Underholdning

Her er anmeldernes dom over dansk Netflix-serie om sygeplejerskesagen

Serien er baseret på den virkelige historie om den danske sygeplejerske, der i 2017 blev dømt for fire drabsforsøg.

De danske anmeldere er overodnet set begejstrede for den seneste danske Netflix-serie, 'Sygeplejersken', der har premiere på streamingtjenesten torsdag.

Serien er baseret på den virkelige sag om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der er dømt for fire drabsforsøg mod patienter på sygehuset i Nykøbing Falster, hvor hun var ansat.

Miniserien på fire afsnit er skabt af holdet bag den populære Netflix-serie 'Kastanjemanden' og er baseret på bogen 'Sygeplejersken' af Politiken-journalist Kristian Corfixen.

Anmelderne kalder serien, der har Josephine Park og Fanny Louise Bernth i hovedrollerne, for 'bingeværdig', 'velspillet' og 'sobert uhyggelig'.

En enkelt anmelder peger dog på "et stort problem".

Et enkelt problem

Mediet Soundvenue giver serien fem stjerner og skriver, at den er "afsindigt bingeværdig", og at det er 'Sygeplejerskens' store styrke, at den er fortalt fra Christina Aistrup Hansens kollega Pernille Kurzmanns synspunkt. Dermed er man som seer med til at observere den morderiske sygeplejerskekollega udefra.

Politikens anmelder giver fire hjerter og skriver, at 'Sygeplejersken' behandler den virkelige sag med en enorm "ordentlighed", som anmelderen dog mener stækker seriens dramatik.

- Spørgsmålet – måske et vovet spørgsmål – er, om man har behandlet det for ordentligt? Har man været så nervøs for at lave unødigt drama og slikguffende familieunderholdning ud af den virkelige historie, at man er blevet bange for dramaformatets egen skygge?, skriver Politiken.

Sygeplejerskesagen kort

Christina Aistrup Hansen blev anholdt 1. marts 2015 efter en nattevagt på det lokale sygehus, hvor flere patienter var døde.

I løbet af natten mente hendes kollega Pernille Kurzmann Larsen at have overrasket sygeplejersken i færd med at forgifte en af patienterne. Derfor valgte hun i samråd med sin kæreste, overlæge Niels Lundén, at alarmere politiet, som valgte at anholde og varetægtsfængsle Christina Aistrup Hansen.

24. juni 2016 falder dom i sagen ved Retten i Nykøbing Falster – den tiltalte bliver idømt fængsel på livstid for blandt andet tre drab og et drabsforsøg. Sagen ankes på stedet.

Usikkerhed om medicinmængder betyder, at Østre Landsret 17. maj 2017 ændrer dommen mod sygeplejersken. Landsretten frifinder den 32-årig sygeplejerske for drab, men dømmer hende i stedet skyldig i fire drabsforsøg.

Avisen Danmarks anmelder skriver, at serien "brillerer med flotte skuespilpræstationer" fra hovedrolleindehaverne Fanny Louise Bernth, Josephine Park, Peter Zandersen og Dick Kaysø og giver ligeledes fire stjerner.

Berlingske, der også giver serien fire stjerner, mener, at serien er "sindigt, omhyggeligt og grundigt fortalt" af serieskaberen Kasper Barfoed. Men anmelderen mener dog, at det er seriens problem, at den ikke besvarer et centralt spørgsmål.

- I det hele taget har man en følelse af, at den kendsgerning, at serien baserer sig på en journalistisk redelig kortlægning af virkelige hændelser, kommer til at stå i vejen for det, der kunne være allermest interessant at give et bud på: Hvorfor gør hun det, hun gør?, skriver Berlingske.