Underholdning

Han blev anklaget for kannibalisme og overgreb og flygtede til Caymanøerne – nu bryder han tavsheden

Armie Hammer forholder sig for første gang offentligt til de anklager, en række kvinder rettede mod ham for to år siden.

Armie Hammer har været så godt som forsvundet fra Jordens overflade, siden han for to år siden blev anklaget af en række kvinder for overgreb.

Han blev droppet og erstattet med andre skuespillere i alle filmprojekter, han var tilknyttet. Ingen i Hollywood ville røre ham med en ildtang, så snart anklagerne kom frem i januar 2021.

Hans ansigt dukkede kort op i medierne, da mediet TMZ i 2022 kunne afsløre, at den tidligere stjerne nu solgte timeshare-lejligheder på Caymanøerne.

Men ellers har Armie Hammer, der er mest kendt fra filmene 'The Social Network' og 'Call Me By Your Name' været så godt som tavs om de opsigtsvækkende anklager, der blev rettet mod ham af en række kvinder. Anklager, der drejede sig om kannibalisme, overgreb, frihedsberøvelse og voldtægt.

Men nu har skuespilleren taget bladet fra munden i et stort interview med journalisten James Kirchick, der er udgivet i mediet Air Mail.

I interviewet afviser Armie Hammer anklagerne om, at der skulle være foregået noget seksuelt mellem ham og kvinderne uden samtykke. Han vedkender sig dog at have været "emotionally abusive" – følelsesmæssigt krænkende – over for kvinderne og at have udnyttet en skæv magtbalance.

Erkender at være et røvhul

Armie Hammers nedtur begyndte med, at en anonym Instagram-konto med navnet @Houseofeffie begyndte at dele screenshots af private beskeder, som Armie Hammer havde sendt på Instagram. Beskeder, hvor skuespilleren blandt andet delte fantasier om seksuel dominans og kannibalisme med kvinden.

Den unge kvinde bag kontoen, der blot kaldte sig 'Effie', skrev, at hun var én blandt flere unge kvinder, som Armie Hammer, der dengang var gift med sin ekskone Elizabeth Chambers, havde en affære med, og som han angiveligt skulle have krænket seksuelt.

Andre tidligere partnere stod ligeledes frem med anklager mod skuespilleren, blandt andre influenceren Paige Lorentz og app-grundlæggeren Courtney Vucekovich.

Jeg ville ikke gå tilbage og gøre alt det, der er sket mig, om

Armie Hammer

I interviewet med Air Mail lyder det fra Armie Hammer, at han er skyldig i at "være et røvhul", der "behandlede folk dårligere, end de burde være blevet behandlet".

Han mener også, at magtbalancen var "skæv", når han ser tilbage på sine forhold med kvinderne, der alle var i omegnen af ti år yngre end ham.

- Det var unge kvinder i midt-20'erne, og jeg var i 30'erne. Jeg var en succesfuld skuespiller på det tidspunkt. Det kan være, at de var glade for bare at være sammen med mig og ville sige ja til ting, de måske ikke ville sige ja til af sig selv. Det er en magtubalance i sådan en situation, siger Armie Hammer til Air Mail.

Han fastholder dog, at der ikke er foregået noget fysisk mellem ham og kvinderne uden forudgående samtykke.

Forsøgte selvmord – men ville ikke gå tilbage

Armie Hammer anklager desuden i interviewet en ungdomspræst for at have misbrugt ham seksuelt igennem en periode på et år, da han var 13 år. Ifølge Armie Hammer er det blandt årsagerne til, at han som voksen har dyrket BDSM-sex.

Skuespilleren forklarer, at præsten introducerede ham for seksualitet på en måde, hvor han var uden kontrol, og at han derfor søgte at tage kontrol i senere seksuelle situationer.

Derudover fortæller skuespilleren, at han i efterspillet på anklagerne forsøgte at tage sit eget liv under en ferie.

Alligevel fortæller Armie Hammer, at han ikke ville ændre de sidste to år, selv hvis han kunne. Blandt andet fordi han i perioden er blevet ædru og har været i afvænning for afhængighed af stoffer og alkohol.

- Jeg er en sundere, gladere, mere afbalanceret person. Jeg er der for mine børn på en måde, jeg aldrig var før. Jeg er i stand til at være der for min far, der ligger for døden, på en måde jeg ellers aldrig ville kunne. Jeg er virkelig taknemmelig for mit liv og min bedring og det hele. Jeg ville ikke gå tilbage og gøre alt det, der er sket mig, om, siger han.