Tre børns dystre skæbner skildres i Oscar-nomineret film – nu er der godt nyt
Ifølge den danske instruktør græd personalet på børnehjemmet, da han inviterede dem med til ceremonien i Los Angeles.
På en brun sofa i et børneværelse sidder en dreng og hans lillesøster.
De to børn befinder sig på et børnehjem i det østlige Ukraine. Kolja, som drengen hedder, har været ansvarlig for sig selv og sine to mindre søskende, fordi hans mor og stedfar har et alkoholmisbrug.
Han har stjålet mad og penge for at kunne få en hverdag til at fungere for dem, inden de begge havnede på børnehjemmet sammen.
Men nu er det slut.
Der er helt stille i rummet med undtagelse af lyden af gråd. For Kolja krammer sin lillesøster farvel.
Han er blevet flyttet til et andet børnehjem og skal skilles fra både hende og sin lillebror.
Imens tårerne triller, forsøger Kolja at trøste sin lillesøster.
- Der sker dig ikke noget. Det lover jeg, hvisker Kolja til sin søster, inden han kysser hende farvel.
Det er en af de triste børneskæbner, den danske instruktør Simon Lereng Wilmont har skildret i den Oscar-nominerede dokumentar ‘A House Made of Splinters’.
Historien om børnene er barsk, men det er også en vigtig historie, mener han.
For historierne om børnene på børnehjemmet viser, at der er håb – også efter at kameraerne slukkede, fortæller Simon Lereng Wilmont.
Der er nemlig godt nyt om Kolja og hans søskende.
Du lugter af alkohol, mor
Omdrejningspunktet for den danske dokumentarfilm er et børnehjem i det krigsramte Ukraine, hvor børn, der er blevet svigtet og forladt af deres forældre, får ophold og hjælp, imens myndighederne arbejder på at afgøre deres skæbne.
Den danske dokumentar er blevet nomineret til en Oscar med begrundelsen, at den “viser, hvordan den årelange krig i Ukraine har sat sig dybe spor og krævet sine ofre – især blandt børn, når familier splintres”.
Og det er netop det, der er sket for dokumentarens hovedpersoner – heriblandt Kolja og hans søskende.
I dokumentaren ser man mødet mellem børnene og deres mor på børnehjemmet.
- Du lugter af alkohol, hvisker Kolja til hende, da hun kommer for at besøge dem.
Hun har drukket en enkelt øl, forklarer hun og giver sine børn et kram. I omfavnelsen opdager hun, at Kolja har ar på armene.
Hendes dreng har skåret i sig selv.
- Det må du aldrig gøre. Jeg har brug for dig. Jeg kan ikke klare det alene. Jeg kan ikke undvære dig, siger Koljas mor til ham.
Hun kigger ham i øjnene. Han græder.
- Du er stor nu, så tør tårerne væk. Du er min store, lille mand. De andre er bare børn, men du er stor nu, siger Koljas mor til ham.
Det er sidste gang, at man ser mor og børn sammen i dokumentaren.
Efter besøget ophører kontakten mellem mor, børn og børnehjem – og Kolja ender med at blive sendt på et andet børnehjem uden sine søskende. Uden forklaring.
Kolja har fået nyt hjem
Efter at kameraerne slukkede, og filmholdet rejste hjem, blev børnehjemmet ifølge Simon Lereng Wilmont evakueret, og alle børnene blev kørt med tog længere ind i Europa.
Men der er også nyt om Kolja, der blev fjernet fra sine søskende.
Hans to søskende blev adopteret af samme familie, og ifølge Simon Lereng Wilmont har Kolja også fået en familie.
- For cirka halvanden måneds tid siden blev han faktisk også adopteret, og den nye familie er stærk og ressourcefuld, og de har lovet, at de vil gøre alt, de kan, for at genoprette forbindelsen til hans søskende, som han holder så meget af, fortæller Simon Lereng Wilmont.
Og det er netop det, Simon Lereng Wilmont mener, der er smukt ved filmen.
- Denne film kan bruges til noget positivt. Det er at hylde børns magiske evne til at indordne sig og finde ud af, hvordan man klarer tingene og række ud efter de meningsfulde ting i livet. Det er det, der giver håb i sidste ende, synes jeg.
Ringede til personalet
Børnene selv ved ikke, at de er blevet set af tusindvis af verden over, men det gør personalet på børnehjemmet.
Da nomineringen for bedste dokumentarfilm blev offentliggjort, ringede Simon Lereng Wilmont til personalet på hjemmet for at overbringe den glædelige nyhed, fortæller han.
- Vi fortalte dem, at vi faktisk gerne vil have dem med til Los Angeles til ceremonien. Der var de lige stået op og havde knap nok fået kaffe og sad i deres morgenkåber. De begyndte jo at sidde og græde af glæde, fortæller han.
Hvad ville det betyde for dem, hvis filmen vandt?
- Jeg tror, at de ville føle sig helt enormt stolte over at have været med i det her, og at deres historier kan rejse så langt og kan få så meget opmærksomhed, lyder det fra instruktøren.
Dokumentaren blev udgivet i Ukraine 9. marts, og Simon Lereng Wilmont har selv et håbefuldt ønske med filmen:
- Jeg håber personligt, at det kan føre til nogle ændringer og nogle forbedringer. Både i vores hovedpersoners liv, men selvfølgelig også i hele systemet og for de børn, som senere vil rejse ind i det her system, siger han.