En ny historie i Harry Potter-universet er her – men der hænger en uundgåelig skygge over den
Et stort anlagt spil i Harry Potter-universet lander fredag og får rosende anmeldelser, men er samtidig truet af kritik og boykot.
Er du vokset op med bøgerne og filmene om Harry Potter, har du på et tidspunkt nok stirret længselsfuldt gennem vinduet og håbet, at der ville svæve en ugle forbi med et optagelsesbrev fra troldmandsskolen Hogwarts.
Nu kan alle dem, der stadig venter på brevet og nok er blevet en smule for gamle til skolen, få deres helt egen oplevelse som elev på skolen.
Fredag udkommer det meget omtalte og længe ventede spil ’Hogwarts Legacy’, der i både salg og anmeldelser ser ud til at blive en stor succes. Det kan anmelder og spiljournalist hos spilmediet Hardwire, Jens Haag, skrive under på.
- Folk, der går op i videospil, taler ikke om andet lige nu, siger han til TV 2.
Men det har samtidig været omgærdet af usædvanligt mange kontroverser. Ikke mindst, fordi alt med relation til det magiske univers står i skyggen af opsigtsvækkende udtalelser fra skaberen, J.K. Rowling.
Spillet levede op til barndomsdrømmene
I 30-årige Jens Haags barndomshjem kunne man gå gennem nærmest hvert enkelt rum, og der ville altid være en, der var ved at læse eller høre historien om Harry Potter. De syv bøger blev ikke bare læst én gang, men Jens Haag vendte igen og igen tilbage til dem i barndommen.
- Der er klichéen med, at alle på min alder har sagt, at man stadig venter på brevet fra Hogwarts. Det er en børnebog, der har siddet meget fast i folk i mange år, siger han.
Med årene gled universet lidt i baggrunden, men da han for nylig sad med controlleren i hånden og ’Hogwarts Legacy’ på skærmen, var han spændt. Kunne det leve op til barndomshåbene om selv at være elev på troldmandsskolen?
- Det kunne det. Ens klassekammerater føltes meget, som de er i bøgerne, siger Jens Haag, der i sin anmeldelse har givet spillet fem ud af seks stjerner.
Det "definitive" Harry Potter-spil
Spillet er et såkaldt open world-spil, hvor du ikke er tvunget til at følge en lige linje i spillets handling, men kan trave rundt på Hogwarts, som det passer dig, klare sidemissioner og leve dig ind i hverdagen som troldmandselev.
- Du får i høj grad mulighed for at træde ind i rollen som den, der får sit brev fra Hogwarts. Det er meget sigende, at man som det første får brevet, og så kan man ellers gå ind i universet med sit eget tempo.
Et Harry Potter-videospil er ikke noget nyt. Filmene blev opfulgt med en spilversion, ligesom der har været afspringere med blandt andet et quidditch-spil. Men skaberne har med ’Hogwarts Legacy’ sigtet efter og lykkedes med at lave "det definitive Harry Potter-spil", siger Jens Haag.
Det tegner altså til, at spilentusiaster og Harry Potter-fans har noget at se frem til. Men vejen hertil har mildest talt været broget.
Harry Potter-skaber træder ind i kønsdebat
Da ’Hogwarts Legacy’ blev annonceret i september 2020, var det blot få måneder efter, at Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling havde antændt en voldsom storm på Twitter.
Her skrev hun en række kontroversielle tweets, hvor hun argumenterede for, at transkvinder ikke bør regnes for kvinder.
- Hvis køn ikke er virkeligt, bliver virkeligheden for kvinder over hele verden slettet, skrev hun.
Hendes kritik er fortsat over årene, og i skrivende stund går hun hårdt mod den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, som støtter et forslag, der skal gøre det lettere for transpersoner at få deres ønskede køn anerkendt rent juridisk.
Lgbt-organisationer har kritiseret hendes udtalelser som transfobiske, ligesom mange skuespillere fra filmene offentligt har vist deres støtte til transpersoner.
Det gælder blandt andet Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson, der spiller de bærende roller som Harry, Ron og Hermione. Skuespiller Sebastian Croft, der lægger stemme til en karakter i spillet, har også taget afstand fra Rowling.
- Jeg blev castet til dette projekt for over tre år siden, hvor Harry Potter udelukkende var den magiske verden, jeg voksede op med. Det var længe før, at jeg var klar over J.K. Rowlings holdninger. Jeg mener helhjertet, at transkvinder er kvinder, og transmænd er mænd, skrev han i januar.
Opfordring til boykot
Sagen er ikke mindst gået ud over store dele af fanbasen, der har svært ved at elske universet i lyset af forfatterens splittende holdninger. Og derfor har der blandt fans også været opfordret til et boykot af ’Hogwarts Legacy’, da Rowling står til at tjene en god kommission på salget.
Det er ikke uhørt, at nogle er sure over et videospil, siger Jens Haag, men det er usædvanligt, at det har så mange kontroverser påklistret allerede.
- For en del fans har universet fået en grim bismag i lyset af Rowlings holdninger til transpersoner. Det har det i hvert fald for mig. Sådan tror jeg, at mange andre har det.
Det tyder på, at skaberne af spillet heller ikke kunne se sig i Rowlings holdninger. De har også understreget, at Rowling ikke har haft en rolle i udformningen af spillet.
- Vi ved, at det er et mangfoldigt publikum. For os handler det om at sikre, at publikummet, der altid har drømt om dette spil, har muligheden for at føle sig budt velkommen tilbage, sagde spillets instruktør, Luke Winkie, til spilmediet IGN sidste måned.
Spilmedier omtaler J.K. Rowlings udtalelser i anmeldelser
I selve spillet er der interessante valg i lyset af Rowlings udtalelser.
Når man skal udforme sin karakter, skal man ikke vælge sit køn, men om man er troldmand eller heks. Selvom din karakter har maskuline træk, kan du altså vælge identiteten som heks, ligesom du kan have en typisk maskulin stemme til en feminin karakter.
Det ser også ud til, at Harry Potter-universets første transperson bliver introduceret, skriver CNN – selvom det ikke bliver slået endeligt fast i spillet, at karakteren er transkønnet.
Store spilmedier har også trådt varsomt omkring ’Hogwarts Legacy’. I dets rosende anmeldelse havde IGN en følgetekst med titlen ’Vedrørende J.K. Rowling’, hvor de fastslog, at deres rolle er at besvare, om de finder spillet underholdende og hvorfor.
- Om det er etisk at spille det, er et andet, men stadig meget vigtigt spørgsmål, skrev de.
Det spørgsmål kan gamere over hele verden svare på på fredag, når de har mulighed for at få deres brev fra Hogwarts ind ad brevsprækken.