X Factor

Stylist forvandler ’X Factor’-deltagere – se billederne

Intet er overladt til tilfældighederne, når deltagerne springer ud med nye looks på ’X Factor’-scenen. Se forvandlingerne her i artiklen.

Dommerne har deres visioner. Deltagerne deres personligheder.

Kulturen har sine modetendenser, og alle de ting skal makeupartist Nina Larsen forsøge at forene, når hun skaber det ene look efter det andet til ’X Factor’.

Hun er chef for hår og makeup på underholdningsshowet, og hun har fulgt alle de medvirkende siden efteråret. På den måde har hun et indblik i deltagernes personligheder, og det skal hun bruge til at skabe noget autentisk, der samtidig passer godt til et stort og festligt tv-show.

Overordnet set er 00’erne og 90’erne store inspirationskilder inden for moden lige nu, og de tendenser bruger Nina Larsen og hendes team flittigt.

Hun fører en "look-bog" for hver af deltagerne, hvor hun noterer alt fra korrekte produkter med den ønskede effekt og kvalitet, til farver, inspirationsbilleder og nøgleord.

Dermed bliver det en slags manual, som alle kan følge, så alting ser rigtigt ud, når deltagerne begynder at gå på scenen fredag aften, efter at klokken har passeret 20.00.

Herunder kan du selv se udviklingen af deltagerne, når billeder, der er taget ved deres audition i efteråret 2022 bliver sat over for billeder taget til deres første liveshow.

Clara Nedergaard: Med 'ingen makeup'-makeup

Looket til Clara Nedergaard afspejlede to ting, forklarer Nina Larsen.

For det første var det tro mod sangerindens naturlige skønhed, da hun havde makeup på, men på en meget diskret måde.

Tendensen kaldes ’no makeup’-makeup, og fokus i Clara Nedergaards tilfælde var at fremhæve øjenbryn, øjenvipper og hår.

For håret afspejlede nemlig en anden tendens, der trækker på inspiration fra 1990’ernes store supermodeller såsom Claudia Schiffer med en superføntørring, der giver et stort og flot hår.

- Der ligger meget personlighed i Claras fantastiske, røde hår og naturlige næsten gennemsigtige hud. Det dyrkede vi rigtig meget i hendes look, hvor vi får meget foræret, fordi hun er så naturligt smuk, fortæller Nina Larsen.

Theodor: Original og underspillet skater

Nogle gange sker det, at Nina Larsen får en deltager imellem hænderne, der er så original i sit udtryk i forvejen, at hun vælger at bevare det.

Det er tilfældet med Theodor, der kun lige havde fået studset grydefrisuren, som hans mor har klippet på ham derhjemme, fortæller Nina Larsen.

- Grydefrisuren er gået hen og blevet lidt en trend igen. Den var meget udbredt i 1990’erne og er begyndt at vende tilbage i forskellige variationer med lidt mere finesse, siger hun.

Hun valgte at bevare Theodor, som han er, indtil videre, hvor håret er hans varemærke, og så leder han Nina Larsens tanker hen på skaterne i Tune på Sjælland, hvor hun selv voksede op.

- De havde alle sammen Ball-trøjer og grydeklip dengang, og det valgte jeg at bruge til Theodor, så han blev den der lidt underspillede skater, siger hun.

Nambahlou: Emmer af indre rock-chick

Til det første liveshow har Nambahlou fået en større makeover. Det skyldes blandt andet, at hendes indre rock-chick skulle skinne mere igennem på scenen, forklarer Nina Larsen.

- Visuelt er det mere markant, det er et showlook. Hun skiller sig meget mere ud nu, og det har været vigtigt at personliggøre den indre rock-chick, som hun jo emmer af, siger hun.

Den helt store forvandling lå i håret, hvor Nambahlou fik fletninger, som ifølge Nina Larsen var essensen af hendes look, der samtidig giver hende mere personlighed.

Kombineret med de mange stærke farver, der gik igen i håret, eyeliner og neglelak, passede det godt til den retning, hun skal gå rent musikalsk, forklarer Nina Larsen, men det er ikke nogen garanti for, at hun ikke kommer til at ændre look igen undervejs.

