TV 2 Echo

Fra 'Singleliv' til flexjob – sådan går det de tidligere realitystjerner i dag

Se før og efter-billederne af 00'ernes store tv-personligheder.

Sidney Lee brændte sig hurtigt fast i danskernes bevidsthed, efter han dukkede op på realityskærmen med sin ikoniske røde bandana, accent og selvbruner.

I den nye TV 2-dokumentar om Sidney Lee kommer danskerne helt tæt på den nu afdøde realitystjerne.

Men selvom han bliver kaldt kongen af reality, er han langt fra den eneste realitystjerne, der brød igennem i 00'erne.

TV 2 har talt med fem af datidens profiler for at høre, hvordan det går dem i dag.

Rasmus Billing Birnbaum, Singleliv 2007-2015

Måske vækker navnet Rasmus Billing Birnbaum ikke den store genklang. Men de fleste, der så tv i 00'erne, vil formentlig vide, hvem ”numse-Rasmus” er.

Begge navne refererer til den i dag 48-årige tidligere realitystjerne, der blev kendt for at medvirke i næsten elleve sæsoner af programmet ’Singleliv’. Her ytrede han blandt andet, at han foretrak piger med store numser og kvindelige former. Deraf kom kaldenavnet.

- Jeg har fået det her prædikat ”numse-Rasmus”. Det kan jeg ikke ændre, og det er blevet en del af mig, siger Rasmus Billing Birnbaum.

Selvom han accepterer det, har kaldenavnet også haft en bagside. Det mærkede Rasmus Billing Birnbaum især, da han var på jagt efter et flexjob.

- Der er altid nogen, der har fordomme om dét, de har set, hørt eller læst, siger Rasmus Billing Birnbaum.

I dag arbejder han i flexjob, og han fortryder ikke sin reality-medvirken. For ham var det en fantastisk tid med fest og farver, og han fik mulighed for at prøve sig selv af.

For ti år siden var det ifølge ham selv ”let at lave damer”. I dag er det noget sværere.

Rasmus Billing Birnbaum er stadig single, men drømmer fortsat om en fast partner.

Mange holder bare kæft om ensomheden

Rasmus Billing Birnbaum

For selvom der ikke er mange, der ifølge ham taler om det i realitybranchen, fylder ensomheden hos ham.

- Mange holder bare kæft om ensomheden, selvom det egentlig er på grund af reality, at folk som mig er ensom, siger han.

I adskillige år har han holdt sig fra skærmen, men han er ikke afvisende overfor at medvirke i fremtidige realityprogrammer som ’Over Atlanten’ eller ’Big Brother’.

Med årene er han med egne ord blevet mere rolig og voksen, men der er alligevel stadig en ”vildbasse” gemt i ham.

Joy K. Petersen, Mig og min mor 2011-2014

Joy K. Petersen tænker tilbage på en ung og naiv udgave af sig selv, når hun skruer tiden tilbage til 2011. Her medvirkede hun for første gang i realityprogrammet ’Mig og min mor’ på Kanal 4.

- Vi blev klippet sammen på en måde, der gav seere. Jeg kunne godt genkende dele af mig selv, men jeg fremstod som den sjove og dumme Joy og ikke andet, siger Joy K. Petersen.

I dag bliver den 34-årige Joy K. Petersen sommetider mødt af folk, der fortæller, at hun virker anderledes i virkeligheden end på tv. Det skyldes ifølge hende selv også, at hun er blevet mere moden med årene.

Jeg fremstod som den sjove og dumme Joy

Joy K. Petersen

Som 21-årig tænkte hun ikke over konsekvenserne ved at medvirke på tv. For selvom skærmtiden har medført fede muligheder som rejser og sponsoraftaler, har det også været hårdt.

- Jeg har den dag i dag svært ved at åbne mig, fordi jeg ikke ved, om nye mennesker vil være venner, fordi jeg er Joy, eller fordi jeg er hende fra tv, siger hun.

Alligevel tænker Joy K. Petersen tilbage på en tid, som hun ikke ville have været foruden. Men hvis hun stod med samme viden, som hun gør i dag, ville hun have takket nej til reality-tilbuddet.

På skærmen blev hun i årene efter 2011 landskendt med sin mor Mia på sidelinjen. I dag er hun selv alenemor til sin knap toårige datter.

Walid Bechara, Kongerne 2011-2015

Walid Bechara blev kendt som ”knaldperlen” og medvirkede i realityprogrammet ’Kongerne’ på Kanal 5. Programmet fulgte otte unge mennesker fra det danske festmiljø, mens de festede i en række danske byer.

Walid Bechara tænker i dag tilbage på en sjov og vild tid med reality.

- Mange ville under optagelserne hen for at tage billeder, så jeg fik en bodyguard, der hev folk væk, så jeg kunne lave fjernsyn, siger han.

Walid Bechara siger, at han følte, at han kunne være hundrede procent sig selv på skærmen. Han blev da også netop kendt for sine meget bramfrie kommentarer på tv.

Blandt andet når han sad i en jacuzzi med en dame under hver arm i Marienlyst og ytrede ting på skærmen som ”min pik er håå-ård”.

Walid Bechara tror ikke, at han ville kunne være ligeså åbenmundet, hvis programmet skulle optages i dag.

- Det er sindssygt svært at skille sig ud på tv i dag. Der bliver lagt et filter på folk, der gør det svært at se, hvem de i virkeligheden er, siger Walid Bechara.

Konsekvensen er ifølge ham kedeligere og ligefrem identitetsløst reality.

Det er sindssygt svært at skille sig ud på tv i dag

Walid Bechara

Walid Bechara bliver stadig genkendt på gaden, og unge prikker ham på skulderen og siger ting fra realityprogrammerne som ”fedt mand, spa”.

Siden sin sidste tv-optræden i 2014 er Walid Bechara blevet far til en søn. Det har dog ikke gjort ham kedelig at være alenefar, pointerer han.

- Jeg har også tid til at have det sjovt. Er jeg i byen og gerne vil score en pige, spørger jeg stadig bare, om hun ikke vil have noget pik, siger Walid Bechara.

I dag er Walid Bechara autolakerer og har på ingen måde fortrudt sin realitymedvirken.

Sy Lee Starlight, Fristet 2011 og Divaer i junglen 2012

Sy Lee medvirkede i 2011 i det helt nye tv-koncept ’Fristet’ på TV3. Her skulle deltagerne udfordres og teste deres grænser.

Samme år var han på optagelse til et helt andet reality-koncept, ’Divaer i junglen’.

Jeg har til tider haft følelsen af, at jeg fortryder, at jeg fucking lavede reality dengang

Sy Lee

Når Sy Lee tænker tilbage på sin realitytid, er det med blandede følelser. På den ene side har skærmtiden medført mange gode oplevelser, som han ikke ville være foruden. Og han følte sig frigjort, når han stod letpåklædt på skærmen og turde skille sig ud fra mængden.

På den anden side har reality også været hårdt for ham mentalt, siger han.

Sy Lee ønsker ikke at italesætte sin alder i dag, men fortæller, at han som ung stadig var i gang med at finde sig selv og opdage, at han seksuelt var til både mænd og kvinder.

- Jeg har til tider haft følelsen af, at jeg fortryder, at jeg fucking lavede reality dengang, siger Sy Lee.

I hvert fald fortryder han, at han gjorde det i så ung en alder. Det var for ham overvældende at gå fra almindelig og ukendt til et ganske velkendt realityansigt, siger han.

Han fortæller, at han siden har døjet med både psykiske problemer og depressionstanker.

I dag står han dog et helt andet sted i livet og har på mange måder bearbejdet sin fortid.

Sy Lee arbejder som radio- og podcastvært og føler, at han har opnået anerkendelse fra sine omgivelser.

Men han har også følt, at han som eks-realitystjerne netop har skullet kæmpe hårdere end andre for at bevise sit værd.

Pil Kragenskjold, Big Brother 2001

I 2001 blev Big Brother rullet ud i Danmark. Et realityformat var født, og en af deltagerne var den dengang 31-årige Pil Kragenskjold.

Hun var psykologistuderende og syntes, at eksperimentet var både spændende og interessant. At sætte ti mennesker sammen under samme tag uden noget forudgående kendskab til hinanden.

Vi blev jo kendt for at være os selv på tv

Pil Kragenskjold

Selvom reality dengang på ingen måde var en kendt genre, afvejede hun både fordele og ulemper ved at medvirke.

Programmet endte med at blive større, end hun og de andre deltagere havde regnet med eller kunne forudse.

- Andre var kendte for at spille musik, lave skuespil eller havde et andet talent. Vi blev kendte for at være os selv på tv, siger Pil Kragenskjold.

Hun tror, at det gjorde, at folk ikke havde en distance til dem. Danskerne følte derimod, at de kendte dem mere personligt, fordi de havde set dem på skærmen.

I tiden efter ’Big Brother’ råbte fremmede hendes navn på gaden og opsøgte hende i både supermarkedskøen og hjemme på hendes private adresse.

Men Pil Kragenskjold har på ingen måde fortrudt sin første tv-medvirken.

I dag er Pil Kragenskjold 55 år og har fundet sammen min sin gamle ungdomskærlighed. Hun har to børn, sin egen praksis som psykolog og hypnotisør og har trukket sig helt ud af rampelyset.

Se det nyeste afsnit i dokumentaren om Sidney Lee på TV 2 Play.

Du kan også høre familie og venner fortælle endnu mere om realitystjernens liv i Echo Dox-podcasten 'Sidney Lee - min historie', som kan høres alle de steder, du ellers hører podcast.