Dramatisk ændring undervejs - sådan stemte danskerne i 'X Factor'-finalen
ROSÉL vandt ’X Factor’ med 54 procent af stemmerne. Men Sigalaz vandt første runde.
Vinderen af ’X Factor’ 2023 hedder ROSÉL, men det var uhyre tæt. Faktisk vandt Sigalaz første del af finalen.
Det viser seernes stemmetal, som TV 2 har offentliggjort efter finalen.
Det hele blev afgjort over to omgange.
Først valgte seerne blandt de tre finalister. Og her fik Sigalaz flest stemmer med 39,57 procent af stemmerne, mens ROSÉL fik 37,53 procent af stemmerne. Theodor blev nummer tre med 22,9 procent.
Vandt med 53,92 procent af stemmerne
Dermed skulle vinderen af 'X Factor' findes mellem ROSÉL og Sigalaz. De skulle begge fremføre deres vindersang foran et fyldt Arena Randers.
ROSÉL sang ’Jeg er almindelig’, mens Sigalaz sang deres sang ’Let’s go’.
Og det vendte seernes gunst. Efter de to sidste sange fik ROSÉL nemlig flest stemmer.
ROSÉL fik 53,92 procent af stemmerne, mens Sigalaz fik 46,08 procent.
- ROSÉL har hele vejen igennem 'X Factor' imponeret både dommere og danskerne med deres flotte og stilsikre performances. De har masser af 'X Factor', synger vidunderligt, siger Dorte Borregaard, TV 2s underholdningsredaktør efterfølgende.
Hun fortsætter:
- Det er så velfortjent, at de to kæmpetalenter løber med sejren i aften – i et virkelig hårdt felt med nogle fantastiske finalister.
Favorit blev nummer tre
Op til finalen var theodor favorit hos bookmakerne. Foran ROSÉL og Sigalaz. Men odds var meget tæt. Samtidig har det været en sæson præget af store overraskelser. Fra start havde bookmakerne nemlig Kristoffer Lundholm og Nambahlou som favoritter. Siden overtog Clara Nedergaard favoritrollen hos bookmakerne.
Inden af de tre finalister nåede undervejs i farezonen. Det er ulig sidste sæson,. Hvor både nr. 2 Kári og nr. 3 Tina måtte i farezonen undervejs, inden Mads Moldt blev den endelige vinder.
Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY.