Ny tv-serie vækker de kendte navne til live – her er deres historie

Mens dansepigerne i 'Dansegarderoben' er fiktive, optræder flere velkendte danskere og revylegender i serien. Her får du historien om nogle af dem.

Der var næppe mange, der spekulerede over, hvad dansepigerne i Cirkusrevyen følte, tænkte – og tålte – i 70’erne.

Men det er en ny serie måske ved at lave om på.

For i ’Dansegarderoben’ får danserne i revyen nu en stemme.

I årevis stod de bag prominente skuespillere, der tog størstedelen af spotlyset, men nu indtager de altså selv hovedrollerne foran nogle af Danmarks største revylegender.

De var alle formet af en tid med fest, frisind, hårdt arbejde og også ofte masser af alkohol.

Her får du fortællingen om de ægte personer i ’Dansegarderoben’.

Preben Kaas

Preben Kaas var et uhyre iderigt og produktivt multitalent i dansk showbiz i 60’erne og 70’erne, men kæmpede med indre dæmoner.

Han var især kendt for sit komiske talent, som han blandt andet foldede ud i folkekomedier som ’Soldaterkammerater’-filmene og som Dynamit-Harry i ’Olsen Banden’-filmene – en rolle, der indbragte ham en Bodil.

Men det var i høj grad som manuskriptforfatter og teaterdirektør, han gjorde sig gældende.

Preben Kaas dannede i en årrække makkerpar med kollegaen Jørgen Ryg på ABC-teatret i de tidligere 60’ere, senere blev han direktør for selvsamme teater.

I 1971-1977 var han direktør for Cirkusrevyen, som han også selv medvirkede i og skrev sketches til.

Her stod han bag flere af Cirkusrevyens mest ikoniske numre, blandt andet ’Hoppegyngen’ med Dirch Passer i 1974.

Privat havde Preben Kaas dog en mørk side. Han havde et massivt alkoholmisbrug, og flere af hans hustruer fortalte senere om, at han havde slået dem.

Han var gift fire gange og fik fem børn, heriblandt skuespilleren Nikolai Lie Kaas.

I 1977 stoppede Preben Kaas som direktør for Cirkusrevyen og gik senere personligt konkurs. I 1981 tog han sit eget liv. Han blev 50 år.

Claus Ryskjær

Claus Ryskjær var en fast bestanddel af Cirkusrevyen i årevis, indtil han pludselig trak sig fra rampelyset.

Claus Ryskjær var indehaver af et gudsbenådet gummiansigt, der kunne transformere sig til alskens grimasser. Oveni havde han en stemme, der kunne råbe sig igennem både halve og hele sketches.

Tilsat et stort komisk talent var det de evner, der i mange år gjorde ham synonym med nogle af de største revyer i Danmark.

Fra 1973 til 2001 optrådte han således i Cirkusrevyen med enkelte pauser imellem. Her blev han blandt andet kendt for den tilbagevendende sketch om ’Familien Danmark’, hvor han spillede en vild ægtemand.

Flere vil også huske ham for hans medvirken i ’Familien Gyldenkål’, ’Huset på Christianshavn’ og teaterforestillingen ’Den grønne elevator’.

Han spillede sin sidste forestilling på Aveny-T i 2007, hvorefter han trak sig fra de skrå brædder, fordi han blev ramt af voldsom sceneskræk.

Han fortalte åbent om, hvordan det føltes som et stort, sort hul, når han gik ind på scenen, og at han ikke vidste, hvad han foretog sig derinde.

Claus Ryskjær døde i december 2016, han blev 71 år gammel.

Lisbet Dahl

Lisbet Dahl startede som en ung novice, men hun endte som chefen for det hele.

I 1974 indtog en 28-årig, talentfuld skuespiller ved navn Lisbet Dahl Cirkusrevyen for første gang.

Dengang havde hun næppe regnet med, at hun skulle tilbringe 33 år på selvsamme scene, men sådan gik det. For Lisbet Dahl viste sig at have kæmpe talent for revygenren.

Med enkelte pauser endte Lisbet Dahl med at optræde i Cirkusrevyen helt frem til 2022. Og ikke nok med det – undervejs blev hun også både instruktør på og chef for revyen, og hun nåede at stå bag flere af de bedst sælgende sæsoner i revyens historie.

Det er tæt på umuligt at fremhæve få af Lisbet Dahls præstationer fra hendes alenlange cv på Cirkusrevyen, men blandt hendes kendte og populære optrædener kan nævnes hendes parodier af Lars Løkke Rasmussen, Angela Merkel og hendes tilbagevendende numre med ’Humørbomben’ – hvor hun tog skikkelse som komplet tonedøv festsanger.

Lisbet Dahl har også haft flere både seriøse og komiske roller på film og i tv, heriblandt i serien ’Sommer’. Hun stoppede på Cirkusrevyen i 2022 og medvirker i år i Tivolirevyen, som hun også instruerer.

Lisbeth Dahl er 76 år og har fem børn.

Jørgen Ryg

Jørgen Ryg startede sit liv på en helt anden scene end sine resterende kollegaer.

