Hun var 16 år og dansepige i Cirkusrevyen – her er hendes egne billeder fra en skelsættende tid
Zitta de Fries har både gode, lærerige og enkelte grænseoverskridende oplevelser med fra sin tid som dansepige på Cirkusrevyen i 1970'erne.
Zitta de Fries var bare 15-16 år, da hun første gang hørte om Cirkusrevyen.
Hendes veninde fra danseskolen skulle til en prøve som dansepige derude.
- Vil du ikke gå med mig? For jeg kan ikke lide at tage afsted alene, spurgte hun.
Og det ville Zitta de Fries gerne. Så kunne de prøve sammen.
Til prøven blev hun mødt af revyens koreograf Britt Bendixen.
Pigerne skulle danse til et stykke musik, og Zitta de Fries havde med sine kun 157 centimeter temmelig dårlige odds for at komme med i en gruppe, der helst skulle fremstå harmonisk i højden.
Men mens veninden fik ”farvel og tak”-prikket på skulderen, kom Zitta de Fries igennem nåleøjet og blev en af de otte nye dansere i Cirkusrevyen i 1975.
- Men jeg tør altså også godt sige, at jeg var en af de bedste, siger hun med et lille smil.
Veninden blev dog godt skuffet.
- Vi talte aldrig om det siden, siger Zitta de Fries i dag.
Talentfuld og speedsnakkende
Lyder historien om de to veninder til danseprøve genkendelig?
Så skyldes det måske, at du har set en lignende fortælling i ’Dansegarderoben’, hvor den talentfulde danser Joy næsten ved et tilfælde får plads på danseholdet.
Og Zitta de Fries, som selv var dansepige på revyen i netop 1970’erne, kan da også genkende dele af sin historie i Joy.
Ligesom hun kan se sig selv i flere af de andre piger.
Selv var hun dansetruppens talentfulde, hurtigtsnakkende og meget ambitiøse danser, der ville frem i verden.
For Zitta de Fries blev hendes medvirken i Cirkusrevyen skelsættende.
Det var en tid, der bød på et utal af gode og lærerige oplevelser, men hun husker også enkelte grænseoverskridende episoder.
Og da hun selv fik lov at stå i spidsen for revyen, besluttede hun sig for at lave om på især to ting.
Et rungende nej
Selvom Zitta de Fries kom gennem nåleøjet til revyen i 1975, var hun tæt på slet ikke at komme med.
Der opstod nemlig et stort problem.
Hun havde ikke fortalt sin far om optagelsesprøven, og det blev et rungende nej, da Britt Bendixen ringede og bad om hans tilladelse til, at hans 15-årige datter skulle medvirke.
Zitta de Fries var vokset op i en lejlighed i Brøndbyvester med sin hjemmegående mor og sin far, der var telefonmekaniker.
Hun havde danset og optrådt, siden hun var fem år.
Og som konsekvens heraf havde hendes far lagt væg til væg-gulvtæpper i hele lejligheden, så Zitta de Fries og hendes danseglade søster kunne danse rundt i hele lejligheden uden at genere underboerne alt for meget.
Men faren havde bare aldrig drømt om, at hans datter skulle gøre en karriere ud af de små dansetrin derhjemme. Også selvom hun havde optrådt med sin dans foran andre børn i årevis.
Nu stod han pludselig med Cirkusrevyens koreograf i røret og var meget skeptisk.
- Han forstod ikke rigtig, hvad det var. Jeg tror, at han synes, at det var svært og virkede usikkert, forklarer Zitta de Fries.
Og var der så ikke også noget med, at de der dansepiger var halvnøgne?
- Hr. Thomsen, det går ikke
Men Britt Bendixen var vedholdende.
Hun havde spottet et stort talent i Zitta de Fries og ville have hende med.
Derfor ringede hun til faren hele tre gange på en uge, fortæller Zitta de Fries.
- Hr. Thomsen, det går ikke. De kan ikke sige nej til hende. Det kommer de til at fortryde. De er nødt til at sige ja, havde hun sagt.
Til sidst gav han sig.
Men betingelsen var, at datteren tog sig en uddannelse og kunne få fri, hvis hun skulle til eksamen.
