Ny Netflix-dokumentar sætter fokus på pornogigants største skandale
Dokumentaren fortæller historien om, hvordan Pornhub blev en gigant, og hvad der skete, efter at selskabet røg ud i en stor skandale.
I en undseelig bygning med en blank glasfacade i den canadiske by Montreal bliver det bestemt, hvad for noget porno, som hele verden ser.
Her har selskabet med det anonyme navn Mindgeek til huse, og de er blandt verdens største udbydere af internetporno.
Det er blandt andet dem, der driver hjemmesiden Pornhub.com, som er blevet så godt som synonym med internetpornoen selv.
Og netop Pornhub og det mystiske Mindgeek er temaet for en ny Netflix-dokumentar med titlen 'Money Shot: The Pornhub Story', der har premiere onsdag.
Filmen fortæller historien om, hvordan internetporno blev en gigantisk forretning og hvilke konsekvenser, det har haft.
Både for de sexarbejdere, der arbejder i industrien, pornoforbrugerne, og ikke mindst de mange, der har fået deres liv ødelagt af at blive delt uden samtykke på Pornhub.
Pornhub i negativt søgelys
Kvinden bag dokumentaren, instruktør Suzanne Hillinger, påbegyndte sit arbejde med dokumentaren kort efter, at avisen The New York Times i 2020 udgav artiklen 'The Children of Pornhub' (Pornhubs børn).
En række unge kvinder stod frem i mediet med fortællinger om, hvordan Pornhub nægtede at fjerne videoer af seksuelle overgreb begået mod dem som mindreårige, som florerede på hjemmesiden uden samtykke.
Kritikken, som artiklen affødte, fik i sidste ende Pornhub til at fjerne over 80 procent af deres videoer – nemlig alle dem, der var lagt op af ikkeverificerede brugere.
Det fik også både Visa og Mastercard til at stoppe samarbejdet med Pornhub, så betalingskortene ikke kunne bruges til betaling for videoer på sitet. Visa genoptog dog senere samarbejdet med Mindgeek.
Det var første gang, at jorden for alvor vaklede under Mindgeek.
Men hvad skete der så?
Det er det, som dokumentaren undersøger. For siden da har Mindgeek fået en række andre skandalesager på halsen. Blandt andet har mediet The New Yorker i 2022 afdækket, hvordan en række ofre for porno uden samtykke sagsøger Pornhub.
Et kompliceret spørgsmål
Selvom 'Money Shot'- dokumentaren udfolder de skandalesager, som Pornhub har på halsen, er dokumentaren dog ikke tænkt som en kritik af Pornhub eller porno som koncept.
I et interview med avisen The Guardian forklarer dokumentarens instruktør, Suzanne Hillinger, at filmen ikke blot handler om Pornhub men også om de sexarbejdere, der lever af platformen.
De mennesker, som rent faktisk tjener majoriteten af pengene for det her selskab, rammes hårdt, når platformene bliver boykottet af kreditkortselskaber, siger Hillinger.
- At fjerne kreditkortbetaling på Pornhub gør intet for at forebygge, at overgrebsmateriale bliver optaget og uploadet et andet sted, siger Suzanne Hillinger til The Guardian.
Et spørgsmål om moderation
Dokumentaren sætter desuden fokus på, hvordan Pornhub egentlig tjener sine penge.
Dokumentaren fortæller, hvordan Mindgeeks forretningsmodel ikke er meget anderledes end eksempelvis Metas og Googles, idet de samler massive mængder data om brugere og sælger reklameplads.
Derudover er det ifølge Suzanne Hillinger hendes pointe med filmen at stille skarpt på et problem, som hun ikke kalder et "et pornoproblem – men et internetproblem". Nemlig moderation af indhold.
Pornhub, Facebook og lignende tjenester, der agerer som platforme, hvor brugere selv lægger indhold op, betragtes i USA ikke som udgivere, da en lov fra 1996 slår fast, at en "interaktivt computertjeneste" ikke er ansvarlig for indhold leveret af tredjepart.
Og det, mener Suzanne Hillinger, er det egentlige problem, og altså ikke kun for Pornhub men for alle sider der opererer sådan.
For er man ikke ansvarlig for det indhold, man tjener penge på?
- Der er så meget, der skal gøres af de platforme, der er afhængige at brugergereret indhold for profit. Moderation er kompliceret, og der er brug for uddannede moderatorer, siger Suzanne Hillinger til Yahoo og tilføjer.
- Internettet er skabt af mennesker, og det er stadig mennesker, der skriver kode og laver software. Der må findes en sikrere verden, som vi kan få også uden at censurere.