Petra slukker strømmen

Da familien slukkede for strømmen, opstod uventet udfordring

Det er ikke utænkeligt, at vi skal undvære strøm i op til to timer ad gangen i fremtiden, oplyser Energistyrelsen.

Tv-vært Petra Nagel talte ned.

”Tre, to, en”.

Og så blev alt sort. Strømmen forsvandt. Ingen tv, ingen lys. I det hele taget ingen mulighed for at bruge en stikkontakt i villaen i Valby.

Sådan begyndte tv-eksperimentet ’Petra slukker strømmen’ for Petra Nagel, hendes mand Asbjørn Munk og deres to børn Pelle og Rosa, der i 20 dage i november undværede strøm.

Det gjorde de, fordi det ikke længere er utænkeligt, at strømmen kan gå i de danske hjem. Helt almindelige elkunder kan opleve at få slukket for strømmen i op til to timer ad gangen.

Det var især en frygt i efteråret, da eksperimentet fandt sted. Her var der et stort pres på Europas energimarked, fordi Rusland skruede kraftigt ned for gassalget, og samtidig var det usikkert, hvor hård, kold og vindstille en vinter, vi ville få.

Heldigvis har vinteren været mild, og danskerne har været gode til at spare på strømmen.

- Derfor står vi et bedre sted, end vi frygtede for et par måneder siden, siger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Men stormen er ikke redet over.

Næste vinter står vi over for samme udfordring, hvis krigen stadig hærger, og vejret viser sig fra sin koldeste side.

Men hvordan klarer vi os, hvis strømmen forsvinder? Det satte Petra Nagel og hendes familie sig for at undersøge. Er vi helt på spanden? Hvad kan vi andre lære af dem?

Overlevelsesfasen

- Lige i starten var det sådan ”hihi, hvor er det sjovt og hyggeligt, at vi skal tænde nogle lys og sætte brændeovnen i gang”, fortæller Petra Nagel om de første timer i det strømfri hus.

Familien havde ikke forberedt sig inden eksperimentet, fordi de gerne ville gøre det så ægte som muligt. Så de var i skuffer og skabe for at finde det mest basale: lys, lighter, lygter og batterier.

Bagefter stod den på aftensmad. De havde rester af frikadeller og kartofler i køleskabet, som blev varmet ovenpå brændeovnen. Og så rykkede familien ellers sammen ved spisebordet ved de levende lys.

- Vi tog lige overlevelsesfasen først. Godt, vi tænder lys, finder mad, og så klarer vi den første aften, siger Petra Nagel.

Familien kunne stadig handle og tage på arbejde under eksperimentet, men al strømmen i hjemmet var demonteret af en elektriker – så der var ingen mulighed for pludselig at springe fra eller snyde.

Det skal du gøre

Norge har ligesom Sverige i flere år anbefalet borgerne at være beredte på krisesituationer såsom strømsvigt.

I Norge anbefaler myndighederne, at man kan klare sig selv med mad, vand og andre fornødenheder i 72 timer. I Sverige er det en uge.

I Danmark findes der ikke samme anbefalinger som i Sverige og Norge, oplyser Beredskabsstyrelsen til TV 2.

Men styrelsen opfordrer til, at man tager bestik af sin egen situation. Bor man for eksempel isoleret, bør man overveje at have lidt vand og mad på lager. Tilsvarende kan man overveje at have lidt ekstra medicin på lager, hvis man har behov for det, lyder det fra Beredskabsstyrelsen.

Kulde og mørke-fasen

På dag to i villaen i Valby stod det allerede klart, at familien manglede en del ting for at få hverdagen til at hænge sammen uden strøm. Og eksperimentet gik fra at være hyggeligt og spændende, til at alting bare virkede mørkt og koldt. Hverdagen meldte sin ankomst.

På en normal dag ville Petra Nagel stå op om morgenen, tage et varmt bad, tænde komfuret, tænde radioen og begynde at lave morgenmad.

Nu begyndte hun dagen med at tænde en petroleumslampe, hun havde stående på sit natbord. Så tog hun vintersokker, sutsko og striktrøje på. Så ned i køkkenet, tænde stearinlys, koge vand på en Trangia, hente mælk, ost og smør, der var gravet ned i en mælkejunge i haven, og forberede morgenmad. Imens kom Asbjørn ned med børnene og tændte brændeovnen.

- Det blev alt sammen meget hamsterhjuls-agtigt. Man havde hele tiden travlt med praktiske opgaver, fordi alting tog pludselig dobbelt så lang tid, siger Petra Nagel.

Det tog lang tid at varme huset op med brændeovnen. Det tog lang tid at lave mad. Der skulle vaskes op i hånden, og gulvet skulle fejes i stedet for at støvsuges.

- Asbjørn og jeg kunne godt kigge på hinanden og sige, ”vi har travlt hele tiden”. Og så sjovt er det heller ikke at sidde med pandelamper på, når man har prøvet det en gang, siger Petra Nagel.

Og fordi familien var presset af praktiske gøremål, var der ikke lige så meget plads til hyggelige ting. Tid til at tale sammen, værne om parfoldet eller reflektere over karriere.

- Vi grinte ikke så meget, fordi der var ting, vi skulle hele tiden. Og det kan godt virke som en hverdagsluksus, men det er vigtigt, siger Petra Nagel.

Her er fire anbefalinger

Energisstyrelsen råder ikke til at lave et have et nødberedskab af pandelamper, dåsemand og vand.

I stedet har styrelsen fire overordnede energispareråd, som danskerne bør huske på for at understøtte forsyningssikkerheden, så der er nok strøm til alle. De fire råd er:

  • Skru ned for varmen
  • Begræns brugen af varmt vand
  • Spar på strømmen - sluk for apparater, når de ikke er i brug, og for unødvendig belysning
  • Brug strømmen, når den er billigst

Mentale udfordringer

Men én ting var, at familien var udfordret af praktiske opgaver.

En anden ting var de mentale udfordringer som også pressede familien – og som de ikke havde forudset. Især mørket påvirkede Petra Nagel og Asbjørn Munk.

- Så tænder man et stearinlys, men det lyser kun op i en radius af 30 centimeter. Du skal bruge ekstremt mange stearinlys, for at der bare er lidt lys, fortæller Petra Nagel.

Samtidig var november måned, hvor eksperimentet fandt sted, mørkere end normalt. Det blev til blot 35,3 timers sol på landsplan. Det er noget under det normale for måneden, som lyder på 53,8 timer.

En weekend, hvor det var iskoldt, blå himmel og fuld sol, gik Petra Nagel en tur med sin etårige datter, Rosa, i barnevognen for at få hende til at sove.

Hun købte en kaffe to-go og satte sig på en bænk, mens solen ramte hende i ansigtet. Hun tog kameraet frem for at filme til tv-programmet og sige ”nu er solen her, og det er dejligt”.

Men i stedet blev hun overmandet af, hvor glad hun var for endelig at se solen, og tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.

- Jeg blev fyldt op med energi. Det gik op for mig, hvor vigtigt det er at have lys, forklarer hun.

- Det påvirkede også Asbjørn, uden at han vidste, hvad det var. Man når aldrig at tænke: ”Hvor er livet bare fedt”. Det får du måske momentvis, men der var bare langt imellem den følelse, siger Petra Nagel.

Læringsfasen

Først 20 dage efter at strømeksperimentet sluttede, begyndte Petra Nagel at se noget af det positive, der kom ud af det.

Nu ved hun i hvert fald, at hun ikke kommer til at stå som et ”totalt uforberedt privilegeret, hvidt menneske”, hvis strømmen forsvinder. Familien har en Trangia, de har pandelamper, og de har erfaring.

Og så ved hun, hvordan hendes familie reagerer, når de ikke har andet end hinanden. Når der hverken er radio, tv eller tablets til at distrahere.

Familien rykkede tættere sammen og brugte pludselig mere tid på Lego, puslespil og skovture.

- Jeg tror ikke, at vores børn ser mere skærm end nogle andre børn. Vores børn må godt se skærm, især når de kommer hjem fra børnehave. Men det kunne vi jo ikke under eksperimentet, siger hun.

Og når alt andet var skrællet væk, fandt de ud af, at de ikke manglede noget. Eller jo, livet er nemmere, når man kan tænde fjernsynet. Og det er sjovere, når man kan høre musik. Men familien behøvede faktisk ikke nogle andre ting.

- De tre uger var vi så afkoblede, det var helt klart godt for vores familie at finde ud af, at vi ikke behøver andet end hinanden, siger Petra Nagel.

- Men det er først nu, efter at eksperimentet er overstået, at jeg kan se det. Undervejs var det bare benhårdt.

Derfor anbefaler hun heller ikke andre at kaste sig ud i et lignende projekt. Men det var tankevækkende for hende at opleve, hvor meget strøm betyder – og hvor meget man bruger.

Og det er værd at tænke over, mener hun.

- Man kunne måske gøre sig en lille smule tanker om, hvor afhængig man er af strøm.

Efter denne artikels udgivelse har Sikkerhedsstyrelsen gjort TV 2 opmærksom på, at brug af trangia indendørs er farligt og ikke lovligt.