Zitta de Fries og hendes mor klarede den sag ved at slå op i bogen ’Hvad kan jeg blive?’ og finde den billigste og korteste uddannelse inden for hendes interessefelt.
Valget faldt på en ti måneders gymnastik- og idrætsuddannelse, som Zitta de Fries også fik færdiggjort.
Imens gik hun til prøver på Cirkusrevyen, som begyndte tre-fire uger før premieren.
Hun mødte op uden at have den fjerneste ide om, hvem Preben Kaas, Lily Broberg eller Jørgen Ryg var.
Ligesom hun ikke anede, hvordan man skulle lægge makeup, hvilket gav hende visse udfordringer, eftersom dansepigerne selv skulle købe og lægge makeuppen.
Det gik så dårligt, at en venlig og opgivende lysmand måtte hjælpe hende med øjenskyggen, fordi han var træt af at se på især et øje, der hele tiden voldte problemer.
I det hele taget var livet som dansepige på Cirkusrevyen i 1975 ikke prangende.
Det kom blandt andet til udtryk i løn- og arbejdsforholdene, som også er et tema for pigerne i ’Dansegarderoben’.
Ingen løn under prøverne
Perioden på de tre-fire ugers prøver inden premieren var ulønnet.
Herefter fik man 150 kroner per forestilling. Dengang var det dog intet problem for Zitta de Fries.
- Jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg anede slet ikke, at man fik penge for det. Jeg ville bare danse, siger hun.
Hun husker dog, at de mere erfarne dansepiger var ved at være trætte af ikke at få løn under prøverne og klagede over det. Og det blev da også ændret få år efter.
Men selvom Zitta de Fries var en novice ud i revylivet, lærte hun snart stedet og menneskerne derude at kende.
Hun husker tiden og miljøet som fantastisk.
- Vi var ligesom en stor familie, og der var plads til at være, hvem man var, og til at vise følelser, fortæller hun.
Selv var hun vokset op med, at de grimme følelser såsom vrede og sorg skulle pakkes lidt væk.
- Men man måtte godt være både vred, tosset og ked af det her. Jeg synes, at der var meget omsorg for hinanden, siger hun.
Også skuespillerne oplevede hun som omsorgsfulde.
Blandt andet teaterdirektøren Preben Kaas, der blev opmærksom på særligt et behov hos Zitta de Fries.
En hel kasse karameller
Hver eneste dag købte Zitta de Fries en pose guldkarameller i en slikkiosk, som hun spiste på revyen, men også delte ud af.
En dag ankom Preben Kaas og hans hustru Anne Mari Lie med en stor kasse fyldt med guldkarameller.
- Han syntes ikke, at jeg skulle bruge mine penge på det, siger hun.
Han skrev også flere søde kort til Zitta De Fries, hvor han blandt andet skrev, at ”nu havde han fundet ud af, at højden ikke havde noget at sige om ens talent”, husker hun.
I ’Dansegarderoben’ ser man, hvordan dansepigerne og deres kroppe bliver målt, vejet og kommenteret hæmningsløst.
Det er tematikker, som fylder meget i den offentlige debat i dag, men som Zitta de Fries ikke skænkede mange tanker dengang.
Også selvom hendes krop fik nogle kommentarer med på vejen.
Med lårene først
”Du går med lårene først, Zitta.”
”Du har meget større røv, end du har patter."
- Men jeg tog det ikke så nært. For det var jo rigtigt, at jeg havde større røv end patter, siger hun og trækker lidt på skulderen.
Til gengæld husker hun, at der var andre dansepiger, der syntes, at det var ubehageligt.
Det kunne også ske, at man fik et klask bagi, men Zitta de Fries husker ikke nogen konkrete situationer.
- Jeg havde en dejlig og sød kæreste, som jeg tog hjem til hver dag, så det rørte mig ikke rigtigt. Men jeg ved, at der var nogle, der var trætte af det, siger hun.
Der var dog én oplevelse på Cirkusrevyen, hun husker som krænkende.
Fra sexet til porno
Det skete til et pressemøde i 1976, hvor dansepigerne var klædt ud som dådyr.
