X Factor

Ung deltager helt uenig med Blachman – troede anderledes om "sådan en intellektuel mand"

I stedet for bandeord siger theodor for eksempel "shizzel".

Ordet “lort” var skiftet ud med “møg”.

Og “Dybbøl Mølle maler helt ad helvedes til” var blevet til “Dybbøl Mølle maler ikke som den skal”.

Deltageren theodor, der fremførte John Mogensens ‘Der er noget galt i Danmark’ i 'X factor' fredag aften, bruger nemlig ikke bandeord. Derfor var det velkendte hit støvsuget for ord, der ender i bandekassen.

Ifølge theodor “forurener” bandeord sproget. Og så er han vokset op i et hjem, hvor der ikke bliver bandet, så det har ikke været en del af hans ordforråd fra barnsben, fortæller han.

- Jeg er vokset op med det, så det har bare været naturligt for mig ikke at bande, siger theodor til TV 2.

Derfor har der heller ikke været behov for løftede pegefingre fra forældrene eller en bandekasse. Han “gør sig bare ikke” i bandeord, som han siger.

I stedet siger han ord som “shizzle”. For eksempel “shizzle, det var tæt på”.

Smitter det ikke, når du er sammen med kammerater eller i skolen, og de bander?

- Ikke når du har et princip. Så er det meget svært at ændre, forklarer theodor.

Blachman begræder valg

Efter theodors optræden sagde Thomas Blachman, at han er sikker på, at folk hjemme i stuerne tager imod theodors nulpolitik med kyshånd. Men dommeren selv begræder det.

- Jeg tror også, John Mogensen vender sig rundt nede i kisten. Er vi blevet så bornerte, eller hvad er der galt? lød det fra dommeren.

Han forelskede sig selv i John Mogensens bandeord som barn på grund af ordenes energi, og hvordan de kan sætte skub i en sætning.

- Selvfølgelig skal det ikke overgøres, men at fjerne det, er at fjerne sangen fra sig selv, sagde Blachman.

Den unge kunster er overrasket over Blachmans kommentarer.

Han havde nemlig regnet med, at “sådan en intellektuel mand” godt kunne se “det fede i, at en ung mand holder fast i et princip” om bandeord.

Kan du slet ikke følge Blachmans kritik?

- Jeg synes, det gør det mere powerful, at jeg kommer og siger, at jeg har et princip med, at jeg ikke bander, og at jeg kommer og tager en sang med mange bandeord. Så vil det give mere power.

Og det er ikke, fordi theodor har et håb om, at andre vil gå i hans fodspor. Han vil ikke preache, som han siger.

- Jeg har ingen problemer med bandeord, jeg gør mig bare ikke i det. Det er bare mig, det er bare theodor-pakken, siger den 17-årige sanger.

_

Du kan se 'X Factor' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.