen.

En stjerne på de sociale medier

I år kunne seere fra hele verden stemme med i Eurovisions grandprixapp, men det formåede Reiley altså ikke at drage fordel af.

Reiley er en stor stjerne på de sociale medier.

På TikTok har den færøskfødte sanger mere end 11 millioner følgere, og 339.000 følger ham på Instagram.

Finalen afvikles lørdag 13. maj fra klokken 21.

Her deltager i alt 26 lande.

De 20 lande, som kvalificerede sig fra de to semifinaler, heriblandt tre nordiske lande. Forhåndsfavoritten, Sverige, samt Finland og Norge.

Desuden var 'the big five' – Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien – samt sidste års vinder, Ukraine, på forhånd sikret en plads i finalen.