Præcis som i serien blev de pludselig bedt om at stille sig med ryggen til fotograferne og bukke, så man kunne tage et billede af deres bagdele.
Hun husker ikke, hvem der fik ideen.
- Men det var slet ikke sjovt at stå der med numsen i vejret. Så gik vi fra det sexede og flirtende til noget, der mindede om porno, siger Zitta de Fries.
Endnu værre var det næste dag, da de otte bagdele blev smækket op på en dobbeltside i formiddagsavisen. Ved siden af hver numse stod der en lille beskrivelse af pigen.
”Zitta de Fries er gymnastiklærer og har en kæreste med en tankstation.”
Det ragede ikke nogen, syntes Zitta de Fries, og det føltes ubehageligt, at det stod ved siden at et foto af hendes numse.
Det var ude af kontekst.
Men på selve revyscenen generede det hende ikke at danse i bikinier, dådyrkostume eller anden minimal påklædning.
- Jeg ville bare gerne danse og optræde, siger hun med et drømmende blik i øjnene.
Det allerførste nummer, Zitta de Fries spillede med i, var sangen ’Hvad skal vi med kvinder’ – åbningsnummeret i revyen i 1975.
Hendes far fik sig til gengæld lidt af et chok, da han så sin datter på scenen første gang.
I åbningsnummeret skulle hun nemlig ligge mellem Jørgen Ryg og Preben Kaas med numsen ud mod publikum, mens hun rørte kælent ved dem.
Og det var måske lige præcis det, hendes far i nogen grad havde frygtet, da han sagde ja til, at hun måtte være med.
I hvert fald var det en lidt svær pille for ham at sluge.
- Dér måtte min mor tage fat i min fars arm. Han ville aldrig have lavet ballade, men hun kunne godt mærke, at han havde lyst til at gå, fortæller hun.
Imellem prøver og numre på scenen befandt Zitta de Fries sig i dansegarderoben med de andre dansere.
Og hvordan var der så i den ægte dansegarderobe?
En lussing
Ifølge Zitta de Fries var det nogenlunde, som man ser det i serien.
Det var et dejligt sted, men også lidt af en sprængfarlig cocktail at have otte dansepiger samlet i den lille garderobe, fortæller hun.
Der var både snak, grin, jalousi og diskussioner.
Zitta de Fries var selv lidt af et sludrechatol, der nogle gange glemte at bekymre sig om, hvorvidt andre gad høre det, hun havde at fortælle.
”Zitta, hold nu din kæft”, har Lisbet Dahl engang råbt tværs igennem garderoben til hende ifølge danseren.
Og hun har også en enkelt gang modtaget en lussing i sin tid i garderoben.
Hun husker ikke præcis hvorfor, men den kom fra en dansekaptajn.
- Jeg har garanteret lavet noget på scenen, jeg ikke måtte. Jeg prøvede hele tiden at gøre noget andet, fordi jeg syntes, at min ide var lidt federe, og det har sikkert været ret irriterende en gang imellem, siger hun.
Men efter en sæson på Cirkusrevyen modtog Zitta de Fries et brev, der så ud til at blive enden på hendes karriere som dansepige på revyen.
Brevet
Brevet kom fra Britt Bendixen.
I korte træk stod der, at de havde været glade for at have hende, men at de ville have otte lige høje dansere næste år.
Skuffelsen hos Zitta de Fries var stor. Men hun blev også trodsig.
Hun kendte de andre dansepiger, der skulle med til prøven, og hun fik dem til at fortælle hende præcis, hvornår den blev afholdt.
På prøvedagen dukkede hun op, stillede sig strategisk foran de piger, hun vidste, der var i spil som de nye, og ”gav den gas”.
Da hun var færdig og var på vej ud ad døren, sagde Britt Bendixen med et lidt opgivende støn:
- Årh, jobbet er dit.
Det var dér, at Zitta de Fries lærte, at det kunne betale sig at tage chancer, være fræk og lidt flabet.
Noget, hun har holdt ved lige siden.
