Stjerneinstruktør vil have os til at tale mere i biografen – her er danske filmfolks holdning

- Altså, jeg personligt får spat, hvis folk sidder og taler højt og knitrer med bolsjeposer under filmen. Jeg tysser på folk. Men jeg er også meget lydsensitiv.

- Det er en glimrende idé med forskellige visninger. Ligesom man har stillekupéer i togene. Jeg synes bestemt ikke, at man skal gøre det til et spørgsmål om, at de, der ønsker stilhed, skal blive hjemme. Nogle kan lide stilhed og andre larm. Der skal være plads til alle. For det er skønt at sidde i biografens mørke og opleve en film. Mennesker er forskellige, og det er kun noget godt.

- Jeg bliver glad, hvis folk ler højt der, hvor jeg prøver at være sjov. Men det er da irriterende, hvis folk bare sidder og snakker uafbrudt under en film. Om noget, der måske ikke angår filmen:

- Gud, er det ikke ham der fra den der film med ægget og hende der med sweateren? Eller var det Nikolaj Lie Kaas. Ej, hvor er han kommet til at se gammel ud. Gik du ikke på højskole med hans søster på et tidspunkt?

- Jeg elsker at arbejde med lyd og vil gerne have hele lydoplevelsen med selv, så jeg vil helst have, at der er stille i biograferne.

- Genrefilm er en undtagelse. Det kan være virkelig sjovt at grine sammen med hundredvis af mennesker, eller at folk råber, når en film er særlig teknisk brilliant.

- Jeg synes, at det er fint med babybio, strikkebio, sing-along og så videre, men jeg går ikke selv til de screeninger.

- Jeg vil bare gerne have, at de oplever filmene i en biograf. Hver gang, jeg tænker på de bedste film, jeg nogensinde har set, er det film, jeg har set i biografer.

- Mange biografgæster ville nok reagere negativt på højlydt samtale, der ikke vedrører filmen, eller hvis samtalen bestod af kvalificerede gæt på, hvem morderen er i krimien oppe på lærredet. Men jeg forstår godt, hvad det er, både Zara Larsson og Ruben Östlund efterspørger.

- I en tid, hvor mange af os apatisk sluger streamingserie efter streamingserie hjemme i sofaen uden nogen form for reflektion, så ville enhver samtale om kunsten være tiltrængt – uanset tid og sted.

- Hvis man virkelig vil sætte gang i samtalerne, så synes jeg da, at biograferne skal invitere en filmkritiker, en filmskaber eller begge dele ud for at introducere udvalgte visninger.

- Nogle gange kan ti minutters perspektivering af værket og skaberen bag klæde publikum på og give dem nogle værktøjer, der muliggør en større interaktion med filmen. Og fører det til samtale både før, under og efter filmen, vil jeg betragte det som en bonus.

- Jeg har jo arbejdet mest med komediefilm, der bevidst går efter at trække den størst mulige reaktion ud af sit publikum. Så når det kommer til mine egne film, så håber jeg altid på et storgrinende og engageret publikum, der netop får biografoplevelsen til at skille sig ud fra den tavse komedie-serie-kigning hjemme i sofaen.

- Hvis der virkelig findes folk, der er så åndssvage, at de vil betale 120 kroner for en biografbillet – for den store oplevelse, det er at sidde foran et stort lærred med stor lyd – og så ævle om filmen, som var det hjemme i sofaen på en streamingtjeneste, så mener jeg, at man skal smide dem ud. Lige på stedet.

- Og man bør forbyde dem nogensinde at vise sig i en biograf eller give dem mundkurv på ved indgangen. Det sidste er den bedste ide: mundkurv – ligesom 3D-briller. Udleveres ved indgangen.

- Det er jo netop hele pointen i biografen: At man hujer, at man griner, at man sukker dybt – at man forhåbentlig begejstres eller bliver emotionelt rørt af en film. Men det gør man jo også i stilhed? Vi er der jo sammen. Det er jo det smukke ved at sidde i biografen eller i teatret med alle de andre – at vi er sammen.

- “Specielle forestillinger” til “forskellige publikummer”. Er det kun mig, der synes, at det lyder helt tåbeligt?: "Hør her. De, som vil grine højt, går til venstre i sal 9, de, som vil være tavse, går i sal 7”.

