Brøler på scenen – her er forklaringen
Et sammenrend af Justin Bieber og Dirch Passer, sagde Simon Kvam om Theodor Vestergaards 6 Chair Challenge i ’X Factor’.
Den 17-årige Theodor Vestergaard lavede en brøler, da han skulle forsøge at synge sig videre fra årets 6 Chair Challenge.
Han glemte nemlig den guitar, som skulle ledsage ham.
Den stod derhjemme. Det opdagede han på turen fra hjemstavnen på Als mod København.
- Jeg er normalt rimelig glemsom, så jeg havde dobbelttjekket alle mine ting. Da jeg sad i toget, tænkte jeg, hvor kan jeg være stolt af mig selv.
- For første gang har jeg husket alt. Der gik lidt tid, og så var jeg sådan – vent lige lidt. Jeg synes da, der mangler noget, og så kom jeg i tanke om, at det var min guitar. Jeg havde glemt guitaren, fortæller Theodor Vestergaard.
Lavede sjov på scenen
Hvordan reagerer man så i sådan en situation?
Der er nok mange, der ville panikke en smule. Måske ville den der lidt ubehagelige snurrende fornemmelse i maven dukke op.
Men ikke for 17-årige Theodor Vestergaard. Han sad i toget og spekulerede et kort øjeblik på, om han skulle skrive til nogen fra ’X Factor’-produktionen.
- Men så tænkte jeg, ’X Factor’ er jo et musikprogram, der må næsten være noget guitar derovre i København, og så ventede jeg bare med at se, om der var nogen, der havde en guitar, jeg kunne låne, siger han.
Han havde endda så meget overskud, at han til publikums fornøjelse lavede sjov med det på scenen.
Her sagde han også, at han denne gang havde husket guitarstroppen. Men det var ikke helt rigtigt, indrømmede Theodor Vestergaard efterfølgende.
- Nej, det var heller ikke min strop. Men det var fordi, til min audition havde jeg en guitar med, men ikke nogen strop, jeg brugte et snørebånd. Det var derfor, jeg sagde det med stroppen, lyder forklaringen fra den unge musiker.
Efter sin optræden blev Theodor Vestergaard kaldt for et sammenrend af Dirch Passer og Justin Bieber af Simon Kvamm.
Lånte guitar af meddeltager
Lidt ligesom at ting har det med at forsvinde som fra jordens overflade, når de bogstavelig talt ligger lige foran en, på samme måde glemte Theodor Vestergaard sin guitar, som var det noget af det mest naturlige i verden.
For det var jo en selvfølge, at den skulle med ham, forklarer han, og derfor tænkte han slet ikke over den.
En lidt skør mekanisme som imidlertid også har det med at udløse sig, når han skal i skole. For det er da sket mere end én gang, at han har glemt sin skoletaske, fortæller Theodor Vestergaard.
Men heldigvis er der et stærkt sammenhold deltagerne imellem i ’X Factor’, selvom de jo egentlig er i konkurrence med hinanden.
Kristoffer Lundholm lånte uden betingelser sin guitar og guitarstrop til Theodor Vestergaard, der med den om halsen tryllebandt dommere og publikum og sikrede sig en plads på Bootcamp.
- Det var en helt ny guitar, den var superlækker, Kristoffer havde lige fået den. Så den spillede bare så godt. Det var ikke noget problem at spille på den. Den spillede bedre end min egen guitar, så jeg var faktisk glad for, at jeg glemte den.
Skylder du en på kontoen?
- Ja, jeg ved det ikke. Jeg tror, vi har en vennebank et eller andet sted, siger Theodor Vestergaard.
Se 'X Factor' på TV 2 fredag klokken 20.00 eller nu på TV 2 PLAY.