Siden behøvede hun aldrig deltage i en audition til Cirkusrevyen igen, og det blev til seks spredte sæsoner som dansepige på revyen, indtil hun i 1984 selv blev tilbudt jobbet som koreograf.
Og så kom der helt andre boller på suppen.
Slut med interviews og bikini
For nu var det pludselig slut med letpåklædte dansepiger på scenen.
Selvom Zitta de Fries ikke selv følte det så generende at danse rundt i bikini på scenen, havde hun alligevel nået en grænse, fandt hun ud af.
- Jeg tror bare, at jeg havde fået nok, siger hun.
- Jeg havde fundet nogle virkelig gode dansere, og de skulle ses som det. Jeg synes, at danserne skulle have samme vilkår som skuespillerne, og de gik jo heller ikke rundt uden tøj på, siger Zitta de Fries.
Derfor kom der flotte jakker, glitrende hatte og andre kostumer i spil.
Selv da der skulle laves et Bollywood-nummer, fik pigerne stof på maven, så de slap for bart maveskind.
Instruktøren Tommy Kenter bakkede hende op hele vejen, så det var intet problem.
Og så nedlagde Zitta de Fries også veto mod interviews med dansepigerne, hvilket både kunne irritere direktøren og pigerne selv.
- Men de interviews handlede aldrig om andet end kroppe og lange ben, siger hun.
- Det handlede ikke om, at de var dygtige dansere, intelligente mennesker eller lægestuderende. Bladene skulle bare have nogle frække billeder, siger hun.
Årene som dansepige på Cirkusrevyen endte med at få en langt større betydning for Zitta de Fries, end hun nogensinde havde drømt om.
En gang revy ...
Det åbnede døre til et hav af jobs på musicals og andre revyer rundt om i hele landet.
Hun både dansede og koreograferede på blandt andet Aalborg, Aarhus og Odense Teater samt Det Kongelige Teater og var i en årrække fast koreograf på Østre Gasværk Teater.
I 2005 var hun koreograf på Nørrebro Teaters opsætning af ’Sommer i Tyrol’, der vandt en Reumert.
Men selvom hun elskede at være på teater og lave musicals, havde revyen altid en særlig plads i hendes hjerte.
- Teater er på mange måder en virksomhed. Revyen er impulsiv og kreativ. Der er ingen tekster, når man begynder. Det hele skal opfindes, og alt forandrer sig hele tiden. Alt opstår her og nu, siger hun.
Måske netop derfor sagde hun ja, da daværende Cirkusrevy-direktør Lisbet Dahl kontaktede hende og spurgte, om hun ville komme tilbage som koreograf på Cirkusrevyen i 2006.
Det blev til fem år derude.
Og det var en meget anderledes revy, Zitta de Fries kom tilbage til.
Større respekt
Cirkusrevyen var på sit absolutte højdepunkt med fulde huse sæson efter sæson.
Der var gode penge til danserne og en hel anden respekt, synes Zitta de Fries.
- Der var ikke længere en sexistisk tone, man talte ikke om tits and ass hele tiden, og man kunne heller ikke drømme om at klappe en dansepige bagi, siger hun.
På scenen var blandt andre Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Ditte Hansen, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard, som Zitta de Fries også oplevede havde en langt større respekt og interesse for danserne.
- Især Ditte havde stort fokus på danserne og dansegarderoben.
Og det var der måske en grund til.
I hvert fald blev Ditte Hansens spirende interesse for danserne som bekendt til en tv-serie, som hun i dag har lavet sammen med Louise Mieritz.
Men hvad synes dansepigen fra 1970’erne om serien?
Zitta de Fries er glad for, at der er kommet en serie om dansepigerne på Cirkusrevyen.
- Jeg er dybt taknemmelig for, at Ditte og Louise har vist os den respekt, siger hun.
For selvom hun mener, at dansere har fået bedre vilkår i dag, er der stadigvæk mange ting, der kan gøres bedre.
Der er både ting, hun kan genkende og ikke genkende. Men hun ser den først om fremmest som en serie, der har givet hende og dansepigerne en stemme.
En stemme, de aldrig rigtig har haft før.
Du kan se 'Dansegarderoben' søndag klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.