Det så du ikke på tv: - Jeg fik et chok
Clara Nedergaard var et kort sekund bange for, at det hele ville gå galt, da hun trådte op på scenen.
Under årets tredje ‘X Factor’-liveshow var en af deltagerne på usikker grund, da hun skulle træde op på scenen.
- Jeg var ikke lige forberedt på det. Jeg tror, jeg fik et chok, siger Clara Nedergaard.
Den 19-årige sangerinde skulle stå og synge på en såkaldt lagkage. Et rundt plateau i to niveauer, som normalt sidder fast i gulvet.
Men da hun trådte op, rullede lagkagen lidt, og den vågne seer hørte Clara Nedergaard sige “nej”, mens kameraet fokuserede på hendes dommer, Thomas Blachman, der smilende kunne se til, mens den unge kvinde fandt fodfæste.
- Man tænkte da lige: "Kommer det til at ødelægge det hele?", men det gjorde det så ikke, fortæller Clara Nedergaard.
Ingen nerver
Clara Nedergaard havde ellers ikke haft de store nerver på til aftenens show. Og selvom hun fik en lidt rullende start på showet, så mærkede Clara Nedergaard ikke noget til nerverne, fortæller hun.
Clara Nedergaard har uge efter uge klaret sig igennem uden at ryge i farezonen.
Efter hendes optræden fredag aften fik hun ros fra alle tre dommere. Især Simon Kvamm var begejstret.
- Jeg syntes, det var rigtig svinsk fedt at høre dig synge på dansk, sagde Simon Kvamm.
Også Kwamie Liv var begejstret. Hun havde siden første liveshow ventet på endnu et nærværende nummer. Og det fik hun fredag aften, da Clara sang sin version af John Mogensens 'Ensomhedens gade no. 9'.
- Tak for den her fortolkning, og tak for den her version. Rigtig fint, meget smukt, sagde Kwamie Liv.
Seerne var da også vilde med hendes præstation, og de stemte hende direkte videre til næste uge.
Dog måtte Henrik forlade showet, efter Blachman valgte at sende Kristoffer Lundholm videre.
Du kan se 'X Factor' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.