Han var nemlig jazzmusiker og spillede på et tidspunkt med i jazzlegenden Leo Mathisens orkester. Men efterhånden fik han smag for skuespilleriet.

Her havde han en musikalitet og en timing, der gjorde ham perfekt til komikken.

I begyndelsen havde han primært små baggrundsroller som musiker i film, men senere bevægede han sig længere frem i billedet og ud på de skrå brædder.

Fra 1960-66 dannede han og Preben Kaas komisk duo på ABC- og Aveny-teatret, hvor de blandt andet stod bag den populære vise ’Hvad skal vi med kvinder’.

Senere rykkede han også ud på revyscenerne. Han spillede dog kun med i Cirkusrevyen en enkelt gang i 1975, hvor han blandt andet optrådte med nummeret 'Hvad er det nu, hun hedder' sammen med Preben Kaas.

Jørgen Ryg mestrede dog også de mere seriøse roller og fik blandt andet ros for sin rolle som kværulantisk invalidepensionist i filmen ’Syg og Munter’.

Jørgen Ryg døde i 1981 og blev 51 år gammel. Han efterlod sig konen Birgitte og fik ingen børn.

Lily Broberg

Lily Broberg mestrede både komik, operetter og de seriøse roller – og så var hun kvinden, der for første gang præsenterede fjernsynet for danskerne.

Lily Broberg fik debut som skuespiller allerede som 10-årig.

I begyndelsen af sin karriere gjorde hun sig bemærket i forestillinger som ’Mig og min pige’ og ’Sommer i Tyrol’.

I 1951 præsenterede hun Danmarks Radio som den første tv-speaker nogensinde med ordene ”Goddag, her er fjernsynet, vi håber, De vil synes om det”.

I 1960’erne og 70’erne indtog hun flere revyscener, heriblandt Cirkusrevyen. Her blev hun blandt andet kendt for nummeret ’Noget farligt indeni’, som var skrevet af Preben Kaas. Hun mønstrede dog også mange seriøse roller på blandt andet Folketeatret samtidig.

Sidst men ikke mindst står hun nok klarest i de fleste danskeres erindring som den snusfornuftige og hjertevarme Katrine Larsen, der var gift med grisehandleren i ’Matador’.

Privat var Lily Broberg gift tre gange og fik to børn.

De sidste mange år af sit liv kæmpede hun ligesom flere af sine kollegaer med sceneskræk og præstationsangst. Hun fortsatte dog med at optræde frem til sin død i 1989. Hun blev 65 år gammel.

Anne Mari Lie

Fotomodellen Anne Mari Lie kom på alles læber, da hun som 25-årig blev gift med teaterdirektør Preben Kaas i 1970.

De to blev et af tidens mest celebre par og stillede gerne op til fotografering i formiddagsaviser og ugeblade på både den røde løber og hjemme i privaten.

Sammen fik parret sønnen Nikolaj Lie Kaas.

Efter fem års ægteskab gik de dog fra hinanden, og i 1979 smed Anne Mari Lie en bombe, da hun udgav bogen ’Fløde 2’. Den handlede om den sadistiske og dominerende teaterdirektør Preben Klister, der udsatte sin unge kæreste Anne Lind for både fysisk og psykisk vold.

Det stod hurtigt klart for alle, at bogen var stærkt inspireret af Anne Mari Lies tidligere ægteskab med Preben Kaas, selvom han affejede den som ”en livlig fantasi”.

Anne Mari Lie tog sit eget liv i maj 1989.

Dirch Passer

Dirch Passer var uden sammenligning den største stjerner i 1950-70’erne.

Han havde omkring 100 film på sit cv, hvor han ofte var hovedrolleindehaveren, blandt andet i folkekomedieklassikere som ’Charles Tante’, ’Baronessen fra Benzintanken’ og ’Sommer i Tyrol’.

Han var dog i lige så høj grad at finde på de danske teaterscener, hvor han en årrække dannede komisk par med makkeren Kjeld Petersen. De introducerede den såkaldte crazy-komik i Danmark.

I 1967 var Dirch Passer med i Cirkusrevyen for første gang. I løbet af de næste år, stod han stod bag nogle af revyens mest kendte numre, blandt andet sketchen med ’Stjernetegnene’, som han lavede med en ung Ulf Pilgaard.

Syv år senere skiftede han dog – ligesom i ’Dansegarderoben’ – til Holstebro Revy, hvor han blev set som den store stjerne. For præcis som i serien var Dirch Passer sin vægt værd i guld, og man var sikret publikums opmærksom med ham på rollelisten.

Dirch Passer kæmpede som flere af sine andre revykollegaer i den tid med et alkoholmisbrug.

Samtidig levede han et nedslidende arbejdsliv med konstante filmindspilninger, teater og revy-forestillinger. I 1980 faldt Dirch Passer om bag scenen på Glassalen i Tivoli, da han skulle til at gå på. Han døde af hjertestop og blev 54 år gammel.

Du kan se næste afsnit af 'Dansegarderoben på TV 2 søndag klokken 20 eller på TV 2 PLAY allerede nu.