X Factor

Så stor bliver 'X Factor'-finalen – flere tusinde publikummer og danske stjerner på scenen

Finalen bliver med stjerner som Scarlet Pleasure og Andreas Odbjerg på scenen. Og så er det sidste gang, vi ser Sofie Linde i 'X Factor'-regi.

Theodor, Sigalaz og ROSÉL.

Det er årets finalister i ’X Factor’. Og fredag aften afgøres det, hvem der bliver den 16. danske vinder af det populære underholdningsprogram.

For første gang i fire år bliver finalen afholdt uden for de vante rammer i ’X Factor’-studiet i Brøndby. Det bliver nemlig Arena Randers, der lægger hus til.

- De sidste tre år har coronapandemien haft indflydelse på vores finaleplaner, men nu kan vi endelig igen planlægge en kæmpe finale, fortalte Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2, tidligere på året, da det blev offentliggjort.

Arena Randers er udsolgt, og der forventes omkring 3500 tilskuere. I det normale studiet er der kun plads til 550 tilskuere.

Der har også tidligere været tradition for at skrue op for ’X Factor’-showet, når vinderen skal findes.

I løbet af programmets 11 sæsoner på DR har finalen flere gange været afholdt i Parken og i Jyske Bank Boxen. I 2019, da programmet rykkede til TV 2, blev finalen afholdt i Horsens.

Store navne på plads

De tre finalister skal på scenen to gange, inden feltet reduceres til to. Hvorefter seerne skal kåre den endelig vinder.

Den ene af gangene bliver det sammen med en kendt dansk kunstner eller band. Det afsløres fredag, hvem det er.

Derudover kommer der også gæsteoptrædener fra tre store danske popnavne: Andreas Odbjerg, Ida Laurberg og Scarlet Pleasure.

For Andreas Odbjerg er det noget helt særligt at optræde i 'X Factor':

- 'X Factor' har på mange måder et specielt sted i mit hjerte. Jeg stillede op i anden sæson og var ret tæt på at komme til liveshows - men endnu mere vigtigt fik jeg noget af den første anerkendelse fra en professionel del af branchen, fortæller Andreas Odbjerg.

Odbjerg var i øvrigt en del af holdet bag produktionen det sidste år Ankerstjerne var dommer. Derudover har han været forbi og optræde i programmet et par gange de seneste år. Blandt andet med ’I morgen er der også en dag’, som blev et kæmpe hit efterfølgende.

Fredag skal han optræde med sangen ’Smugryger’, mens Scarlet Pleasure optræder med deres nye nummer ’Pompeii’. Ida Laurberg går på scenen med nummeret 'Terrier', der hitter lige nu.

Farvel til Sofie Linde

Sofie Linde blev vært på 'X Factor' i 2016. Men fredagens finale bliver den sidste for hende. Tidligere i år annoncerede hun, at hun stopper som vært på programmet.

Dermed bliver det sidste gang, at vi ser hende i 'X Factor'-regi.

Tidligere har det været dommernes opgave at sende deltagere videre. Men i finalen er det udelukkende seerne, der har den fulde magt.

Først reducerer de feltet fra tre til to deltagere. Herefter nulstilles stemmerne, og de to resterende deltagere optræder igen, og så findes den endelige vinder af ’X Factor 2023’.

Finalen sendes fredag aften fra klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.