- Skal vi snart have debatter om, hvordan man trækker vejret? Om man må? Og hvor længe? Og hvordan? Der findes masser af film, hvor man af gode grunde er tavs som graven, og andre, hvor man udtrykker sit engagement. Det er jo livet selv for helvede.

- Det er på den ene side hul i hovedet, hvad Ruben Östlund siger. At diskutere og analysere en film, mens den foregår, så mister du din sanselighed og nysgerrighed. Jeg ville selv blive vildt ked af det og pissesur, hvis folk snakkede over min film, som jeg har slidt og slæbt for at lave til dem.

- Men jeg kan godt forstå kommentaren med at leve med i filmen. Jeg har ikke oplevet, at danskerne i biografen ikke griner med, når det lægger op til det.

- Der er noget i vores kultur, hvor vi skal acceptere, at vi hele tiden er på og hele tiden snakker. Det er fantastisk at sidde med en masse mennesker og leve sig ind i fællesskabet. Men det betyder ikke, at vi skal snakke op og ned i stolper.

- Er filmen god, holder folk deres mund og lever med. Det betyder ikke, at man ikke må grine højt, græde og have udbrud, men ikke snak. Det, synes jeg, udtrykker, at filmen ikke er medrivende nok. Jeg ville tage det som en kritik af mig, hvis nogen snakkede under mine film.

- Det er fint og en fremragende idé med forskellige typer visninger. Det lyder sjovt.

- Jeg hører nok til den konservative del, hvor oplevelsen med at gå i biografen er at leve sig ind i det, der sker på lærredet, og hvis folk snakker, bliver man revet ud af den verden.

- Men det er ikke enten eller. Jeg havde engang en stor oplevelse med at se 'Batman' på Roskilde Festival, hvor folk hujede og buede undervejs.

- Begge dele skal kunne lade sig gøre. Men hvis man går i biografen, er det som udgangspunkt for at leve sig ind i det, der sker på lærredet, og ikke, hvad sidemanden mener om det.

- Det er et frit land, og en biograf er et kunsternisk rum. Hvis nogen har lyst til at have visninger, hvor man ser filmen på en særlig måde, så skal der helt klart være plads til det.

- Det er fantastisk, hvis folk jubler eller græder til ens film. Så er det fordi, at filmen gør noget, som afkræver en reaktion, og det er enormt skønt. Men hvis folk har hverdagssamtaler og kommenterer filmen, mens den kører, så har jeg det svært med det.

- Det er lidt dobbelt. Hvis nogen snakker for meget, synes jeg også, at det forstyrrer. Men det er da rigtigt, at man skal have lov til at give sin mening til kende.

- Det er fedt at klappe. Jeg har altid holdt meget af, når nogen giver klapsalver. 

- Man burde da også huje. Da jeg var i biografen og se 'Parasite', havde jeg lyst til at rejse mig op og juble. I 'Traingle of Sadness' er der scener, hvor man skal give sig selv lov til at grine højlydt.

- Man kunne jo godt lave en visning, der er "diskussionsbio". Det er jo lidt, fordi vi er fjernsynsmennesker, hvor vi typisk sidder med en anden og diskuterer løs. Kulturen er der jo i forhold til at kommentere på filmen.

- Når jeg er til premiere på min film, sidder jeg jo på nåle, fordi jeg gerne vil have reaktioner. Jeg vil gerne have grin, gråd, klap, og at publikummet er levende. Man spejler sig jo i publikum.

- Jeg synes, at det er en ualmindelig dårlig idé. Man går ind for at opleve et værk. At få det kommenteret undervejs ville være virkelig ødelæggende. Jeg fatter ikke, at Ruben Östlund kaster sådan noget pladder ud.

- De spontane reaktioner med grin og klap skal man have lov til, men man laver jo en film, fordi man gerne vil fortælle noget om nogle mennesker. Hvis det pludselig bliver uforståeligt på grund af støj, så risikerer man, at man ikke når frem til den pointe, man er ved at fortælle.

- Film er meget emotionelt. Jeg har da selv haft tårer i øjnene, og hvis der så sidder en og kommenterer ved siden af, så kan man da føle sig forulempet.

- Man gør sig så umage med alle mulige nuancer i filmen for at forstærke det, man gerne vil sige. Skulle de drukne og blive overdøvet af publikum? Det ville være ødelæggende for filmkunsten.