ROSÉL: Et power-koncept til fingerspidserne

Når Nina Larsen tænker på ROSÉL, så dukker der ord op som ”dualitet”, ”power” og ”konsekvens”. Det var lige netop nogle af nøgleordene for det show, duoen leverede i fredagens premiere.

- Det er virkelig et power-koncept til fingerspidserne. Fra hår til tøj og makeup er man ikke i tvivl om, at der er tale om et show, og man kunne godt se, at Simon Kvamm stod bag. Dommerne tager jo også sig selv med ind i de her looks, forklarer Nina Larsen.

For at skabe det fuldendte udseende til ROSÉL gik Nina Larsen og hendes team meget grafisk til værks med at understrege dualiteten. Derfor havde sangerinderne ens tøj på, den samme makeup, det samme hår, solbriller og neglelak.

- Neglene var hvide for at skabe en helhed med de hvide solbriller, når de rørte ved dem. Der var tænkt over hver enkelt ting, siger Nina Larsen.

ROSÉLs look trak på inspiration fra 1990’erne, hvor der også var en tendens til, at tøjfarver og makeupfarver matchede hinanden.

Kristoffer Lundholm: Mere blød og mere makeup

Ved at trimme skægget og håret og tilføre mere makeup fik Kristoffer det, som Nina Larsen kalder et mere blødt look, end han havde tidligere.

For at få den helt rigtige grunge-stil frem, da Kristoffer stod under rindende vand på scenen og sang, brugte Nina Larsen en special effects-makeup, forklarer hun.

Makeuppen skulle løbe som tårer under vandet, og det var med til at fortælle en samlet historie i Kristoffers sceneshow, lyder det.

- Ligesom med ROSÉL var der et fuldt koncept bestående af scene, belysning, tøj og makeup. Kristoffer vil rigtig gerne prøve nogle ting af, og det lytter man til, siger Nina Larsen.

Makeup er et element, som Kristoffer gerne vil bruge i sine optrædener, og derfor arbejder chefstylisten med maskuline makeuptendenser til ham.

Sigalaz: Farverige print og special effects

Duoen er en meget sporty duo, da de to brødre dyrker atletik på højt niveau.

Stylingsmæssigt kom det til udtryk i tøjet ved, at det, ifølge Nina Larsen, er "legende" med masser af print og farver.

For at understrege det aktive, og fordi Sigalaz var meget aktive på scenen under deres optræden, havde deres dommer Thomas Blachman ønsket, at Nina Larsen brugte en særlig makeup.

Det skulle være en makeup, der fik deres hud til at skinne og se blank ud, forklarer hun.

- De er ekstremt sporty, i virkelig god form og meget smukke i sig selv, så det er en meget organisk og levende styling, man er gået efter i deres tilfælde, lyder det fra Nina Larsen.

Rosita: Med babyfletninger og vintagelook

Nina Larsen synes, at Rosita har en meget elegant og eksperimenterende personlighed. Derfor valgte hun at dyrke et vintagelook til hende, forklarer chefstylisten.

Ligesom med Clara Nedergaard havde Rosita også den såkaldte ’no makeup’-makeup, og der var lidt 1970’er-vibes over hende, imens håret var inspireret af en vaskeægte 1990’er-tendens.

For de to små fletninger kalder man baby-braids, og det var noget man så meget af i 1990’erne, fortæller hun.

- Men jeg synes helt klart, at man overordnet kan kalde Rositas look for et vintage-inspireret look, hvor vi har lånt lidt fra forskellige årtier, fortæller Nina Larsen.

- Hun er jo meget kunstnerisk og boheme. Hun har kant, og hun er sjov på sin egen kunstneriske måde, tilføjer hun.

Henrik: Folkelig og tillidsvækkende

En af de musikgenrer, som Henrik er rigtig glad for at lytte til, er countrymusik, hvilket gik igen i det nummer, han optrådte med til premieren på ’X Factor’-liveshows.

Der er ikke valgt at gøre det helt store nummer ud af Henriks makeover, forklarer Nina Larsen, hvorfor man kun har studset ham lidt, så han fik et mere country-agtigt look over sig.

- Han er folkelig, tillidsvækkende og han er virkelig hyggelig, så der har ikke været den store makeover, andet end det, der ligger i tøjet, der var pænt til hans ansigt og blev holdt helt i sort, siger Nina Larsen.

Se ’X Factor’ fredag på TV 2 klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY her